Du ansøger talentprogrammet i nedenstående formular med en beskrivelse af et politisk eller organisatorisk projekt.
Programmet løber fra september 2026 til maj 2027 og fungerer som understøttelse af et personligt projekt, du selv formulerer. Programmet består af fem undervisningsmoduler (to weekender og tre hele weekenddage, heriblandt også dimission og alumnemiddag).
Du vil undervejs møde spændende oplægsholdere og blive klogere på alt fra politikudvikling og kommunikation til ledelse og forhandlingsteknik. Vi tilpasser derudover programmets indhold, så det giver mening for de optagede deltagere.
Forløbet er sammensat af undervisning, workshops, mentorfeedback, sidemandsoplæring og ikke mindst dit eget arbejde med projektet undervejs. Som deltager bliver du en del af et unikt netværk med deltagere fra denne og de tidligere årgange.
Der er et deltagergebyr på 200 kr. om måneden, der kan betales samlet eller i rater. Deltagere, der er 25 år eller yngre, fritages for gebyr.
Partiet dækker i forbindelse med weekendmodulerne transport, forplejning og overnatning i tilfælde, hvor det kræves for at deltage i programmet.
Link til ansøgning: https://podio.com/webforms/30743422/2611613
Spørgsmål til talentprogrammet og ansøgningsprocessen kan rettes til tovholder ida.bech.karlsen@gmail.com.
Fristen for ansøgning er d. 10. august kl. 23.59.
Alle ansøgere tages i betragtning uanset alder og erfaring i partiet, og der lægges vægt på at udvælge projekter med en vis variation. Der optages 10-15 deltagere på talentprogrammet.
Programmet er en stor investering fra partiets side i talentudvikling, og det forventes naturligvis af deltagerne at dedikere tid og engagement til det projekt, de optages med. Med til dette hører at deltage på alle programmets moduler. Skulle der være dele af eller et helt modul, du allerede ved ansøgning ved, du er forhindret i at deltage på, beder vi dig skrive det i ansøgningen.
Modulerne fordeler sig således:
- Modul 1 ”Hvem er jeg, og hvor er jeg landet?”, d. 26.-27. september i København
- Modul 2 ”Hvad er det, der driver mig?”, d. 14. november
- Modul 3 “Hvordan fremstår jeg?”, d. 29.-31. januar
- Modul 4 ”Hvordan får jeg indflydelse”, d. 13. marts
- Dimission og alumnemiddag, d. 1. maj 2027 i København
Det siger alumnerne om talentprogrammet
”Talentprogrammet har været en uvurderlig mulighed for at udvikle mig som kampagneleder. Netværket med de andre talenter, de nye redskaber og en fantastisk mentor gav mig den nødvendige selvtillid og redskaberne til at gennemføre to succesfulde valgkampe på kort tid.” – Pernille Dige Toft
“Jeg har fået langt mere ud af programmet, end jeg havde forestillet mig.” – Bettina Nørkjær Franch
”Vi har fået en masse kompetencer af de virkelig fede oplægsholdere, der er på programmet. Og endelig vægter netværket med de andre deltagere virkelig højt, fordi vi er så forskellige; både i vores projekter, men også i baggrund. Man ser her, at talent findes i alle former, størrelser og aldre, så det har jeg lært enormt meget af.” – Kristine Ammitzbøll-Bille
Eksempler på projekter
Dit projekt kan være defineret på forskellige måder, og vi vil også undervejs på talentprogrammet arbejde med at skærpe de mål, du sætter dig. Vi forventer dog, at du allerede i ansøgningen har gjort dig nogle overvejelser om, hvad du gerne vil have ud af talentprogrammet, og i hvilken konkret sammenhæng, du kan anvende de kompetencer, du får.
På det politiske spor kan dit projekt eksempelvis være, at du er kandidat – eller har en ambition om at blive det – til et kommunal-, regionsråds-, folketings- eller Europa-Parlamentsvalget. Projektets mål kan da være at omsætte dine ambitioner til konkrete resultater med fokus på politikudvikling, kommunikation, profilering, organisering og meget mere.
Du kan også have et politisk projekt, der handler om at skabe opmærksomhed om en bestemt sag eller påvirke den politiske dagsorden. Dit projekt kan således være at arbejde med at udvikle politiske strategier, opbygge alliancer og kommunikere dine budskaber, så du kan skabe størst mulig politisk gennemslagskraft.
På det organisatoriske spor kan dit projekt eksempelvis være, at du er formand eller bestyrelsesmedlem i en lokalforening, hvor du ønsker at udvikle foreningen i en bestemt retning. Som en del af projektet kan du sætte dig mål for, hvordan du gerne vil udvikle dig som leder, organizer eller noget helt tredje. Alternativt kan dit projekt foregå i regi af landsforbundet med specifikke mål for hvad du gerne vil iværksætte eller forandre.
Du kan også have et organisatorisk projekt, hvor du som kampagneleder gerne vil opbygge eller udvikle en veldrevet kampagne. I den forbindelse vil talentprogrammet kunne understøtte det alsidige arbejde med frivilligledelse, projektplanlægning og at navigere i de mange kontaktflader, man har som kampagneleder.
