Stine Zeeberg Pedersen, foto af Jäger Aren
Pressemeddelelse

Stine Zeeberg Pedersen er ny sekretariatschef for Radikale Venstre

Stine Zeeberg Pedersen er ny sekretariatschef for Radikale Venstre. Hun kommer fra en stilling som partner og COO hos Rud Pedersen. Som øverste chef for alle medarbejdere på Radikale Venstres fællessekretariat på Christiansborg får hun både ansvaret for at betjene partiets folketingsgruppe, partiets landsforbund og medlemmer.

Politisk leder og formand for folketingsgruppen, Martin Lidegaard, ser store muligheder i at knytte Stine Zeeberg Pedersen til den strategiudvikling, som partiet står midt i:

”Vi er i fuld gang med at skabe en ny profil og en ny strategi for Radikale Venstre. Jeg har stor tiltro til, at Stine med sin gedigne ledelseserfaring og indsigt i politiske processer kan udvikle og drive det professionelle setup, som kan give medarbejderne en inspirerende arbejdsplads og os politikere et fagligt fundament for det daglige og strategiske arbejde med at skabe et bedre Danmark for den næste generation.”

Landsformand, Mikkel Irminger Sarbo, fortsætter:

”Vi kan kun genopbygge tillid hos befolkningen gennem solide politiske resultater, og vi er derfor glade for, at vi nu kan præsentere Stine som ny sekretariatschef. Hun har solid erfaring med alle politiske og kommunikative discipliner og har demonstreret, at hun kan bygge op fra bunden og understøtte faglig udvikling.”

Stine Zeeberg Pedersen udtaler:

”Jeg har arbejdet professionelt med politik i mere end ti år, og jeg glæder mig til at omsætte den viden til at styrke de høje ambitioner formandskabet har for partiet, demokratiet og vælgerne. Nu gælder det om at komme i arbejdstøjet, så vi kan genvinde vælgeropmærksomhed, sikre en bred medlemstilslutning og styrket indflydelse på alle politiske niveauer. Det arbejde ser jeg frem til at kunne omsætte til konkrete initiativer i samarbejde med dygtige medarbejdere og den store frivillige organisation.”

Stine Zeeberg Pedersen tiltræder 1. april 2023.