Mod til forandring. Ligestilling nu.

Vores generation af unge står overfor at opleve meget af den samme ulighed, som deres mødre, fædre og bedsteforældre har kæmpet mod før dem. Selvom de unge formelt set vil have samme rettigheder, vil deres uddannelsesvalg, jobmuligheder, løn, seksuelle frihed og trivsel være forskellig alt efter, hvilket køn de har.

Det er på ingen måde i orden, at det er den virkelighed, der reelt kendetegner Danmark i dag. Den skal vi forandre.

Men lige muligheder kommer ikke af sig selv. De kræver, at vi tager ansvar. At vi tør debattere de meget væsentlige problemer, der er. Problemer, der behøver ambitiøse og langsigtede løsninger. Alt for længe har vi manglet modet til at kaste os ind i kampen for reelt ligeværd for alle – uanset køn, seksualitet og baggrund.

I Radikale Venstre er vi kampklar.

Alle mennesker er lige meget værd, og dit køn skal ikke afgøre, hvilke muligheder du har, eller hvordan du bliver behandlet. Desværre ser vi i dag alarmerende tegn på, at negative kønsopfattelser baner vej for, at navnlig unge kvinder behandles på måder, som slet ikke hører hjemme i Danmark – fra social kontrol i minoritetsmiljøer til ’puttemiddage’ og deling af intime billeder og hævnporno på sociale medier. Det vil vi i Radikale Venstre ikke være med til. Det skal være slut med overgreb og seksuelle krænkelser, både fysisk og digitalt. Alle skal have ret til et godt og mulighedsrigt liv – uanset køn. Derfor foreslår vi:

De ulige muligheder, som vi oplever i Danmark, begynder langt før, de dukker op som trivselsproblemer, krænkelser eller kønsopdeling på uddannelserne og arbejdsmarkedet. Derfor skal vi sætte ind og gøre os bevidste langt tidligere i livet. Alt for mange børn mødes i dag med forventninger, der tager udgangspunkt i deres køn. Forventninger, der er med til at opretholde ulige opfattelser af, hvilke muligheder de har, og hvem de kan være. Når pigerne inviteres til at lave perleplader og drengene til slåskamp i puderummet, så vedligeholder pædagogerne ubevidst stereotype opfattelser af køn. Hvis vi behandler børn forskelligt ud fra deres køn, så flytter forskellene med og vokser sig større med tiden. Det er med til at skabe en usund ungdomskultur, hvor der er ulighed mellem kønnene og forskelle på, hvad drenge og piger kan og må. I Radikale Venstre mener vi, at ingen skal begrænses i at være, den de er.

Derfor vil vi:

Indskrive i de pædagogiske lærerplaner, at pædagogerne i deres praksis ikke skal have forskellige forventninger til børnene alt efter deres køn. Pædagogerne har både fagligheden og kompetencerne til at ændre på vaner og mønstre.

Siden 2014 har undervisning i køn, seksualitet og mangfoldighed været obligatorisk på pædagoguddannelsen. Vores opgave er derfor nu at understøtte kulturændringen i dagtilbuddene og sikre pædagogerne de bedste rammer for at omsætte den nye viden i praksis. For eksempel ved at øge fokus på, at alle børn inviteres til at lege med i alle slags lege. Eller at dagtilbuddene gentænker arbejdsfordelingen, så flere kvindelige pædagoger varetager fysiske aktiviteter, laver bål eller slår søm i mens det mandlige personale omvendt også motiveres til at tegne eller male med børnene.

Lade køn og ligestilling indgå som obligatoriske temaer på vejlederuddannelserne, dvs., diplomuddannelsen i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning og på masteruddannelsen.

I dag er der store forskelle på de fag, som de unge vælger alt efter, hvilket køn de har. Pigerne er stærkt overrepræsenterede på sundheds- og omsorgsfagene mens drengene dominerer på de tekniske uddannelser. Det er spild af talent, at mange unge slet ikke overvejer en vej, som er mere utraditionel – selv om det måske ville passe dem godt. Alle unge skal have muligheden for at vælge deres fremtid uden at blive mødt med forestillinger om, hvad drenge og piger kan og ikke kan. Det er altafgørende, at vi får gjort op med disse forældede forestillinger om køn, hvis vi skal lykkes med at skabe en samfundskultur med ligeværd for alle.

