Jenni Salmela

Kommuneforperson
Favrskov Kommune

Kort om mig

Hej, jeg hedder Jenni. Jeg bor i Hinnerup sammen med min mand og vores to skolebørn, og til daglig arbejder jeg med markedsføring. Jeg er oprindeligt fra Finland, men har boet i Danmark i snart 17 år. Jeg er uddannet cand.mag. og er nok humanist af hjertet, men jeg har gennem hele min karriere arbejdet i private, kommercielle virksomheder og derigennem opnået en bred forretningsforståelse. 

Jeg er relativt ny i politik. Det hele startede, da jeg blev nysgerrig på, hvem der egentlig sidder i byrådet og træffer beslutningerne her i Favrskov. Jeg tænkte, at den bedste måde at lære det på var ved at melde mig ind i et parti. Og jeg havde ret. Jeg har lært utrolig meget om både lokal- og landspolitik på kort tid. Da jeg har fulgt landspolitikken tæt gennem årene, var der ingen tvivl om, hvilket parti jeg skulle vælge. Radikale Venstre fører en nuanceret, socialliberal politik, som jeg ser som den bedste vej til løsninger, der skaber værdi for alle.  

Mine mærkesager

For mig handler politik om de nære ting, der binder os sammen:

  • Vores børn og unge: Vi skal sikre gode rammer i vores daginstitutioner, skoler og lokale fællesskaber, så alle børn får en god start og føler at de hører til.  
  • Natur og grøn omstilling: Vi skal passe på vores natur og sikre fremdrift i den grønne omstilling, da naturen er grundlaget for alt liv.  
  • Stærke fællesskaber: Vi mennesker trives bedst i nære relationer. Vi skal støtte de eksisterende fællesskaber og samtidig skabe plads til nye.

 

Det vil jeg arbejde for som forperson

Det, jeg mest brænder for og vil arbejde på her i Favrskov, er at gøre lokalpolitik tilgængelig for alle, og jeg håber virkelig, at flere får lyst til at deltage i politik, debatter og demokratiet. Fordi demokratiet betyder jo "folkestyre", men det er næsten, som om folk har fjernet sig selv fra politikken. Tallene viser, at der kun er 3 % af befolkningen, der er medlem af et parti, og det er virkelig ærgerligt, da demokratiet kun fungerer, hvis folk er til stede og engagerer sig. Det er noget, jeg først er kommet til at forstå, efter jeg trådte ind i politik. Demokratiet har brug for os, helt almindelige mennesker, og vores engagement. Derfor vil jeg til enhver tid opfordre folk til at komme med, deltage i arrangementer, være nysgerrige og dele deres tanker, holdninger og idéer med os.

Kontakt