Hvem er jeg?
Jeg stiller op, fordi vores landdistrikter og provinsbyer fortjener en stærkere stemme. Alt for ofte bliver udviklingen i Danmark set fra de største byer, mens mange andre egne oplever affolkning, dårligere mobilitet og færre muligheder. Det behøver ikke være sådan. Jeg tror på, at vi kan skabe livskraftige lokalsamfund i hele landet, hvis vi investerer i forbindelserne mellem stederne, i lokale styrker og i de mennesker, der bor der.
Jeg kæmper for igen at sætte klima- og miljøpolitikken tilbage øverst på dagsordenen. Den grønne omstilling skal være ambitiøs, men også klogt indrettet. Den skal være bygget på faglig viden, dialog med dem, der bliver berørt, og løsninger der faktisk virker. Samtidig skal vi tage naturen og dyrevelfærden mere alvorligt, end vi gør i dag.
For mig handler politik i sidste ende om ansvar: for vores lokalsamfund, for naturen omkring os og for de generationer, der kommer efter os.
Mine mærkesager
Vi hviner efter bedre dyrevelfærd
0,65 m2. Det er mindstekravet til hvor lidt plads en gris på op til 110 kg skal have – det er mindre end et 50 tommer fjernsyn. Det kan vi ikke være bekendt i Danmark. Dyrevelfærden i det danske landbrug trænger til et gevaldigt løft, så vi igen kan holde ud at se på billederne fra vores landbrug.
Bæredygtig udvikling af vores landdistrikter
Vores landdistrikter er noget af det smukkeste vi har, og det er endda der folk er gladest. Men affolkning, skolelukninger, dårlig mobilitet og en følelse af at blive overset i den grønne omstilling plager områderne. Vi skal imødegå den negative udvikling. Vi skal fremhæve de egenskaber, vores forskellige egne har, vi skal forbinde vores egne bedre, og vi skal skabe medejerskab over vores landdistrikter – de er nemlig noget helt særligt.
Grøn omstilling skal på dagsordenen igen
Klima- og miljøpolitik var det, der tændte min interesse for politik, og det er stadig det emne, der optager mig allermest. Desværre er det faldet i baggrunden de seneste år og blevet underprioriteret. Det er tid til igen at samle den ambitiøse klima- og miljøpolitik op fra asken og sætte den øverst på dagsordenen. Jeg tror på en ambitiøs klima- og miljøpolitik, dannet i krydsfeltet mellem faglig viden, dialog med relevante aktører og reel effekt.