Derfor skal uddannelsesvejledningen have fokus på, at alle unge skal inspireres til at tænke bredere, før de vælger uddannelse både i overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelserne og igen til de videregående uddannelser. Vejledningen skal suppleres af en indsats for at udfordre flere unge på at deres uddannelsesvalg ved at fremme eksisterende initiativer, der på den ene eller den anden måde sætter fokus på utraditionelle uddannelsesveje. Særligt på erhvervsuddannelserne trives de stereotype kønsopfattelser, og det giver udslag i en langt mere ulige kønsfordeling end på de andre ungdomsuddannelser. Vejlederne kan derfor med fordel have særligt fokus på at inddrage indsatser som XXIT, Tektanken eller Bossladies, der alle har til formål at engagere flere piger i de tekniske fag. Derudover skal uddannelsesinstitutioner opfordres til at afholde arrangementer, hvor forældre og faggrupper kan dele deres erfaringer fra kønsutraditionelle job.

I Danmark oplever vi i disse år en ungdomskultur, der kalder på forandring. De seneste års sager taler for sig selv. Personlige og fysiske grænser, der overskrides ved ”puttemiddage”, børn helt ned i 3. klasse, der kåres som ”årets røv” eller mere end 1.000 unge, der sigtes for at dele seksuelt krænkende indhold af andre. Det vidner om en usund kultur, som vi ikke kan ignorere.

Når næsten dobbelt så mange unge kvinder som mænd har et højt stressniveau. Og når mange unge stadig vurderer den samme seksuelle adfærd vidt forskelligt afhængig af, om der er tale om en ung kvinde eller en ung mand. Så er vi nødt til at turde se i øjnene, at problemet er bredere og ikke kan isoleres til den enkelte unge. I Radikale Venstre tør vi.

Derfor vil vi:

Indføre obligatorisk fag på læreruddannelsen om køn, seksualitet og mangfoldighed som vi kender det fra pædagoguddannelserne. Faget skal give lærerne viden og værktøjer til at understøtte et nuanceret og fordomsfrit syn på alle køn og forskellene mellem dem. Med de tendenser, vi ser, nytter det ikke, at lærere ikke er rustet til at spotte adfærden og have dialog med eleverne, når der er behov. Kurset bør være obligatorisk, da det kun er meget få lærerstuderende, som tager kurset i dag.

Sikre tidssvarende og alsidig seksualundervisning, der bidrager til at alle unge får lige muligheder for at udforske og udfolde sig selv – uanset køn. Derfor skal undervisningsindholdet gøres tidssvarende. Eleverne skal undervises i langt mere end biologi og forskellige præventionsformer. Undervisningen skal også adressere overgreb, voldtægt og seksuelt krænkende adfærd, fordi vi ved, at undervisning er et altafgørende værktøj til forebyggelse. God seksualundervisning styrker de unges evne til at forstå egne og andres grænser og træffe gode valg ift. hinanden. Og ruster dem i at reflektere kritisk over køn, seksualitet og rettigheder.

Det kræver at skolerne får de bedste rammer for at løfte seksualundervisningen. Derfor vil vi afsætte 8 mio. kr. Til at understøtte Sex og Samfunds arbejde med at bekæmpe negative og stereotype kønsopfattelser blandt unge ved eksempelvis at nå bredere ud med ”Uge Sex” på landets skoler. En kulturforandring kræver en massiv holdningsbearbejdende indsats, som Sex og Samfund har fagligheden til at løfte. Midlerne vil bl.a. kunne give organisationen mulighed for at udnævne og understøtte såkaldte ”Uge Sex Ambassadørskoler”, hvor hele skolen arbejder sammen om forløbet. Midlerne kan også benyttes til at udvikle nyt uddannelsesmateriale og facilitere forældremøder i udskolingen, der skal have køn og seksualitet som tema på samme måde, som det i dag findes på området for stoffer og alkohol.

Gøre seksualundervisning obligatorisk på alle ungdomsuddannelser, så vi sikrer, at seksuel dannelse er et tema, som alle unge møder – på det tidspunkt, hvor det især er aktuelt for dem. I dag er varetagelsen af seksualundervisning forskellig på ungdomsuddannelserne, og det er langt fra alle uddannelser, der får gennemført tilstrækkelig undervisning på området. Flere elever efterspørger selv mere og bedre seksualundervisning. Derfor vil vi gøre det obligatorisk for alle gymnasier og ungdomsuddannelser, at inkorporere krop, køn og grænser i undervisningen og adressere seksuelle krænkelser både fysisk og digitalt. Derudover skal eleverne også oplyses om den relevante lovgivning på området. Der er brug for en målrettet indsats på skolerne – udfordringerne er reelle.

