Mia Nybo

Mia Nybo

Folketingskandidat, medlem af Hovedbestyrelsen
Østjyllands Storkreds

Jeg stiller op til folketinget, fordi jeg er overbevist om, at vi skal lave politik på en anden måde for at løse de komplekse udfordringer, som vores samfund står overfor. Vi skal tage tiden til at inddrage eksperter, forskere, praktikere, fagfolk, interesseorganisationer og helt almindelige mennesker i udviklingen af vores samfund. Når nye tiltag er vedtaget, så skal vi sætte kommunerne, regionerne og andre berørte parter fri til at finde og implementere de bedste lokale løsninger for den vision, der er i den pågældende reform.

Et stærkere Danmark

For at få et stærkere Danmark, skal vi tale om hvad velfærdsstatens kerneopgaver er, hvordan vores skattepenge bliver prioriteret, og dermed også, hvilke opgaver erhvervslivet og civilsamfundet kan løfte. Derudover skal vi sikre udviklingen uden for byerne, da livet i Danmark også leves der. Det betyder, at der skal være gode lokalmiljøer, arbejdspladser i nærheden, muligheder for at pendle og adgang til almindelige samfundsydelser om læge, dagligvarebutikker og foreningsaktiviteter.

Mia Nybo Jensen
Mia Nybo Jensen

Et friere Danmark

For at vi kan få et friere samfund, så vi er nødt til at sikre en bedre social mobilitet, og vi er nødt til at gøre noget for, at folk ikke føler sig magtesløse og efterladt på perronen, mens samfundstoget kører videre. Vi må sikre, at vi har lige muligheder trods ulige forudsætninger, fordi hvis den systemiske ulighed opretholdes, så bliver vores samfund også mere utrygt. Det er en kompleks udfordring, og der er ikke en enkel løsning, og jeg vil inddrage både eksperter og almindelige mennesker, inden jeg kan komme med den stor plan. Men grundlæggende så spiller skolerne og daginstitutionerne en central rolle, men det gør civilsamfundet også i form af de fællesskaber, hvor vi møder hinanden på kryds og tværs af uddannelse og jobs. Begge dele skal vi styrke.

Derudover så skal vi sikre, at vores uddannelsessystem bidrager til at danne hele mennesker, fordi det trods alt er der, hvor vores børn og unge tilbringer mest tid i dagligdagen. Derfor skal mere fokus de livskundskaber, der går udover dansk og matematik. Vi skal lære vores børn og unge at begå sig bedre i voksenlivet, end vi gør i dag. Vi skal selvfølgelig lære dem at lægge budgetter, som mange har forslået, men vi skal også lære dem om, hvad det vil sige at være menneske. Det er ikke den eneste løsning på den mistrivsel, der ses blandt børn og unge, men det kan være et lille skridt på vejen

Et grønnere Danmark

Giver det mening at etablere ny motorvej, bygge broer for at forbinde steder, der i forvejen er forbundet og udbygge allerede store havne? Argumenterne er ofte, at vi sparer tid, og det er nødvendigt for den fortsatte vækst og arbejdspladser. Jeg kan sagtens forstå argumenterne, og jeg er langt hen ad vejen enig. Måske er det på tide, at vi tænker på en ny måde. Jeg er fortaler for, at vi prioriterer midlerne til at sikre god infrastruktur – toge, busser og veje – som binder os sammen på tværs af landet og ikke kun mellem de store byer. Således det bliver nemmere at bo og leve uden for byerne, så også at erhvervslivet kan trives i de pletter på Danmarkskortet, hvor infrastrukturen ikke er god i dag. Infrastruktur er vigtigt, og vi skal fortsat bygge de broer, lægge de skinner og anlægge de veje, som vi har brug for både nu og i fremtiden. Men når vi bygger, skal vi tage lige så meget højde for klimaet, biodiversiteten og den menneskelig trivsel, som vi gør i dag i forhold til pris og tidsbesparelse.

Mia Nybo Jensen
Mia Nybo Jensen

Om mig

Jeg hedder Mia, er 33 år og jeg kommer fra landsbyen Fjellerad syd for Aalborg. I dag bor jeg i Aarhus og arbejder med anti-hvidvaskning i Danske Bank. Jeg stiller op til Folketinget for Radikale Venstre, for jeg drømmer om, at vi laver politik på en ny måde, og fordi jeg drømmer om et stærkere, friere og grønnere samfund både for dagen i morgen og for de kommende generationer. Et samfund der bygger på tillid, frivillighed og respekt.
Når jeg ikke bruger tid på at arbejde og engagere mig i lokalsamfundet og politik, benytter jeg Aarhus’ mange tilbud, og så elsker jeg at sejle langs kysten i kajak. Jeg er også ofte rundt omkring i landet for at besøge venner og familie og her oplever jeg både roen i Nordjylland, blæsten ved vandet i Vestjylland og storbyens energi i København. Jeg holder grundlæggende af den store variationer, der er i Danmark, og jeg vil som folketingsmedlem nyde at være med til at gøre hele vores samfund stærkere, grønnere og friere – fra nord til syd og fra øst til vest.

Opstillingskreds

Mia Nybo er opstillet som folketingskandidat i Skanderborgkredsen i Østjyllands Storkreds.