Er du mest til Grundtvig eller Brandes?

Vil man forstå den radikale historie, kommer man ikke uden om Grundtvig og Brandes. Som to bastioner fyldt med værdiladninger og argument-ammunition har de på hver deres måde været med til at forme, udvikle og skabe grundlag for Radikale Venstre. Der har været en evig kamp mellem de to retninger, der imidlertid også har et fælles afsæt i 1800-tallets kamp for folkelig frihed og oplysning. Det fortæller Rune Christiansen, der her giver et kort indblik i, hvor de to strømninger kommer fra.

”Grundtvig tager udgangspunkt i en særlig dansk kristendom og i den nationale identitetsdannelse, der foregik i guldalderen omkring midten af 1800-tallet. Hans mål var at udbrede en ny og mere frisættende kristendomsforståelse og det særligt danske kultur- og værdifællesskab, som han mente den gav anledning til. Hans tilhængere var på den baggrund blandt andet aktive i at organisere bondestanden, udgjorde kernen i højskolebevægelsen og var med til at sikre sociale fremskridt på landet i kampen mod mere konservative kræfter, både religiøst og politisk”, forklarer Rune Christiansen.

Grundtvig har således sat sig dybe spor i det danske åndsliv, og han argumenterede effektivt for både religiøs og åndelig frihed. Blandt de mest citerede sætninger fra Grundtvig, finder vi den smukke beskrivelse af det danske samfundsideal ”Da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt” og den kerneradikale opfattelse af åndsfrihed, der ligger i slagordet ”Frihed for Loke såvel som for Thor”.

Grundtvigs tanker var kendetegnede ved åndsfrihed, oplysning og uddannelse, men samtidig uløseligt knyttet til kristendom, national folkelighed og det levede fællesskab.

Brandes tager omvendt sit udgangspunkt i opgøret med religionen, traditionerne og det nationale fællesskab som noget gudgivet:

”For Brandes var det vigtigt, at man ikke måtte undergive sig traditioner og fællesskaber alene for deres egen skyld. Man burde i stedet altid anlægge et kritisk og principielt syn på alle aspekter af samfundet og gøre op med de ting, som forhindrede det enkelte menneske i at være frit og selvstændigt. Hvis det folkelige fællesskab og de oplevede fælles værdier ikke også reelt og videnskabeligt bragte fremskridt, men tværtimod holdt folk fast i uvidenhed, intolerance og overtro, så måtte de vige. Uanset deres forankring eller oplevede kulturelle værdi”, fortæller Rune Christiansen.

Brandes er kendt som en af ophavsmændene til det moderne gennembrud i slutningen af 1800-tallet, der gjorde op med guldalderen og romantikkens rosenrøde billede af menigmands forhold. Brandes ville skildre virkeligheden, som den var, og gennem realisme og samfundskritik skabe forandringer til det bedre. Altid reformere, altid forbedre, altid reflektere og aldrig hvile i selvgodhed eller folkelighed.

Grundtvig og Brandes har således uddannelse og oplysning til fælles, men synet på religion, traditioner og værdien af fælles kulturelle praksisser skiller. Og forskellene mellem de to strømninger kommer stadig i høj grad til udtryk i dag. Ja, faktisk viser de sig ”hver gang, det bliver principielt”, som Rune Christiansen forklarer. Det gælder blandt andet i spørgsmål om sexisme og EU:

”Meget aktuelt kan vi tage spørgsmålet om sexisme. Her vil en klassisk brandesianer typisk være meget principfast, og vil ikke se nogen grund til nogensinde at tolerere det, som vi nu klart har identificeret som uhensigtsmæssig og grænseoverskridende adfærd – uanset at det måske tidligere har været både socialt acceptabelt og almindeligt”, siger Rune Christiansen og fortsætter:

”Omvendt vil en grundtvigianer typisk lægge mere vægt på den sociale sammenhæng, og se det som værdifuldt, at vi fortsat går til julefrokoster, fester og landsmøder, hvor vi ikke kun er rationelle, men netop ser hinanden som hele mennesker, herunder også som køn. Grundtvigianeren vil derfor være mere tilbøjelig til at respektere, at der findes et værdifuldt og etableret socialt fællesskab, der inkluderer en kønnet adfærd, der ikke blot kan reduceres til et fornuftsspørgsmål. Og som derfor ikke nødvendigvis kan eller bør laves om på grund af enkeltes dårlige opførsel”.

Det er forskelle indenfor sexismedebatten, som vi i høj grad ser folde sig ud i dag – både indenfor Radikale Venstre og i samfundet generelt.

Også i spørgsmålet om for eksempel EU kommer forskellene til udtryk:

”Her er en klassisk brandesianer principielt set føderalist og ser faktisk allerhelst en verdensregering. Det handler helt rationelt om at flytte beslutningerne opad til de politiske fællesskaber, der spænder over flest mulige borgere, og dermed både har størst mulig legitimitet og mest mulig beslutningskraft. Så simpelt er det slet ikke for en grundtvigianer, som typisk er langt mere skeptisk i sit europæiske engagement. Her er det den fælles samtale og den fælles kultur, snarere end det formelle fælles politiske rum, der er afgørende. Her vil betoningen af kulturelle forskelle og hensyn derfor gøre en føderation vanskelig – og fokus vil i højere grad være på gradvist at skabe en fælles samtale og et fællesskab på tværs af skel og grænser”.

Rune Christiansen fortæller, at det i hele Radikale Venstres historie har vrimlet med kampe og debatter mellem grundtvigianere og brandesianere. Alt afhængigt af øjnene, der ser, er der tale om en balancegang, et løbende slagsmål eller en symbiose mellem de to retninger indenfor den radikale oplysningstanke. Retninger, der traditionelt – men groft forenklet – er blevet karakteriseret som henholdsvis partiets grundtvigianske husmænd i provinsen og dets brandesianske akademikere i de største byer. Men uanset hvad, så gør det partiet stærkt, at det kan og skal rumme begge strømninger:

”Hvis vi udelukkende bliver et parti for brandesianere, bliver vi for akademiske, elitære og storbyorienterede, uden folkelig forankring. Hvis vi udelukkende bliver et parti for grundtvigianere, bliver vi for pragmatiske i vores ønske om at styrke et folkeligt og demokratisk fællesskab, og dermed ikke tilstrækkeligt kritiske overfor de underliggende kulturelle og strukturelle problemer i samfundet, som det er vores opgave at løse”, forklarer Rune Christiansen og slutter:

”Derfor har det i Radikale Venstres 120-årige historie altid været en dyd at samle brandesianere, grundtvigianere og alt derimellem i et fælles udgangspunkt. Det er et evigt samspil og modspil, der bringer partiet fremad. Og kampene vil med garanti fortsætte lige så længe, som partiet eksisterer”.