Afsætte midler til kønsforskning, så vi bl.a. kan få grundigt belyst, hvordan køn og kønsopfattelser hænger sammen med trivsel. Forskningen skal tage afsæt i den viden vi allerede har om, at den kønsafhængige mistrivsel er forskellig. Og den kommer til udtryk på forskellige tidspunkter i livet. Eksempelvis mistrives drenge mere end piger i børnehaven, mens unge kvinder mistrives betydeligt mere end de jævnaldrende unge mænd. Op mod hver fjerde unge kvinde har dårligt mentalt helbred, mens det samme gælder for hver ottende unge mand. Det er mønstre, der kan genfindes resten af livet.

Vi ønsker, at de opvoksende generationer skal have lige muligheder for at trives. Det kræver, at vi får substantiel og forskningsbaseret viden til at bygge vores løsninger på. Det er en viden, som vi mangler i dag. Derfor vil vi I Radikale Venstre afsætte 5 mio. kr. til at finde kvalificerede svar på, hvordan vi bedst kan sikre alle børn og unge trivsel – uanset køn. Midlerne skal placeres hos et af universiteternes kønsforskningscentre. Hvis vi skal lykkes med at skabe en kulturændring, hvor vi kommer myter og stereotype forestillinger til livs, er vi nødt til at anerkende, at forskning bidrager med nødvendig og reel evidens for de ligestillingsproblemer, som vi har i Danmark.

I sammenhæng med dette vil vi også sikre bedre viden og oplysning om, hvordan den omfattende brug af digitale medier og sociale platforme påvirker vores trivsel og sundhed. Derfor har vi foreslået oprettelsen af et Center for Digital Sundhed, som skal rådgive om, hvordan vi på tværs af sektorer og aldersgrupper får et sundere digitalt liv – herunder også i forhold til køn og den rolle, digitale medier har i at understøtte og påvirke bestemte kønsopfattelser.

Alt for mange kvinder udsættes fortsat for seksuelle krænkelser og overgreb, men ofte uden at nogen bliver stillet til ansvar. Omkring 5.000 voldtægter og voldtægtsforsøg og ca. 50 domsfældelser om året siger det hele. Forældet lovgivning, frygten for offentlig ydmygelse eller følelsen af skyld og skam samt gentagne sager om fejl og upassende behandling i retssystemet afskrækker ofre fra at stå frem og gå til politiet. Det er en virkelighed, der inviterer til ikke at anmelde. Det må vi ikke acceptere. Vi skal gøre meget mere for at ofre for seksuelle krænkelser, hævnporno eller vold har tillid til, at de får støtte og lige adgang til retfærdighed – hele vejen igennem retssystemet.

Derfor vil vi:

Indsætte en samtykkebestemmelse i voldtægtsparagraffen efter britisk forbillede, så loven gør det klokkeklart, at sex uden samtykke er strafbart. Det er et stort problem, at så få voldtægter anmeldes. Mange undlader at anmelde voldtægten, fordi de frygter, at de ikke kan overbevise politiet om, at de har sagt ”klart nok” nej. Det fokus skal ændres. Ved at indføre en samtykkebestemmelse i loven, sikrer vi at sager om voldtægt handler om, at begge parter har sagt ja, så sex er foregået frivilligt. Vi går altså fra nej til ja. Det vil for det første have en stor symbolsk værdi for ofrenes retsfølelse og for det andet en positiv indflydelse på at flere tør gå til politiet. De seneste år har flere kvinder anmeldt voldtægtssager. Det er en god udvikling, som vi skal sikre fortsætter. Men der er stadig lang vej igen. Derfor har vi brug for en lovgivning, der gør det tydeligt, at det ikke er ofrets ansvar.

Gennemføre en uddannelsesindsats i politi og retsvæsen, så myndighederne bliver bedre rustet til at behandle sager om voldtægt og overgreb. Lovgivning kan ikke stå alene. Hvis vi skal sikre, at ofrene føler sig trygge ved at anmelde, har vi brug for, at loven følges op af klare vejledninger, viden og uddannelse hele vejen ned gennem retssystemet.

Undersøgelser viser, at der det seneste år er færre ofre, der oplever utilfredshed med politiets håndtering i voldtægtssager. Det er en udvikling, som vi skal sørge for fortsætter. Hvis vi indfører samtykkebaseret lovgivning, vil flere anmelde, og derfor skal politiet klædes bedst muligt på til at håndtere det. Alle voldtægtsofre skal kunne stole på, at de ikke konfronteres med upassende spørgsmål om deres påklædning eller udadvendthed. Vi har brug for en samlet plan, der kan gøre alle parter trygge ved håndteringen af sager om overgreb.

