Nyhed -

Martin Lidegaard: Glad for dommen, men ikke glad for, hvad den er udtryk for

Martin Lidegaard holder pressemøde efter at være blevet frifundet i sagen mod Morten Messerschmidt
Martin Lidegaard er blevet frifundet for injurier mod Morten Messerschmidt: "Jeg er selvfølgelig glad for den klare dom. Men jeg er ikke glad for det, som den er udtryk for."

Af Martin Lidegaard

Der er netop faldet dom i Morten Messerschmidts injuriesag mod mig, og som ventet tabte han den med et brag.

Retten finder efter en samlet vurdering, “…at der er påvist et faktuelt grundlag for Martin Lidegaards udsagn, der kan anses for tilstrækkeligt.”

Jeg er selvfølgelig glad for den klare dom. Men jeg er ikke glad for det, som den er udtryk for.

At vi i Danmark har fået et parti, der åbenlyst kopierer den politik og de metoder, som dets højreekstreme søsterpartier i remigrationsbevægelsen også benytter.

I substansen handler Dansk Folkepartis politik om en remigration, der skal sende muslimer ud af Danmark.

Tanken om et samlet dansk folk på tværs af religion og etnicitet er opgivet.

Uanset hvem du er, hvordan du opfører dig og hvor meget du elsker Danmark og danske værdier, vil du være under mistanke og kan ikke blive rigtig dansk, alene fordi du er muslim. 

Det var budskabet i Morten Messerschmidts interview i Weekendavisen, der fik mig til at trække en streg i sandet, fordi det markerer et voldsomt skred til højre. Både for Danmark og for Dansk Folkeparti. 

Også Dansk Folkepartis metoder er udanske, hvad denne retssag er det bedste eksempel på.

Intet af dette gør noget godt for Danmark eller for det danske demokrati.

Det gør til gengæld dagens dom, der gør det klart, at man i Danmark må stå til ansvar for sine politiske ytringer og holdninger.

Måtte dommen dermed bidrage til en politisk debat og og en politisk kultur, hvor vi åbent kan diskutere det Danmark, som vi alle elsker og som jeg fortsat vil kæmpe for at give videre i en endnu bedre udgave til alle danskere.