Søndag den 17. marts holdt Radikale Venstre ekstraordinært landsmøde på Hotel Nyborg Strand.
Foruden taler fra politisk leder, Martin Lidegaard, og spidskandidat til Europa-Parlamentet, Sigrid Friis, skulle landsmødet vælge nyt forpersonskab.
Her blev Poul Arne Bødker valgt som landsformand, mens Kim Mandix valgtes som næstforperson.
Det var et glad og tilfreds forpersonskab, der skitserede en klar plan for den kommende tid:
"Frem til landsmødet i september vil vi arbejde for ro og stabilitet i organisationen, så vi kan skabe mere synlighed om den radikale politik, der skabes i folketingsgruppen, hos vores kandidater til Europa-Parlamentet og de indvalgte i kommunalbestyrelser og regionsråd", fortalte den nyvalgte landsformand, Poul Arne Bødker og fortsatte:
"Derudover vil vi genoprette et foreningsteam, så vi får fokus på, hvordan vores lokale foreninger har det og løbende kan understøtte dem i deres arbejde".
Også den nyvalgte næstforperson, Kim Mandix, ser frem til arbejdet:
"Jeg vil bruge min foreningserfaring til at sikre bedre koordination mellem landsforbund og de lokale foreninger til det kommende EP-valg. Derudover vil jeg være med til at understøtte, at vi gennemfører tiltag fra vores årshjul, som for eksempel naturmøde, folkemøde og landsmøde. Samtidig vil vi have fokus på at sikre en god, ordentlig og demokratisk proces frem mod valg af landsforpersonskab i september 2024".
Både Poul Arne Bødker og Kim Mandix har tilkendegivet, at de ikke ønsker genvalg til landsmødet i september.
OM POUL ARNE BØDKER
- Uddannet matematik-økonom fra Aarhus og har arbejdet i it-branchen siden 1988.
- Gift med Dorte og bor i Slagelse – sammen med sin søn, svigerdatter og barnebarn på 1½ og med den anden søn som nabo.
- Har i mange år været kasserer i Radikale Venstre Slagelse og er storkredsformand på Sjælland og formand for Organisationsnetværket. Desuden medlem/suppleant til Hovedbestyrelsen siden 2016 og medlem af Forretningsudvalget siden sommeren 2023.
- Har siden 1980 været formand eller kasserer i en lang række foreninger, blandt andet DGI-Aarhusegnens forretningsudvalg, Skole og Samfunds hovedbestyrelse, 12 år i skolebestyrelsen, ungdomsskole, folkedans, kor, gård- og vejlaug m.v.
OM KIM MANDIX
- Uddannet civilingeniør i kemi, som siden er blevet suppleret med en Ph.d. og HD. Startede med at arbejde på Danmarks Tekniske universitet, men skiftede i midten af 90’erne til IT-branchen.
- Gift med Else på 24’ende år og har datteren Maria. Bor i København.
- Har været forperson og næstforperson i Hovedstadens Radikale Venstre. Har også været kandidat til borgerrepræsentationen.