Straffe hævnporno som seksualforbrydelse og give anonymitet til ofre ved at gøre det muligt at lukke dørene eller få navneforbud i retssager om digitale seksuelle krænkelser.

Mere end hver femte unge har oplevet at få tilsendt et seksuelt krænkende billede af andre, uden samtykke fra den afbillede person. Den alvor bliver vi nødt til at tage bestik af. Digitale seksuelle krænkelser handler om meget mere end deling af billeder, og kan give varige mén af samme karakter som ved overgreb og seksuelle krænkelser i den fysiske verden.

I dag er hævnporno forbudt men behandles under straffeloven. Ofrene kan derfor ikke anmode om lukkede døre på samme måde som i sager om seksualforbrydelser. I Radikale Venstre mener vi, at digitale seksuelle krænkelser bør forbydes og anerkendes på lige fod med andre sædelighedsforbrydelser. Det vil både have en symbolsk værdi for den krænkede, give bedre muligheder for anonymitet og skabe større tryghed. Det er præcis det, der skal til for at få flere ofre til at anmelde sager om disse krænkelser.

Afsætte flere midler til landets mande- og kvindekrisecentre, så vi kan sikre den bedste hjælp til dem, der flygter fra vold, undertrykkelse og social kontrol. I dag er der store regionale forskelle på, hvor fyldte de enkelte krisecentrene er. Særligt i Københavnsområdet og i de større byer er især kvindekrisecentrene belastede og må henvise kvinder til fjerne dele af landet. Mere end 7.000 kvinder henvender sig hvert år til kvindekrisecentre landet over for at spørge om en ledig plads. I over halvdelen af tilfældene må centrene afvise de kvinder, der søger hjælp, pga. pladsmangel. Det betyder i værste tilfælde, at kvinderne må blive i de voldelige relationer. Det vil vi ikke være med til. Alle kvinder – og mænd, der har behov for beskyttelse, skal kunne få det.

Derfor vil vi afsætte 20 mio. kr. over en fire årig periode. Krisecentrene skal fordele midlerne efter belægningsbelastningen på det enkelte center. Midlerne kan eksempelvis dække etableringsomkostninger ved at oprette op mod 20 flere pladser, understøtte forsøg med alternative løsninger eller finansiere oprettelse og drift af langt flere ambulante tilbud og pilotprojekter. Særligt de ambulante løsninger er en billig og effektiv måde for centrene at udøve hjælp – tidligere og til flere kvinder. Der er mange ofre, for hvem et krisecenter tilbud ikke er den rette løsning. De skal have andre og bedre muligheder for at få den rette hjælp. Det skal vi give centrene midlerne til at løfte og udvikle.

Andelen af mænd der udsættes for vold er væsentligt mindre end andelen af kvinder. Det ændrer ikke på, at alle kriseramte skal kunne opnå tilstrækkelig adgang til hjælp. Mandecentrene kan eksempelvis bruge midler til at oprette nye typer af indsatser, der giver dem bedre mulighed for at graduere og specialisere deres tilbud.

Kriminalisere psykisk vold så vores lovgivning anerkender og straffer den vold, som finder sted i omfattende grad. Hvert år bliver op mod 72.000 kvinder ofre for psykisk vold. Det er en meget farlig voldsform, der ikke fysisk kan ses, men som efterlader ofre med alvorlige traumer og varige mén. Psykisk vold kan ikke forstås ud fra ét enkelt parameter. Det er en gentagende og systematisk nedbrydelse af ofrets selvværd eksempelvis igennem ydmygelser, kontrol, eller trusler om fysisk vold. I værste tilfælde kan den udvikle sig til partnerdrab. Alligevel er der aldrig blevet ført en retssag om psykisk vold i Danmark. Det går ikke. Som samfund har vi pligt til at handle og indrette vores lovgivning, så den anerkender, at ofre for psykisk vold har været udsat for en kriminel handling.

