Sigrid Friis og Martin Lidegaard
EU

Grøn superfond skal bane vejen for et sikrere og grønnere EU

Med en grøn superfond og en styrkelse af EU som en fælles europæisk energiunion vil Radikale Venstre bane vejen for et sikrere og grønnere EU. Fonden skal lukke det enorme investeringsgab, der lige nu truer den grønne omstilling og holder Europa fast i en afhængighed af russisk olie og gas.

Omstillingen af den europæiske energiforsyning går for langsomt, og det skader både klimaet, europæisk sikkerhed og europæiske virksomheder.

Der er brug for en Plan B, og den leverer vi med vores nye udspil om at skabe en grøn superfond.

Jeg kan ikke acceptere, at samtidig med vi hjælper ukrainerne i deres frihedskamp, finansierer vi den russiske krigsmaskine med milliarder hver eneste måned.
Sigrid Friis

Omstillingen af den europæiske energiforsyning er fundamentalt udfordret efter flere år med rentestigninger, høj inflation og usikre forsyningskæder.

Kommissionen vurderer, at der er et investeringsgab på intet mindre end 660 mia. euro årligt, hvis EU skal i mål med sine grønne ambitioner og indfri Green Deal.

De manglende penge udgør ikke bare en trussel mod klimaet, men også mod europæisk sikkerhed, energiuafhængighed og vores virksomheder. Omvendt er der et kæmpe potentiale i at forcere en grøn omstilling af hele den europæiske energiforsyning.

Derfor lancerer vi udspillet til etableringen af en europæisk superfond på 2.000 mia. euro. Finansieringen skal findes dels gennem fælles låntagning, dels gennem indtægter fra EU's kvotehandelssystem.

Selvom 2.000 mia. euro måske virker som et astronomisk beløb, så har vi ikke råd til at lade være. Og jeg tør godt love, at regningen bliver meget større, hvis vi lader være. Det handler om vores sikkerhed, og det handler om vores klima.
Martin Lidegaard

Vi foreslår bl.a. 

  • Etablere en europæisk fond på 2.000 mia. euro. Fonden skal danne grundlag for en 10-års investeringsplan og finansieres af indtægter fra EU’s kvotehandelssystem og fælles låntagning.
  • Styrke ACER – Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder – som skal sikre implementering af fælleseuropæisk energiplanlægning herunder en fremtidssikret udbygning af energiinfrastruktur på tværs af Europa.
  • Øge omfanget af kvotehandelssystemet til bl.a. også at inkludere fly, der flyver ud af EU, den biomasse vi brænder for at producere el og varme samt styrke og udvide EU’s klimatold.
  • Støtte elektrificeringen af EU og en udfasning af kul, olie og gas i industrien gennem en tilskudspulje til investering i teknologier til elektrificering inspireret af modellen for tilskud til projekter med fælles europæisk interesse – IPCEI.


Du finder hele udspillet som PDF her.