Der er først valg til Europa-Parlamentet den 9. juni næste år, men alligevel lykkedes det at fylde lokalet i både Odense og Helsingør, da Martin Lidegaard og Morten Messerschmidt indledte deres EU-debattur.
Som Radikale Venstres spidskandidat til parlamentsvalget, Sigrids Friis Frederiksen, rundede af med at sige foran de 100 mennesker i Odense:
- Det er enormt smukt for vores demokrati, at det er lykkedes at samle sådan et flot fyldt lokale med folk i alle aldersgrupper. Demokratiet lever i bedste velgående – også ved EU-valget.
Hvis EU ikke allerede var opfundet, var vi nødt til at gøre det.
Sigrids Friis Frederiksen var i debat med Dansk Folkepartis EP-medlem, Anders Vistisen, mens Lidegaard og Messerschmidt indledte aftenen med deres partileder-debat.
Ikke overraskende mente Morten Messerschmidt, at EU ”er en dårlig idé, der har fået lov til at overleve alt for længe.” Mens Martin Lidegaard var helt uenig:
- EU er en fremragende idé. Hvis EU ikke allerede var opfundet, var vi nødt til at gøre det nu. For i den nye verdensorden, vi lever i, er de europæiske lande små. Så vi bliver nødt til at stå sammen for at få noget igennem, sagde Martin Lidegaard.
Tirsdag den 24. oktober er der endnu en omgang EU-debat – denne gang i Roskilde (læs mere her).
Arrangementerne er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.