Det er vigtigt, at loven ikke står alene. Derfor skal en lovændring følges op af forebyggende initiativer eksempelvis i form af de ambulante rådgivningstilbud, som vi afsætter midler til at krisecentrene kan løfte. Derudover skal politi og fagpersonale have screeningsredskaber, så de kan spotte og hjælpe ofrene langt før, at de får behov for at flytte på krisecentre. Vold i nære relationer skal indgå i politiuddannelsen og i efteruddannelser, så politiet får de nødvendige muligheder for at opdage og hjælpe ofre for psykisk vold. For at politiet får de bedste rammer for at handle, kræver det en fyldestgørende lovgivning, der tydeligt kriminaliserer psykisk vold og sikrer en god myndighedspraksis. Derudover skal organisationer med voldsfaglig viden have midler til at udbrede oplysning om, hvordan vi som samfund bedst kan håndtere og være opmærksomme på psykisk vold i vores omgivelser.

Der er ingen tegn på, at vi i Danmark er på vej i en positiv retning på dette område. Tværtimod. Tallene er kun opadgående for antallet af kvinder, der udsættes for psykisk vold. Det er ofte den psykiske vold, der både indleder og vedligeholder de voldelige relationer. Det kan i sidste ende føre til, at endnu flere kvinder ender på de krisecentre, der allerede er stærkt pressede. Derfor er det nødvendigt og på tide, at vi som samfund sidestiller de usynlige skader på psyken med de synlige skader på kroppen.

Vi ved, at andelen af kvinder, der udsættes for ulige behandling og social kontrol er markant større i socialt belastede boligområder, hvor der er en stor andel af danskere med anden etnisk baggrund. Oplevelsen af social kontrol er stigende og kun hver anden nydanske kvinde oplever, at hun i høj grad har samme frihed som sine jævnaldrende mænd. Frihed til at vælge job, uddannelse, venner og kæreste. Derfor er det også her, vi skal sætte særligt ind med en målrettet indsats. I Radikale Venstre ønsker vi at bekæmpe social kontrol og undertrykkelse og fremme ligestilling i disse miljøer. I Danmark skal ingen unge begrænses i deres valg af kærlighed og alle skal mærke, at der er ressourcer og muligheder for at få tilstrækkelig hjælp.

Derfor vil vi:

Støtte dem, der kæmper ligestillingskampen i etniske miljøer gennem midler til civilsamfundsorganisationer såsom Exitcirklen og Sabah, som har dette formål.

Der findes allerede stærke kræfter i de etniske miljøer, som arbejder stædigt for at modvirke radikalisering og fremme frihed til lige muligheder. De kræfter skal vi støtte og værne om. Deres arbejde må ikke gå tabt på grund af manglende finansiering. Hvis vi skal have lige muligheder i udsatte miljøer, skal vi engagere de personer, der allerede færdes her og kan fungere som rollemodeller og positive autoriteter. Derfor vil vi afsætte midler til over en årrække at støtte initiativer, som inden for de etniske miljøer arbejder for demokratiske værdier, ligestilling og frihed.

Det er eksempelvis initiativer som Bydelsmødrene, der yder en frivillig indsats i lokalområder for at støtte kvinder, der føler sig isolerede fra det øvrige samfund. Eller Exitcirklen som arbejder for at hjælpe piger, drenge, kvinder og mænd, der søger hjælp til at slippe ud af social kontrol. Foreningen Etnisk Ung, der har en hotline til unge, der føler sig presset af social kontrol og foreninger som Sabaah, der arbejder for seksuel ligestilling blandt etniske minoriteter.

Afsætte midler til, at fagligt relevante organisationer kan lave uddannelsesforløb for lærere, pædagoger og andre fagprofessionelle, så de bedre kan håndtere social kontrol og støtte unge, der har brug for hjælp.

Det er vigtigt, at det fagpersonale, der skal hjælpe de unge, får den rette viden, så de kan aktivere deres faglige kompetencer bedst muligt. Derfor foreslår vi et uddannelsesprogram for lokale ressourcepersoner, hvor de bliver klædt på til at kunne styrke lokalsamfundets helhedsorienterede modstandskraft mod radikalisering, undertrykkelse, social kontrol og til at fremme lige muligheder uanset køn. Uddannelsesprogrammet skal forankres hos de relevante NGO’er. Det skal udvikles og drives af en national taskforce bestående af praktikere og fagpersoner med konkret kendskab til ligestilling og udfordringer med undertrykkelse og social kontrol i bestemte områder. Det er vigtigt, at programmet tilrettelægges fleksibelt og med afsæt i det konkrete behov for sparring, som ressourcepersonerne har. Det er den enkelte kommune, der kan indstille de lokale ressourcepersoner til deltagelse i uddannelsesprogrammet.

Ligeledes skal forebyggende initiativer rettet mod de unge og familierne styrkes og systematiseres. Så der skabes grobund for, at både unge og deres forældre kan bryde med gamle mønstre og kulturelle normer, der foreskriver social kontrol – og så de unge får styrke til at sige fra.

