Flot udsigt fra Rønde Vandrehjem, hvor der blev spist frokost. Fra Venstre: Carina Mandley Hanse, Birgit Smedegaard, Katrine Robsøe & Heine Skovbak Iversen.
To uddannelsessteder og et kulturhus
Et debatmøde om uddannelsespolitik og fremtidens arbejdsmarked var en god anledning til at invitere MF´er fra Radikale Venstre Katrine Robsøe en tur til Syddjurs. Det blev til tre besøg, før aftenens debatmøde på Rønde Højskole løb af stablen
Klar til job eller uddannelse hos PGU
Første stop på turen var PGU i Hornslet, hvor Forstander Birgit Smedegaard sammen med sine medarbejdere arbejder med at lave en bedre overgang til job efter afsluttet STU-uddannelse via praksisnær og værkstedsbaseret undervisning (bl.a. Rønde Vandrehjem).
PGU har et tæt samarbejde med virksomhederne i lokalområdet om jobskabelse for målgruppen. Eleverne er en del af de 45.000 unge uden for uddannelse og arbejde, og statistikker viser, at mere end 1000 STU-elever med potentiale for job hvert år ender på offentlig forsørgelse, fordi de ikke bliver hjulpet videre efter afsluttet uddannelse. Katrine Robsøe og det radikale byrådsmedlem Heine Skovbak Iversen besøgte bla. gartneriet og træværkstedet. De blev vist rundt af medarbejder Carina Mandley Hansen.
Herefter var der meget passende frokost på Rønde Vandrehjem, som drives af elever fra PGU, og heldigvis var det en klar novemberdag, så Katrine kunne nyde den flotte udsigt ned mod Kalø Slotsruin.
Optimisme & dyrebørn på Kalø Økologisk landbrugsskole
På Kalø Økologisk Landbrugsskole tog forstander Nikolaj Malte Houlkjær imod. Han kunne fortælle om en skole i vækst. Om stigende elevtal i en tid, hvor erhvervsskolerne ellers har det svært, og et forår, som allerede er booket op. Han tog Katrine og Heine med på en rundtur på skolens landbrug. Det blev til et besøg i grønsagsteltene, kvægstalden og de nye undervisningslokaler med store vinduer ind til dyrene. I den tilstødende hal tog både kalve og grislingerne Katrine med storm.
Nikolaj fortalte om skolens typiske elev, som i gennemsnit er 25 år, ofte har en uddannelse bag sig, og en rigtig stor del er kvinder. Det er meget atypisk for andre landbrugsskoler. Eleverne på Kalø er idealistiske og krævende på den gode måde, og vil ændre hele måden, vi driver landbrug på.
Leg & hjerterum på Maltfabrikken
På Maltfabrikken i Ebeltoft tog direktør Kristian Krog imod i gården. Han er en formidabel formidler af Maltfabrikkens mange funktioner, og de drømme, der ligger og venter for fremtiden. Her fik Katrine lejlighed til at prøve den magiske udlånsmaskine i børnebiblioteket, besøgte M8, hvor de erhvervsdrivende holder til – og værkstedet, hvor de unge Malt Makers bliver en del af fællesskabet på maltfabrikken, og på den måde finder en vej til job eller uddannelse. Det blev også til en tur i bryggeriet og på kulturloftet.
Kristian fik lejlighed til at tale med Katrine om, hvordan regionale kulturhuse med en blandet profil mon kan få mere økonomisk støtte? Udfordringer er, at visse kulturhuse både rummer kultur, erhverv, løfter en social opgave og måske giver rum til unge. Hvilke ministerium og hvilket budgetpunkter hører man så til? Katrine havde ikke et umiddelbart svar, men lovede at tage det med til Christiansborg.
Katrines Robsøe var rigtig glad for dagen, og det er aftalen, at hun kommer igen og besøger nye steder næste gang.