Af Stinus Lindgreen
Dette debatindlæg blev først bragt i Berlingske.
"Er jeg så indvandrer?"
Sådan spurgte min teenagedatter forleden, efter vi hjemme havde snakket om regeringens lov om arbejdspligt, og hvordan den pludselig omfattede en lang række danske statsborgere og deres børn.
Således også min familie, fordi jeg for en årrække siden var så ufornuftig at rejse til New Zealand som forsker sammen med min kone og vores dengang to børn.
Fordi vi boede og arbejdede udenfor Danmarks grænser i lige godt tre år, er ikke bare min kone og jeg, men også vores børn, nu omfattet af regeringens krav om arbejdspligt.
Det skal siges, at vi aldrig har været andet end danske statsborgere. Vi har aldrig haft andet end det rødbedefarvede pas.
Alligevel bliver mine børn straffet for et valg, jeg traf, og behandles nu som andenrangsborgere i deres fødeland. Det har jeg stadig meget svært ved at se det rimelige i.
“Det er jo netop regeringens udfordring. De vil gerne diskriminere, men må ikke, og derfor accepterer de at ramme danske statsborgere i flæng. ”
En skør lov fuld af tidsler
Jeg har tidligere delt min historie og gjort ministeren opmærksom på det åbenlyst absurde i situationen. Jeg har efterfølgende modtaget et hav af henvendelser fra mennesker i lignende situationer, og jeg kan se, at mine frustrationer deles af utallige andre.
At min datter spørger, om hun nu er indvandrer, er skørt. Ikke fordi der er noget galt i at være indvandrer – nej, vi er et lille åbent land, der er helt afhængigt af menneskers frie bevægelighed – men fordi hun er født og opvokset i Danmark af danske forældre.
Hun har så bare fulgt med mor og far ud i verden, da hun var et halvt år gammel. Hvad skulle hun ellers have gjort?
Lad mig slå fast, at jeg helt grundlæggende er uenig med regeringens forslag, også hvis det »kun« ramte den tiltænkte gruppe, fordi det udover at være en dyr øvelse heller ikke kan undgå at være diskriminerende i sin natur. Det er jo netop regeringens udfordring.
De vil gerne diskriminere, men må ikke, og derfor accepterer de at ramme danske statsborgere i flæng.
Det er en absurd måde at lave lovgivning på, og det får regeringspartiernes paroler om at fjerne »tidsler« i udlændingelovgivningen og føre en politik, der er »stram, men ikke skør« til at klinge meget hult.
Dette er dårlig lovgivning, der både planter nye tidsler og helt oplagt er skør. Det ser vi da også i, at regeringen nu undtager flere og flere grupper, fordi de godt selv kan se det.
Først adopterede og nu også diplomater og enkelte andre grupper.
Men ikke alle – og argumentet er jo, at hvis de undtager alle dem, de egentlig gerne vil redde, så bliver loven diskriminerende. Det burde få alle folkevalgte til at tænke sig rigtig godt om.
“Loven er dårligt tænkt og endnu værre udført, og det er kun blevet tydeligere de seneste uger. ”
Straf med tilbagevirkende kraft
Vi har i Danmark en enorm gevinst af, at vores medborgere rejser ud i verden, hvad enten det er som diplomater, som forskere eller som ansatte i vores private virksomheder.
Vi har behov for internationalt samarbejde og for at skabe netværk på tværs af grænser, og det er da også noget, vi hidtil har opfordret til.
Jeg er derfor oprigtigt bekymret for, at regeringen nu laver lovgivning – endda lovgivning med tilbagevirkende kraft – der straffer familier for at rejse ud.
Ja, man straffer ikke bare de voksne, der tager beslutningen om at rejse ud – hvilket ellers er skørt nok.
Man lader også de nye regler omfatte deres børn, som ingen part har i beslutningen, og som naturligvis ikke har betalt skat i hverken det ene eller det andet land.
Derfor er det også stærkt provokerende, når beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) kalder det »rimeligt«, når hun bliver spurgt ind til konsekvenserne.
Hver gang forholder ministeren sig alene til de voksne – sandsynligvis fordi hun ikke har et godt svar på, hvorfor de medfølgende børn skal stilles dårligere end alle andre børn, der heller ikke har betalt skat i Danmark.
Følelse af "ikke at høre ordentligt til"
Det bliver ikke bedre, når ministeren forklarer undtagelsen af adopterede med, at de ikke skal »sidde med en følelse af ikke at høre ordentligt til«.
Bevares, det skal være dem vel undt – men hvordan tror ministeren, at det bliver opfattet af alle os andre? Alle de børn af udlandsdanskere, der stadig er omfattet?
Er det i hendes øjne i orden, at vi sidder med en følelse af ikke at høre ordentligt til? At vores børn har den oplevelse?
Loven er dårligt tænkt og endnu værre udført, og det er kun blevet tydeligere de seneste uger. Regeringen bør indse deres fejl og rulle det hele tilbage.
Ellers må de kunne forsvare deres åbenlyst urimelige lovgivning og svare min datter på, om hun nu er indvandrer i sit eget land.