Sætte ind overfor tvangsægteskaber og genopdragelsesrejser, ved at give unge mulighed for at deponere deres pas hos politiet, hvis der er bestyrket mistanke om, at de er i risiko for blive tvunget til at udrejse af landet for at blive bortgiftet eller ”genopdraget”. Pasinddragelsen skal både kunne ske ved, at ofret selv indleverer passet eller gennem en digital registrering. Inddragelse er pas er en løsning, der kun vil blive nødvendig som en sidste udvej i tilfælde, hvor tvangen er eskaleret. Solide forebyggende indsatser, der retter sig mod både de unge og forældrene – som foreslået ovenfor – er klart at foretrække. Men i de tilfælde, hvor skaden er sket, er dette instrument værd at have, og med det sender vi også et klart signal.

Oprette flere udslusningsboliger samt udvide målgruppen for exitprogrammer, så de også kan omfatte personer udsat for alvorlig social kontrol og undertrykkelse.

Det skal sikres, at der er exitprogrammer til rådighed for alle unge, som søger at bryde ud af et radikaliseret miljø, undslippe social kontrol og undertrykkelse. Exitprogrammerne skal udbredes og have et langt bredere sigte end i dag, så der er helstøbte tilbud til alle, der søger at bryde ud af et undertrykkende kulturelt miljø og frigøre sig fra social kontrol.

Mindst ligeså vigtigt er det, at vi få hjulpet alle tilstrækkeligt videre, når situationen ikke længere er akut. Det er vi ikke gode nok til i dag. Ophold på krisecentre er en uvurderlig hjælp, men den kan blive forgæves, hvis ofrene ikke får den rette støtte, når de skal opbygge et nyt liv. Når ofrene fraflytter krisecentrene mister de retten til voldsfaglig hjælp og rådgivning. Alt for ofte ender de med at vende tilbage til den undertrykkelse og/eller vold, de er flygtet fra – fordi alternativet er at være overladt helt til sig selv. Derfor skal vi afsætte midler til at etablere langt flere udslusningsboliger og igangsætte netværksinitiativer målrettet ofre for social kontrol, vold og undertrykkelse efter ophold på et krisecenter.

Vi var tidligt ude med at bringe Danmark i den rigtige retning og sikre formelle og lige rammer på arbejdsmarkedet. Det skal vi være stolte af. Desværre er ligestillingsarbejdet på mange områder gået i stå. Imens vores nabolande fortsætter kampen for lige muligheder, ser vi i Danmark passivt til, mens væsentlige kønsbestemte uligheder trives i vores samfund. Kvinder får stadig ikke den samme løn for det samme arbejde. Vores køn bestemmer hvilken sektor, branche og funktion, vi arbejder i, og vi risikerer at gå glip af værdifuldt talent, fordi vores arbejdsmarked fortsat er opdelt i ”mande- og kvindefag”. Samfundet begrænser nye familieformer og alt for få mænd får en stor nok andel af barslen. Det er en virkelighed, som vi i Radikale Venstre ikke vil acceptere. Vi skal sikre, at alle mennesker – uanset køn – har lige muligheder og vilkår på det danske arbejdsmarked. Det er altafgørende for at vi kan udvikle os. For at vi kan drive vores samfund fremad.

Derfor vil vi:

Give mænd og kvinder samme ret til forældreorlov ved at give minimum tre måneder af barslen til hver forælder og de resterende 6 måneder til deling. I Danmark har vi stadig en meget kønsbestemt inddeling af barslen. Kvinderne tager i gennemsnit mere end ti gange så lang barselsorlov som mænd, og op mod hver femte mand holder stadig slet ingen barsel. Det begrænser kvinders muligheder for at gøre karriere og giver børn et ulige samvær med deres forældre. I Radikale Venstre mener vi, at der er brug for en kulturændring. Derfor skal barslen kunne deles mere lige mellem forældrene. Loven skal desuden indrettes, så LGBTI-par får de samme barselsrettigheder som heteroseksuelle par.

