Jytte Agerup

Jytte Agerup

Kommuneformand
Allerød Kommune

Jeg er socialliberal med tryk på både det sociale og liberale. Jeg tror på lige muligheder for alle og at vi alle skal have frihed til at leve vores liv, som vi ønsker. Det har været afgørende for mit eget liv og det ønsker jeg også for mine børn og efterkommere.

Jeg interesserer mig for det samfund, jeg er en del af, med blikket rettet globalt. Jeg har været suppleant til byrådet de seneste 4 år og har arbejdet med i konstitueringsgruppen ved alle forhandlinger og stiller op igen, fordi der er brug for socialliberale kræfter i byrådet. Jeg kan gøre en positiv forskel for at vi får en grøn, fri og stærk kommune, også for de fremtidige generationer.

Jeg har en drøm om at Allerød bliver attraktiv at bosætte sig i gennem hele livet og at vi fortsat kan være tæt på naturen, uanset hvor vi bor i kommunen.
Jytte Agerup

GRØN

Grøn betyder nu, og vi skal sætte turbo på det ambitiøse klimaarbejde i Allerød. Vi kan hverken udsætte eller spare her. Mange af os er flyttet til kommunen, fordi vi kan bo tæt på naturen. Vi skal fortsat arbejde på at bevare vores naturområder og så skal vi fremme biodiversiteten.

En vild kommune udleder ikke giftstoffer unødvendigt – heller ikke i private haver. C02 udledningen i Allerød skal nedbringes og det skal gøres i fællesskab med borgerne. Det vil blive en bunden opgave for et nyt byråd at få omstillet kommunens virksomheder og at få alle borgere med på denne opgave – vi skal have kloge, grønne borgere.

FRI

Vi skal have de bedste skoler til alle børn.

Vi skal sætte skolen fri til at skabe den skoledag, der giver mening for de børn, der går lige netop på den skole, så lykkes vi med at skabe en skole, der er for alle. Vi skal have en varieret skoledag, så skolen er for alle. Børnene skal bevæge sig og lege hver dag og vi skal have mere undervisning væk fra tavlen og skærmen: ud i naturen, svømmehallen, på museum, genbrugsstationen, virksomheder osv.

Skolen skal være fri. Det er børn, forældre og lærere, der skal være den drivende kraft i skolen. Vi politikere skal sætte rammerne.

STÆRK

Vores bæredygtighedsdagsorden i Allerød skal indeholde alle 3 elementer: den grønne, den sociale og den økonomiske bæredygtighed.

Vi skal investere i det nære, vores kultur- og fritidsliv. Det kan alt. For den enkelte kan det skabe glæde og livskvalitet. For fællesskabet er det vigtigt. Vi skaber venskaber og styrker lokalsamfundet. Idræts- og kulturpolitik er meget mere end byggeri af nye anlæg og flere penge til Allerød ordningen. Jeg vil arbejde for at det skal være nemt at være frivillig og forening i Allerød og at vi til enhver tid sikrer vedligeholdelse og optimal anvendelse af vores nuværende idræts- og kulturfaciliteter.

Vi skal fortsat have et stærkt bibliotek i Allerød som omdrejningspunkt for fælles aktiviteter og udvikling. Alle borgere skal mødes med respekt når de er i kontakt med kommunen og kommunens forvaltning og det politiske arbejde skal i alle tilfælde baseres på åbenhed og transparens. Vi skal altid gøre så meget vi kan for at forbedre og udbygge borgernes retssikkerhed, så de til enhver tid kan stole på, at de bliver hørt og får den behandling og de ydelser, de har krav på. Også selvom det koster.

Attraktive Allerød

Jeg har en drøm om at Allerød bliver attraktiv at bosætte sig i gennem hele livet og at vi fortsat kan være tæt på naturen, uanset hvor vi bor i kommunen. Jeg drømmer om at vi kan gå forrest når det gælder bæredygtighed, klima og miljø sammen med borgere og erhvervslivet. Vi skal fortsat have gode vilkår for børnefamilierne og skolerne skal udvikles til fremtidens skoler.

2015-nu
NU
Direktør Willfred Management Aps
1989-2015
Ansættelser i det private erhvervsliv som medarbejder, direktør og bestyrelsesmedlem indenfor ledelse, strategi og økonomistyring.
1989
Cand. oecon Århus Universitet

Lær mig bedre at kende

Jeg er født og opvokset i Sønderjylland, og har boet i Lillerød siden 1995. Jeg har 2 voksne sønner, hvoraf den ene bor hjemme. Jeg er uddannet cand.oecon og har udelukkende erfaring fra det private erhvervsliv. Jeg har primært arbejdet med økonomistyring, ledelse og strategi både som medarbejder, direktør og eksternt bestyrelsesmedlem. Jeg er tidligere mangeårigt medlem af bestyrelsen i Lillerød Badmintonklub med klubbens æresnål i reverset.

  • Jeg kan godt lide at nusse med gør-det-selv projekter, og du kan møde mig i haven eller på min travetur i skoven, ofte med en lydbog i øret.
  • Jeg har fisket i Lillebælt med min far siden jeg var barn – ulykkeligvis er der næsten ikke flere fisk tilbage i bæltet.
  • Jeg har altid været en læsehest, og kommer altid til at låne alt for mange bøger på biblioteket.

Jeg er meget opmærksom på at vi i byrådet arbejder for hele kommunen, og kræver velovervejede beslutninger og handler ikke med store pengebeløb for enkelt mærkesager. Jeg tager ansvar både for det der lægges til og trækkes fra, når jeg tager beslutninger.

TILLIDSPOSTER

Radikale Venstre:
2018-: formand Allerød Radikale Venstre
2018-2020: Hovedbestyrelsesmedlem Radikale Venstre
2016-2018: bestyrelsesmedlem Allerød Radikale Venstre

Byrådet:
Ved kommunalvalget i 2017 var jeg opstillet som nr. 4 på listen og med 198 personlige stemmer blev jeg valgt som 1. suppleant for Radikale Venstres byrådsmedlem Merete Them Kjølholm.
Som formand og suppleant har jeg i Allerød byråd fra 2017
- Deltaget i konstitueringsforhandlingerne efter det seneste valg
- Deltaget i alle budgetforhandlinger
- Deltaget i alle øvrige forhandlinger om større aftaler i byrådet
- Deltaget i månedlige møder i konstitueringsgruppen
- Deltaget i byrådsmøder som suppleant