Nyhed -

Svend Brinkmann modtager Marianne-prisen

Svend Brinkmann modtager Marianne-prisen 2026
Svend Brinkmann modtager prisen for sin ihærdighed og store bidrage til væsentlige demokratiske samtaler inden for et bredt udsnit af emner.

Svend Brinkmann er modtager af Radikale Venstres Marianne-pris, der uddeles til en person, der har ydet en uegennyttig indsats for folkestyret og de demokratiske frihedsværdier.

Pris-komiteen - bestående af de tidligere landsformænd for Radikale Venstre og landsforperson Anne Heeager - haft fokus på det forhold, at vi lever i en tidsalder, hvor demokratiet er under pres globalt, og hvor færre mennesker i dag end for blot 20 år siden lever som borgere i et liberalt demokrati.

Derfor er der brug for, at rigtig mange – mere eller mindre helt almindelige – mennesker prioriterer at gå ind i den demokratiske samtale for med deres fagligheder, holdninger, baggrunde og personligheder at styrke, berige og udfordre den.

Svend Brinkmann
Svend Brinkmann

Af disse årsager har priskomiteen ved uddelingen af Marianne-prisen 2026 haft fokus på den demokratiske samtale og på mennesker, der igennem længere tid har ydet en stor indsats for at berige og kvalificere den fælles samtale, og som ikke selv er eller har været folkevalgte.

Mennesker, der med ordentlighed, men med kant og med noget på hjertet har lænet sig ud – på specifikke emner og mere generelt – for at tage del i debatten. Mennesker, der med indsigt og måske endda også humor, har fået andre til at lytte og til at overveje deres standpunkt en ekstra gang, og måske selv har fundet anledning til at tage del i debatten.

Svend Brinkmann kan beskrives med mange titler fra professor i psykologi, over forfatter til adskillige fagbøger og til radiovært og hundeejer. Samtidig er det også passende at beskrive ham som ivrig samfundsdebatør.

Han engagerer sig med stor lyst i filosofiske og idépolitiske debatter, men bruger også ofte sine indsigter herfra på ganske jordnære drøftelser om klima-krise, skærmenes indtog i vores verden, forholdet mellem stat og kirke, danskhed, skolefravær – og meget mere. Man kan på denne måde kalde ham et samfundsengageret menneske, der bidrager til den offentlige debat med stor kærlighed til den demokratiske samtale og med respekt for den mulighed vi med demokratiet har for skikkeligt at være uenige. Samtidig bærer hans engagement præg af det, man kan kalde positive forventninger til modtageren, idet han i sit virke insisterer på ikke at forfladige debatten.

Af alle disse årsager er det en kæmpe glæde for priskomiteen tildele prisen til Svend Brinkman.

Marianne Jelved
Prisen er opkaldt efter Marianne Jelved