Lovliggøre frivillige rugemødre så barnløse og LGBTI-personer får bedre muligheder for at stifte familie. I Danmark er det et krav, at en rugemor, bærer sine egne æg. Derfor rejser et stigende antal danskere hvert år til udlandet og betaler for at få opfyldt deres ønske om at få deres egne børn. Det er dog ofte forbundet med store risici og juridiske udfordringer, når barnet efterfølgende skal med tilbage til Danmark. Det kan være svært på lovlig vis at blive anerkendt som barnets forælder og få det tilknyttet til sundhedsvæsnet. I Radikale Venstre ønsker vi at skabe bedre rammer for, at også LGBTI-personer kan få de børn, de drømmer om. Derfor vil vi give flere kvinder mulighed for at kunne være rugemødre. Lovgivningen skal bygge på et altruistisk princip, så det sikres, at rugemoderen selv melder sig frivilligt. Det åbner op for, at parterne gerne må annoncere, men det er altafgørende, at det fortsat skal være forbudt at betale for en rugemor.

Indføre en obligatorisk barselsfond for selvstændige, så vi sikrer at selvstændigt erhvervsdrivende af begge køn får en bedre lønkompensation, når de tager barsel. Alle har ret til en tryg barsel, uanset hvilken sektor, man arbejder i. Derfor vil vi give selvstændige erhvervsdrivende samme adgang til sikkerhed og muligheder ved graviditet og barsel, som lønmodtagere har. Det vil skabe tryghed og gøre det langt mere attraktivt at blive iværksætter. Fonden skal være omkostningsneutral for staten og finansieres gennem bidrag fra selvstændigt erhvervsdrivende i alderen 18-64 år, der betaler et årligt bidrag til fonden.

Sænke grænsen for kønsopdelt lønstatistik til at gælde for virksomheder med 9 eller flere medarbejdere. Lønstatistikker opdelt efter køn er et væsentligt værktøj til at sammenligne lønninger og afsløre de uberettigede forskelle på mænd og kvinders løn, som stadig findes i Danmark. I dag er det kun et krav, at virksomheder skal opdele deres lønstatistikker efter køn, hvis de har 35 eller flere ansatte. Det danske arbejdsmarked har dog mange små virksomheder, som har langt færre ansatte. Ved at sænke grænsen, vil flere ansatte få et bedre grundlag for at dokumentere uberettigede lønforskelle mellem køn.

Understøtte kvindelige forskere gennem et nyt ligestillingsprogram, som svarer til YDUN-programmet fra 2014. I Danmark lever vi af viden. Når der i dag er for få kvindelige forskere, har vi derfor et ansvar for at støtte netop dem, så alle talenter har muligheden for at komme i spil. Erfaringer fra YDUN-programmet viste, at både de kvinder, der fik bevilling og afslag, fik mere blod på tanden og fremrykkede deres karrierer. Et nyt program skal være åbent over for alle fagområder, og både mandlige og kvindelige forskere skal kunne søge programmet, hvis de som udgangspunkt har taget en Ph.D. inden for de seneste fem år. I udvælgelsen skal det være muligt at dispensere fra lov om ligestilling af mænd og kvinder, så kvindelige ansøgere prioriteres i tilfælde af, at to ansøgere er lige kompetente. På den måde giver programmet mulighed for en mere ligelig kønsfordeling men uden at gå på kompromis med kvalitet og kvalifikationer. Vi vil prioritere 130 mio. kr. fra forskningsreserven til programmet.

Styrke ligebehandlingsnævnets ressourcer og beføjelser betydeligt. Lige behandling i hele samfundet er et fælles ansvar. Derfor har vi behov for et mere synligt og stærkere nævn, end vi har i dag. Det er altafgørende, at nævnet har reelle muligheder for at sikre, at diskrimination og uretfærdig behandling ikke finder sted i Danmark. Nævnet skal bl.a. selv kunne rejse sager og gøre status på ligebehandlingen i samfundet, afsløre lovbrydere, føre vidner og føre sager uden for arbejdsmarkedet på samme måde, som de i dag fører sager inden for arbejdsmarkedet. Nævnets sammensætning skal desuden gøres mere mangfoldig, så organisationer, der eksempelvis arbejder med etnicitet, ligestilling eller handicap også bliver repræsenterede.

Fremme andelen af kvinder i bestyrelser, så vi kan sikre en mere ligelig repræsentation i de øverste ledelseslag. Selvom de danske kvinder er nogle af de mest veluddannede i verden, så udmønter deres uddannelser sig ikke i ledelses- og bestyrelsesposter.

