Flere pædagoger og bedre rammer for vores mindste
Vi kan ikke bruge Danmarks Statistiks papirnormeringer til noget, så længe det ikke mærkes på gulvet i de enkelte institutioner. Næstved Kommune skal have reelle minimumsnormeringer – det vil sige flere voksne, mere omsorg, tryghed og leg – og mindre papirnusseri for vores fantastiske pædagoger.
En bedre folkeskole med mere nærhed
Med beslutningen om, at flere børn skal være en del af deres lokale folkeskole, har vi sat gang i et kæmpe arbejde, som kræver enorme ressourcer af vores lærere og skoler – og et højt fokus politisk. Det er min ambition at give folkeskolerne det rygstød, de har brug for. Helt konkret med flere lærere og pædagoger som en del af undervisningen – særligt i indskolingen – samt kompetenceudvikling og bedre tid til forberedelse.
Samtidig må vi styrke vores fritidstilbud. SFO’erne har betalt prisen for ønsket om kortere skoledage – de er skåret ind til benet, og det er ikke godt nok. For de ældre børn i 4.-6. klasse skal vi have klubberne tilbage. Det er frirum, hvor de større børn kan mødes, være aktive og udvikle sig sammen – i stedet for at sidde alene på skærmen derhjemme.
En levende bymidte med handel, kultur og fællesskab
Jeg vil fortsat give min fulde opbakning til det fantastiske arbejde, der laves i vores cityforening, som skaber aktiviteter og events i bymidten året rundt – fx markedsdage, musik, madfestivaler og bylivsprojekter. Vi skal fortsat styrke samarbejdet mellem erhverv, kultur og foreningsliv, så butiksliv, caféer, gallerier og byrum spiller sammen. Vi skal skabe byrum, hvor man har lyst til at blive – ikke bare handle og gå igen.
Stærke rammer for handel og lokale erhverv
Vi skal fortsat være Sjællands mest erhvervsvenlige kommune. Næstved Erhverv sætter retningen, så det bliver endnu nemmere at starte, drive og udvikle virksomhed i Næstved. Men det kræver også hurtigere sagsbehandling og én indgang til kommunen for de lokale virksomheder.
Foreningslivet skal være for alle
For mange børn og unge er ikke en del af Næstveds gode foreningsliv. Vi skal gøre mere for, at fællesskabet er åbent for alle. Vi skal bygge bedre bro mellem skolen og foreningslivet og sikre os, at alle kan være med uanset indkomst. Og så skal vi have styrket vores faciliteter. Vi har fået vedtaget vores forslag om, at der skal udarbejdes en facilitetsplan – den skal også udmøntes.
De unge skal tages alvorligt – deres stemme betyder noget
Næstved er allerede en stærk “unge-kommune” med en fantastisk ungdomsskole og ungdomskultur. Jeg har fået vedtaget mit forslag om et ungeråd, men det er kun begyndelsen. Vi skal blive endnu bedre til at inddrage unge i planlægningen af byrum, transport og kulturtilbud. Vi skal skabe flere fællesskaber og mødesteder for unge – kulturelle, kreative og sociale. Samtidig skal vi have et stærkere fokus på unges mentale sundhed og nem adgang til rådgivning i skoler og ungdomsuddannelser. Endelig skal vi styrke vejledningen og brobygningen mellem skole, uddannelse og arbejdsliv – så flere får de bedste muligheder for at forme deres fremtid.
Andreas Pourkamali er kandidat til kommunalbestyrelsen i Næstved Kommune, og nuværende medlem af Næstved Kommunes kommunalbestyrelse.
