Onsdag den 9. marts klokken 16.20
Kære alle,
Jeg er rejst til Polen, der deler grænse med Ukraine. For at tale med flygtninge, mennesker der tager i krig, nødhjælpsarbejdere, der arbejder i døgndrift, og folk som har perspektiver på, hvad Danmark og Europa kan gøre for at hjælpe Ukraine, de flygtende ukrainere og hvad vi kan gøre for at hjælpe hinanden i Europa med vores sikkerhed.
Vores to ambassader (den danske ambassade i Ukraine er i Polen nu) har hjulpet og er afsindig dygtige.
Jeg er europæer, ligeså meget, som jeg er dansker. Og jeg vil gerne selv se og opleve, hvordan Europa lige nu forandrer sig.
Berlinmurens fald var det, der gjorde mig politisk aktiv. Og jeg har fornemmelsen af, at vi står i et nyt ”Berlinmurens fald” øjeblik. Desværre lige nu med et frygteligt modsat fortegn.
Til gengæld står vi sammen i Europa som aldrig før. Det håber jeg kan holde. Det er jeg her også for at undersøge.
Har du spørgsmål til, hvorfor jeg er taget afsted. Har du input til, hvem jeg skal møde eller hvad vi skal gøre fra dansk side. Så skriv dem i tråden her. Henover de kommende dage vil jeg her lave flere opslag om, hvad jeg tager med mig.
Sofie Carsten Nielsen foran ambassaden i Warszawa
Onsdag den 9. marts
Et øjebliks knugende eftertænksomhed foran den ukrainske ambassade i Warszawa.
Flag, blomster og slagord mod Putin fletter sig mellem hinanden. Lige som i København står såvel fortvivlelsen som modstanden hjerteskærende klart. Fortvivlelsen over en tyrans krig, som knuser menneskeliv og har sendt millioner på flugt – og så den indlysende, snigende frygt:
Hvad sker der nu? Hvad med os i Polen?
Heroverfor står modstanden. Lige så tydelig. Båret af en ukuelig vilje om at sige fra over for vold, magt og Putins gale ønske om at tvinge et russisk imperium ned over frie folk og suveræne lande. Den vilje og modstand deler vi med det polske folk.
Der er mennesker omkring mig. Både polakker og ukrainere der bor i Polen. Og en mand fra ambassaden kommer spontant ud og takker for Danmarks indsats og støtte.
Jeg plantede et lille dannebrog side om side med det ukrainske flag. Hvad det mangler i størrelse, har det til gengæld i tankerne bag.
Vi står sammen med Ukraine! Mod krig, ufrihed og undertrykkelse.
Børn og voksne på flugt på togstationen i Warszawa
Onsdag den 9. marts
"Man skal lægge mærke til de små kufferter."
Sådan lød det fra Ombudsmanden, jeg mødte i dag i Warszawa. Hun har været ved den polske grænse, hvor de ukrainske flygtninge søger tryghed fra krigens rædsler.
Med sig har de kun det allermest nødvendige, for folk flygter jo på to sekunder.
Og kan i øjeblikket ikke forestille sig andet, end at de kan komme hurtigt tilbage.
Til deres hjem, familie og hverdag. Til livet. Måtte det blive sådan ❤️
Sofie Carsten Nielsen ved den polske grænse til Ukraine
Tordag den 10. marts
Der er på én gang noget ufatteligt trist og samtidig livsbekræftende over situationen lige nu her ved den polske grænse til Ukraine.
Menneske efter menneske bliver taget imod. Får mad, noget at drikke, tøj. Der er mange, flere kommer hele tiden til. Langt flest kvinder og børn. De små kufferter, som jeg skrev om i går, ses alle vegne. Små, fordi folk på få minutter har skullet pakke deres liv ned for at flygte fra krigen. Og fordi de skulle kunne bære det alene. Og nok også fordi de håber det bliver kortvarigt og midlertidigt.
Men der er også lys. Håb. Og især handling. På tværs af Europa er mennesker kommet hertil for at hjælpe. En paragliderklub fra Norge laver pizzaer til folk. En skotte i kilt står i spidsen for en gruppe fra Storbritanien, som uddeler kolde og varme drikke. En fransk gruppe har indsamlet to millioner euro i Bretagne og Bordeaux. Alt foregår roligt.
Der er sammenhold. Respekt.
Én ting står dog også lysende klart. Der er brug for os i Danmark. At vi står sammen om at tage imod de mennesker, der lige nu søger vores beskyttelse. De kan helt sikkert ikke stå for det hele her i Polen. Eller de andre grænselande. Det er ingen nem eller lille opgave, men det er også vores.