Sidste år havde en tredjedel af alle børsnoterede virksomheder ingen kvinder i deres bestyrelser. Det et symptom på en kønsopfattelse, der burde høre fortiden til, og som på ingen måde er repræsentativ for det danske arbejdsmarked. Den ulige kønsfordeling gør sig især gældende i den private sektor. Derfor vil vi i Radikale Venstre stille krav om, at de ca. 1.100 største private virksomheder opstiller opfølgende måltal for andelen af det underrepræsenterede køn i det øverste ledelsesorganer. Måltallene skal være med til at sætte fokus på ubalancen mellem kønnene og motivere virksomhederne til at fremme ligestilling – også i topposterne.

Sørge for at det offentlige informerer begge forældre, så alle – uagtet køn eller seksualitet – modtager den samme information om deres børn. Der findes i dag flere eksempler på, at forældre behandles ulige, når det offentlige henvender sig med informationer om deres børn. Flere fædre oplever, at de ikke modtager breve i forbindelse med fødsler, beskeder ved start eller stop i daginstitutioner eller information i forbindelse med indlæggelse af et barn på sygehuset. Den manglende information skyldes, at der i CPR-registeret mangler en liste over hvem, der har forældremyndigheden og orienteringsretten til børn under 18 år. De traditionelle kønsroller i familier er for længst gået i opbrud i Danmark. Den udvikling skal det offentlige understøtte, ikke bremse. I Radikale Venstre vil rette op på manglen og sikre alle forældre lige muligheder for at modtage nødvendig information fra det offentlige.

Sikre en effektiv forebyggelse af seksuel chikane på arbejdspladsen ved dels at lave lovændringer dels at ændre på procedurer og arbejdsgange.

Fastslå et tydeligere arbejdsgiveransvar i sager om seksuel chikane gennem ændringer i både arbejdsmiljø- og ligebehandlingsloven. Hvert år er der danskere, som udsættes for sexchikane på jobbet. Det er traumatiserende for den enkelte og ødelæggende for arbejdsmiljøet. Den lovgivning, vi har i dag, udsteder ikke klare nok rammer for, hvordan chikane skal håndteres og forebygges.

Derfor vil vi indskrive i arbejdsmiljøloven, at et arbejdsmiljø skal være fri for seksuel chikane, og at det er arbejdsgiverens ansvar, hvis chikane finder sted.

Derudover vil vi indføre et krav om indirekte objektivt ansvar i ligebehandlingsloven. I dag kan virksomheder kun holdes juridisk ansvarlige, hvis de direkte har ignoreret eller set igennem fingre med sager om seksuel chikane. En ændring af loven vil betyde, at arbejdsgiverne også vil kunne spørges til, hvad de har gjort for at forhindre chikanen.

Lovændringerne kan dog ikke stå alene. De skal følges op af uddannelse af ledelsen og vejledninger, der gør det klart, hvordan tilfælde af chikane skal håndteres, og hvordan ofre får den bedste hjælp. Derudover bør det være et krav, at spørgsmål om seksuel chikane skal løftes i APV-undersøgelser.

Sikre bedre erstatning ved seksuel chikane, så alvoren af ofrenes oplevelser anerkendes. Seksuel chikane kan have alvorlige konsekvenser for offeret, føre til sygemeldinger og i værste fald et farvel til arbejdspladsen. Derfor foreslår Radikale Venstre, at ofre for seksuelle krænkelser på arbejdspladsen skal sikres reel erstatning ved at tilføje til funktionærloven, at godtgørelsen skal svare til 3 måneders løn.

Udvide ligebehandlingslovens krav om lige arbejdsvilkår så det også omfatter forbud mod seksuel chikane. Det skal understreges, at der ikke må lægges vægt på omgangstonen på arbejdspladsen, når sager om seksuel chikane tages op.

Forbedre vejledninger og informationsmateriale samt igangsætte undersøgelser i ”best practice”. Arbejdstilsynet skal gennemgå nuværende vejledningers definition af sexchikane som ”grov mobning”, så de stemmer overens med ligestillingslovens rigtige definition. Grov mobning og seksuel chikane kan ikke sidestilles. Arbejdstilsynet skal derudover udarbejde materiale, der kan sætte standarden for, hvordan virksomheder forebygger og behandler sager om seksuel chikane. Der skal iværksættes undersøgelser af, hvordan større virksomheder arbejder med forebyggelse af sexchikane, så det bliver muligt at lære af de bedste eksempler.

Ruste privatpraktiserende læger og psykologer til at håndtere ofre for chikane ved gennem oplysning og ved at udarbejde bedre information. Privatpraktiserende læger og psykologer er ofte de faggrupper, som først kommer i kontakt med ofre for seksuel chikane. Det er derfor vigtigt, at de ved, hvordan man bedst hjælper ofre i en udsat og traumatiserende situation.