Nyhed -

Brænder du for international udvikling?

Har du lyst til at spille en nøglerolle i Radikale Venstres internationale demokratiarbejde? Vil du være med til at opbygge stærke internationale partnerskaber ved at facilitere stærke og engagerede frivillige? Så er det nu, du skal stille op som næstforperson for udviklingssamarbejdet.

Radikale Venstre og DIPD – vores internationale engagement

Radikale Venstre bevilliges – ligesom en række andre partier – midler fra Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD), en selvejende institution under Udenrigsministeriet. Bevillingen gør det muligt for os at udvikle, gennemføre og støtte demokratiudviklingsprojekter i nogle af verdens mest udfordrede politiske sammenhænge.

I dag er vi engageret i projekter i Nepal, Armenien og Moldova, hvor vi i tæt samarbejde med lokale partnere kæmper for åbne, inkluderende og velforankrede politiske systemer. Størstedelen af bevillingen går direkte til disse lokalepartnere – som står for implementeringen aktiviteterne på jorden – mens vi bidrager med strategisk støtte, frivillige kræfter og erfaringen fra den danske partipolitiske kontekst.

Baggrund og proces for valget

DIPD har vedtaget en ny strategi for perioden 2026-2030, som betyder, at partiet går fra at råde over en større standardbevilling til i stedet at skulle søge om midler på baggrund af allerede definerede partnerskaber og projektprogrammer.

I samme ånd har forretningsudvalget i 2025 besluttet en ny organisering af partiets udviklingssamarbejde og oprettet et koordinationsudvalg, der består af en forperson, en næstforperson og en understøttende sekretariatsmedarbejder. Derudover er forpersonen for Internationalt Udvalg tilknyttet arbejdet.

I efteråret 2025 blev Svend Thorhauge valgt som forperson for udvalget med fokus på den igangværende ansøgningsproces i forhold til de første tre år i den nuværende strategiperiode, samt afslutning og afrapportering af den forudgående periode. Det arbejde er nu gennemført, og udvalget ønsker sammen med forretningsudvalget at genoptage processen med at finde og udpege en næstforperson til udvalget. Begge positioner vælges af FU med et toårigt mandat - med mulighed for forlængelse.

Du kan høre mere om arbejdet i udvalget ved at kontakte Svend Thorhauge på svend@thorhauge.dk eller telefon 40331670.

Hvis du er interesseret i at påtage dig ansvaret som næstforperson, skal du sende et kortfattet kandidatur på højest 200 ord sammen med et organisatorisk og fagligt C.V. i oversigtsform til rasmus.festerling@ft.dk senest den 1. juni 2026.

Herefter vil udvalget oversende kandidaturerne til forretningsudvalget sammen med en indstilling med henblik på en udpegning på forretningsudvalgets møde den 22. juni 2026.