Af Thomas Rohden, politisk ordfører
Det talte ord gælder
Der er et yndigt land.
Sådan lyder det i vores fælles nationalsang. Og den gode Adam Oehlenschläger, han havde fat i noget. For Danmark er i den grad et yndigt land:
- Fra kalkklipper i Hanstholm, til hækkeklippere i kolonihaverne.
- Fra Dueodde fyr i Østersøen, til hurtige fyrer på Søpavillionen
- Fra Volbeat i håndboldhallen til Vivaldi i Det Kongelige
Ja! Danmark har i den grad noget at byde på!
Og generation efter generation har vi skabt et af verdens allerbedste samfund at bo og leve i. Med flere muligheder og mere frihed.
Men selvom jeg er stolt, når jeg ser på Danmark, så er det ikke alt, der endnu er så skønt.
For det er ikke yndigt når ”salten østerstrand” pludselig er fyldt med fedtemøg og algevækst.
Og når landbrugets udledninger af alt for megen kvælstof i alt for mange år, nu betyder at, ”bølgen blå” flere steder lider under iltsvind og fiskedød
Eller når vi bliver taget med ind i de danske svinestalde, hvor 25.000 pattegrise dør hver eneste dag.
Ofte som følge af sult, tørst eller klemning. Mens de overlevende systematisk får skåret halerne af, selvom det faktisk har været ulovligt i mere end 30 år.
“Hvis vort gamle Danmark for alvor skal bestå. Så er en håbløs romantiseringer af det, der var, ikke nok. ”
Det er heller ikke så yndigt, når vi generation efter generation burde blive klogere og bedre uddannet. Men vi i dag ser at færre unge får en uddannelse.
Og når eleverne i folkeskolen bliver mindre nysgerrige på verden. Og opnår færre kompetencer i både dansk, matematik og naturfag. Ja, så må det få alle alarm klokker til at ringe i et land, der vitterligt lever af viden.
Og det er slet ikke yndigt, at Danmark er blandt et af de lande i Europa hvor partnervold og kvindedrab, er mest udbredt.
Hvor op mod hvert femte barn vokser op med vold i hjemmet. Og hvor de familier, der oplever at måtte flygte fra volden, alt for ofte bliver tabt mellem to stole.
Men der er en god nyhed. Vi kan faktisk bare lave det om.
Det tror jeg nogle gange, at vi glemmer. I en verden hvor problemer ofte står i kø, når vi tænder for fjernsynet eller åbner en avis.
Udfordringerne kan virke uoverkommelige – og det er nemt at føle sig magtesløs. Men vi er ikke passive tilskuere til tingens gang og verdens tilstand. Vi er ansvarlige for den.
Vi vælger selv, hvordan vores fremtid skal se ud. Det gælder ikke mindst alle os her i salen. Lige her i det danske folketing - der kan vi ændre det land - vi lever i. Sådan helt fundamentalt.
Og det kommer vi til at vise i den politiske sæson, der begynder i dag.
I Radikale Venstre vil vi levere en accelereret grøn omstilling af det danske samfund:
Hvor vi gør os fri fra de fossile brændstoffer, der er alt for dyre for de danske virksomheder og forbrugere. Og som konstant sender CO2 ud i atmosfæren og penge ned i lommerne, på verdens despoter og diktatorer.
Og vi vil samtidig skabe meget mere beskyttet natur og tage et opgør med landbrugets alt for store påvirkning på både drikkevand og havvand.
Og lad mig her lige opholde mig ved dansk landbrug, der for tiden skaber storpolitisk debat.
I alt for mange år er landbruget blevet mødt uden håndfaste krav til at passe bedre på den natur, der tilhører os alle.
De har fået frivillige aftaler for kvælstofudledning. Frivillige aftaler for beskyttelsen af vores drikkevand. Og frivillige aftaler for en bedre dyrevelfærd.
Men lige lidt har det hjulpet.
Derfor handler vi nu:
• Vi vil med gødskningsloven passe bedre på vores havmiljø.
• Med en ny grissefirpart, passe ordentligt på vores dyrevelfærd
• Og med et national sprøjteforbud, passe godt på vores drikkevand.
Nogle mener det går for hurtigt. Jeg mener tværtimod vi skulle være begyndt for lang tid siden.
For vi kan ikke være bekendt over for de kommende generationer, at tøve med beskyttelsen af vores natur. Det er dem, der skal leve med konsekvenserne. Det er deres drikkevand. Deres indre farvande. Og deres sundhed, der er på spil.
Og når vi taler om generationer. Så er det afgørende for mig, at få rettet op på det triste faktum, at alt for mange børn- og unge mistrives og lærer for lidt.
For vi kan som videnssamfund ikke acceptere, at uddannelsesniveauet i Danmark rasler ned og har gjort det de seneste 10 år. Eller at tusindvis af børn har det så dårligt, at de slet ikke kan komme i skole.
Derfor kommer vi over de næste år til at investere massivt i børn og unges trivsel og læring. Og vi går i gang allerede med dette års finanslov.
For vi vil sikre mere uddannet pædagogisk personale omkring de mindste børn. Og vi vil give skolerne et generelt og tiltrængt løft.
Og laver en særskilt indsats på de 100 skoler, hvor børnene har mest brug for det.
Samtidig vil vi også investerer i flere uddannelsespladser på universiteterne, så flere unge mennesker kan får adgang til de højt specialiserede kompetencer, vi som samfund har så stærkt brug for.
Og for første gang siden Radikale Venstre sidst var i regering – Og her vil de skarpe tilhører bide mærke i, at det trods alt er en del somre siden –
Da lægger vi op til at hæve forskningsinvesteringerne ud over den 1 procent af BNP.
Kort sagt: Vi vil investere i fremtiden. I flere muligheder, mere viden og mere frihed.
Sidst men ikke mindst, må vi ikke glemme dem der lever ufrit.
Særligt de alt for mange kvinder og børn, der må leve med frygten for vold i deres eget hjem.
• Vi behøver ikke at acceptere, at Danmark topper de europæiske lister, over partnervold.
• Vi behøver ikke acceptere at 10-15 kvinder om året bliver slået ihjel, som følge af partnervold.
Vi kan vælge at holde op med at betragte det som enkeltstående tragedier og i stedet se det for, hvad det er:
Et strukturelt samfundsproblem, som vi alle har et ansvar for at gøre op med. Det koster os bogstavelig talt liv, at vi tøver.
Derfor er jeg glad for, at regering vil lave en nationale strategi mod partnervold og vold mod børn.
For I det yndige land, jeg drømmer om, skal ingen gå på listetær i deres eget hjem. I mit yndige land, da lever alle mennesker frit.
I en tid hvor verden byder på mange dårligdomme og på megen modløshed, da er det os som politikere der skal indgyde håb. Vi skal turde sætte en klar politisk retning for, hvordan vi vil forandre vores land.
Det tør vi i Radikale Venstre.
For hvis vort gamle Danmark for alvor skal bestå. Så er en håbløs romantiseringer af det, der var, ikke nok.
Så skal vi turde drømme om alt det vi vil nå, så længe bøgen spejler, sin top i bølgen blå.