Hvert sted, der bliver gjort klar. Hver kommune, der melder ind om husly. Hver krone doneret. Hver af jer, der afser noget for at hjælpe andre. Det gør en forskel og giver håb. Om at uanset hvad, så klarer vi også det.
Både langs grænsen og i byerne tæt ved er den russiske trussel også pludselig meget konkret. Der er både polsk og amerikansk militær til stede. Vi står i en helt ny sikkerhedssituation i Europa.
Mødtes med UNHCR, FNs flygtninge agentur både i Warszawa og her på det nyligt opsatte lager i Rzeszow tæt på grænsen til Ukraine.
Mærsk er i øvrigt medejer af lageret og stillede det til rådighed og gjorde det klart til UNHCR på et døgn. Stærkt.
Herfra fragtes nu i store lastbiler - også stillet til rådighed af en række fragtfirmaer (der kørte en lastbil fra danske DSV i den konvoj jeg så køre afsted) tæpper, tøj, madrasser og nogle madvarer doneret af blandt andet IKEA ind til to knudepunkter i det vestlige Ukraine, hvor mange ukrainere er internt fordrevne.
UNHCR fokuserer primært på de mange tusinder af flygtninge, der fortsat opholder sig i Ukraine. Det er dem, der kan nå ind og forhåbentlig bliver respekteret, og det er i Ukraine, at der er allermest behov nu.
Og så hjælper de også de mange tusinder der flygter til Moldova, et lille land med meget få midler.
Det er jo ikke sådan, at FN giver beskeder til medlemslandene eller EU institutionerne, men jeg fornemmede det ret klart.
I Polen er det polakkerne og os i EU, der må løfte opgaven. Selvfølgelig. Og det er i gang, men der skal mere til, og det skal gå hurtigere.
Vi har aldrig nogensinde skulle håndtere flygtningestrømme i denne størrelsesorden så hurtigt, sagde de.
Det tager jeg med mig hjem, og jeg håber virkelig, at EU's stats- og regeringsledere på topmødet i Frankrig i dag træffer solidariske beslutninger, så vi både er fælles om at finansiere opgaven, og så alle EU-lande tager imod.
Det er brug for en klar aftale og en fordelingsnøgle landene imellem.
Også fra UNHCR lød opfordringen meget klart, også selvom det kan lyde hårdt: Ja tak – og mange tak - til donationer til nødhjælpsorganisationer, men nej tak til at enkeltstående bidrag fra folk, der med gode hjerter selv kører tæpper, mad eller tøj frem til grænsen og læsser det af. Det var en hjælp de allerførste dage, nu er der system i tingene, nu er det i vejen.
Hvis man ind imellem tvivler på vigtigheden af fælles institutioner, om FN nu nytter noget for eksempel. Så bliver man i den grad mindet om det efter sådanne møder med UNHCR.
Den hast de har reageret med.
Hvordan det er deres opgave at smide alt, de har i hænderne, og sætte systemer op for at hjælpe mennesker i nød.
NU!
Det er imponerende midt i tragedien. Og det redder tusindvis af liv.
Det er faktisk uhyggeligt at tænke på, hvordan det ville gå, hvis de ikke var der.
Fredag den 11. marts
Kære alle,
I denne uge besøgte jeg Polen for at få en fornemmelse af, hvordan krig i øjeblikket ændrer Europa. Og hvad Danmark kan gøre for at hjælpe Ukraine.
I Warszawa havde jeg mulighed for at mødes med vice-kommissæren for menneskerettigheder og direktøren for deres kontor for grundlæggende rettigheder og EU-ret. Det er en af de få instanser på spørgsmålet om menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder, der har tale- og høringsret i forhold til Polens lovgivende forsamling og dermed også i forhold til implementering af EU-lovgivning om grundlæggende rettigheder og mangel på samme.
Vi havde en svær men vigtig samtale om, hvorvidt den polske imødekommenhed overfor ukrainske flygtninge vil betyde skift i Polens politik, både når det gælder en solidarisk tilgang til flygtninge i Europa, som Polen hidtil har modarbejdet (ligesom Danmark både pga forbehold og politisk flertal ikke har været villig til at deltage i fælles aftaler).
Mere end 2,5 mio er flygtet fra Ukraine ifølge IOM i dag, langt over 1 mio til Polen, og polakkerne tager indtil videre helt enormt flot imod.
