Radikale Venstres folketingsgruppe
Ledige stillinger

Vi søger praktikanter til Christiansborg

Kunne du tænke dig at arbejde i et parti, der vælter sig i tocifrede meningsmålinger og oplever succes som aldrig før? Så skal du nok ikke søge praktik hos os i Radikale Venstre.
Til gengæld skal du søge hos os, hvis du vil være med til at skabe en succes. Og vi kan garantere, at du får masser af ansvar, så du hverken skal hente kaffe eller styre kopimaskinen.

Stillingen
Radikale Venstre er et parti i rivende udvikling – hvis vi selv skal sige det. Efter en mavepuster af et folketingsvalg er genopbygningen godt i gang, og Radikale Venstres politiske projekt skal nu udfoldes.

Martin Lidegaards – og Radikale Venstres – fokus er, at nu er det de unges tur! Det skal være slut med klimanøl og SU-forringelser. Og hvis du vil være med til at kæmpe den kamp, så er det måske dig, vi leder efter.

Vi søger nemlig praktikanter til vores sekretariat på Christiansborg, der består af cirka 40 medarbejdere. Som praktikant kan du blive tilknyttet et af vores fem teams bestående af; foreningsteamet, presseteamet, kampagne/mobiliseringsteamet, kommunikationsteamet og politikteamet. Du må gerne angive i din ansøgning, hvilket team du foretrækker at blive en del af.

  • Foreningsteamet er limen, der binder partiet sammen – Christiansborg, kommunerne, regionerne, Europa-Parlamentarikerne, lokalforeningerne og baglandet som helhed.
  • Presseteamet har fingeren på mediepulsen, rådgiver politikerne og sikrer radikal tilstedeværelse i de journalistiske medier.
  • Kampagne- og mobiliseringsteamet forbereder og styrer med hård hånd de radikale valgkampe – og kampagner mellem valgene
  • Kommunikationsteamet er partiets kreative hjerte og kontoret, der udvikler koncepter, tilrettelægger og producerer indhold til blandt andet de sociale medier
  • Politikteamet er stedet, hvor politikken udvikles, og hvor alle går hen, når man skal blive klogere om alt fra klimapolitik, over ligestillingsindsatser til økonomiske redegørelser.

Du vil få din daglige gang på Christiansborg, hvor hverdagen sjældent er helt til at forudsige. Nogle dage vil du opleve tid og ro til dine arbejdsopgaver, og andre dage kan du opleve, at vi er nødt til at hoppe på de politiske dagsordner, der dukker op.


Uanset hvad, vil du komme til at arbejde tæt sammen med både politikere og ansatte, og du vil have gode muligheder for at udvide både dit faglige og sociale netværk.

Dig
Du er i gang med en videregående uddannelse, men det er ikke så afgørende hvilken. Det vigtigste er, at du ikke synes, at politik er det kedeligste i hele verden - og hvis du gør, så har mod på at hjælpe os med at gøre det spændende.

Derudover er det en forudsætning, at dit praktikophold kan meritoverføres til din uddannelse, og at du ikke bliver forsinket i din uddannelse grundet praktikopholdet. Opholdet er som udgangspunkt på fuld tid, men vi er meget fleksible med hensyn til arbejdstid, hvis du har behov for f.eks. at følge et fag ved siden af eller passe et studiejob.

Hvad kan vi ellers sige?
Praktikopholdet løber i efterårssemesteret 2024 og er ulønnet. Men bare rolig, du får gratis, god frokost samt fri adgang til middelmådig kaffe.
Eventuelle spørgsmål til stillingerne kan rettes til kommunikations- og souschef Astrid Bernitt-Wolf, Astrid.Wolf@ft.dk.  

Send ansøgning

Udfyld og indsend via linket herunder. Ansøgning og CV kan vedhæftes som filer. Efter indsendelse vil du se en kvittering på skærmen.
Ansøgningsfristen er 8. april 2024.

Kontakt