IT skal ligesom energi betragtes som kritisk infrastruktur. Danmark og Europa skal kunne stå i egen ret. Vi skal hverken være afhængige af Rusland, Kina eller USA. Radikale Venstre foreslår derfor at tage de første vigtige skridt mod digital suverænitet: Opbygning af vores egen europæiske cloud, færre amerikanske datacentre og sikring af danske og europæiske leverandører til vores sikkerhedssystemer.
Digital suverænitet handler om frihed til at handle selv og have kontrol over egne data. Om vores sikkerhed. Men digital suverænitet handler også om forsyningssikkerhed og konkurrenceevne, om at investere i vores egen fremtid og IT-sektor.
Derfor er det tid til at frigøre os selv fra både Kina og de amerikanske techgiganters jerngreb. Som ét af verdens mest digitale lande risikerer Danmark at være blandt de mest sårbare, når vi ikke er herre i eget hus.
Når verdens supermagter ønsker at nå et mål, så bruger de, hvad de har af klemmer på deres modstandere. Det blev tydeligt efter Ruslands invasion af først Krim-halvøen og senere hele Ukraine, hvor den europæiske afhængighed af russisk gas blev smertefuldt tydelig. Den handlingslammede os, og den blev brugt imod os.
I dag er de fleste enige om – i hvert fald på papiret – at vi ikke kan betro vores kritiske infrastruktur til f.eks. Rusland og Kina. Men Donald Trumps fremfærd overfor Grønland har gjort det tydeligt, at vi bliver nødt til at anlægge samme tilgang til vores tidligere nærmeste allierede, USA. Måske bliver det bedre senere, måske ikke. Men tydeligt er det, at vi ikke kan bero os på det.
Den nuværende sikkerhedspolitiske situation udstiller, at en ensidet afhængighed af teknologi gør os sårbare som samfund. FE’s trusselsvurdering (december 2025) peger på, at ”USA bruger nu sin økonomiske og teknologiske styrke som et magtmiddel, også overfor allierede og partnere”.
Men digital suverænitet kommer ikke af sig selv. For længe har Danmark og Europa tabt digitalt terræn til USA og Kina. Hårdere regulering løser ikke den fundamentale udfordring, at der er brug for nye investeringer og langsigtet strategisk planlægning. For en total frigørelse tager tid og kræver fælles løsninger i Norden og i EU. Omvendt er hvert eneste land ansvarlig for at sætte processen i gang på egen jord.
I lyset af den øjeblikkelige situation foreslår Radikale Venstre derfor tre danske tiltag, der vil stille både os selv og EU et bedre sted - og samtidig starte vores rejse mod fuldstændig digital suverænitet:
1) Færre amerikanske datacentre – flere danske og europæiske: Der skal stilles større krav til udenlandske datacentre og arbejdes frem mod, at der kun opføres danske og europæiske datacentre på dansk jord. Står det til Radikale Venstre, bør man konsekvent prioritere europæiske centre fremfor udenlandske, fx amerikanske og kinesiske, og det bør undersøges, hvor langt det er muligt at gå for at nå det mål. Dertil skal Danmark offensivt lægge billet ind på EU’s kommende udbud af AI-gigacentre.
2) Byg en europæisk cloud: Der skal investeres massivt i en digital oprustning på både dansk og europæisk plan. Ligesom at Europa skal producere sin egen grønne energi, og Europa skal blive mere selvforsynende på militært isenkram – så skal Europa også i højere grad blive selvforsynende på IT-løsningerne. Og der skal arbejdes mod oprettelsen af europæiske cloud-løsninger. Det kræver massive investeringer, og det kræver, at vi sender et politisk signal til de danske og europæiske leverandører om, at det er den retning, Europa bevæger sig. Samtidig skal vi styrke anvendelse af open source. En sådan tilgang vil også være i tråd med Kommissionens oplæg til EU’s Konkurrencefond og strategi for opbygning af kapacitet i kritiske teknologier, der skal reducere vores afhængighed af dataoverførsler til USA.
3) Troværdige systemer til kritiske informationer: Danmark skal prioritere danske og europæiske alternativer til amerikanske IT-systemer i kritiske sektorer, herunder i Forsvaret og Politiet. Trump-administration strategi er at eksportere amerikansk digital infrastruktur globalt og fastholde allierede i et amerikansk Al-økosystem. Det jerngreb skal vi ud af. Det betyder bl.a., at hverken politi eller forsvar bør benytte sig af amerikanske systemer som Palantir – hvilket Politiet gør den dag i dag.