Men det er flere mennesker på flugt end hele Europa tog imod i 2015, da flygtningekrisen blandt andet som følge af krigen i Syrien nåede til Europa. Og der kommer flere hele tiden. Så de får virkelig brug for hjælp fra resten af EU. Og det skylder vi også. Og hele EU signalerer, at man er parat til at hjælpe. Det er godt. Og det haster.
Men fører det til en ny tilgang også i Polen? Det er svært at sige noget om endnu, var svaret. Men en forsigtig optimisme var der.
For behovet for solidarisk hjælp og fællesskab har aldrig været større. Og når man selv har behov for det, får man måske i højere grad øjnene op for, hvorfor andre også har behovet? Lad os håbe det. Samt at det spreder sig, også hos os selv.
Til gengæld var optimismen til at overse, da samtalen faldt på, hvorvidt den nuværende krise vil betyde at EU vil lade Polen "slippe af krogen" i forhold til overholdelse af de grundlæggende rettigheder, vi er blevet enige om i EU, og som alle øvrige medlemslande skal leve op til.
Uafhængige domstole, uafhængig presse, ordentlig behandling af minoriteter, herunder LGBT+ personer, som Polen desværre har ry for ikke altid at behandle særligt godt. F.eks. indførte flere polske regioner på et tidspunkt symbolsk "LGBT-fri zoner", men de fleste er heldigvis officielt fjernet igen efter massivt pres, og trusler om at lukke for støttemidler fra EU.
Det er virkelig vigtigt, at vi ikke opgiver presset på Polen i EU for at leve op til grundlæggende rettigheder. Det vil vi gøre alt for fra radikal side, alle de steder vi kan. Også i Polen må det stå helt tydeligt nu, hvor vigtigt sammenholdet i EU er. Og EU er et fællesskab for demokratier, der skal leve op til de kriterier for hvad der udgør et demokrati, som vi sammen har skrevet under på.
Og så skal vi i mellemtiden være særligt opmærksomme på de særligt sårbare flygtninge, der kommer ud af Ukraine nu. En pointe som både vice-kommissæren og forkvinde for Warszawa Pride, Julia Maciocha, som jeg også nåede at møde, understregede.
LGBT+ flygtninge kan have det særligt svært og møde diskrimination på deres flugt og være nødt til at skjule deres identitet af frygt for ikke at blive modtaget ordentligt, der hvor de flygter til.
Ligesom nogle flygtninge fra Ukraine med anden baggrund fra f.eks. Mellemøsten indiskutabelt har mødt diskrimination på deres flugt. Særligt mænd. Og endelig skal vi være særligt opmærksomme på, at der i kaos og fortvivlelse ikke bliver plads til kriminel udnyttelse af særligt de mange enlige kvinder der flygter.
Derfor var jeg også glad for at møde blandt andet IOM – FNs internationale organisation for migration – ved grænsen til Ukraine. De havde netop i går sat telte op ved grænseovergangene og var i gang med at informere og hjælpe og observere. For at undgå og i al fald begrænse diskrimination.
Onsdag den 16. marts
Gør det rigtige - stå sammen i Europa!
Sådan lyder det fra Anders Adlercreutz fra vores finske søsterparti, Svensk Folkeparti.
Jeg mødtes med ham i går i Helsinki for at høre, hvordan finnerne forholder sig til Ruslands invasion i Ukraine.
Krigen mærker vi overalt, også herhjemme, men i Finland, der har en frontlinje på 1340 kilometer mod Rusland, er truslen virkelig og nærværende.
Finnerne mærkede under anden verdenskrig på egen krop hvad det vil sige at skulle stå imod det daværende Sovjetunionen.
Der er da heller ingen tøven i Anders' klare opfordring:
Vi vinder gennem samarbejde! I NATO såvel som EU. Det er både-og. Ikke enten-eller.
Derfor diskuterer finnerne i disse dage også om landet skal søge optagelse i NATO.
Og så mener han, at vi skal afskaffe forsvarsforbeholdet i Danmark, fordi vi skal vise, at vi står sammen med Finland, Sverige, Baltikum og Polen.
EU er os selv.
Så selvfølgelig skal Danmark bidrage til at styrke EU's stemme.
Den opfordring tager jeg med mig, for jeg er helt enig:
Virkeligheden kalder på sammenhold. Ikke forbehold.
Torsdag den 17. marts
WEEKENDKRIGERE I PUTINS SKYGGE
Forleden mødte jeg en flok helt almindelige mennesker, der har dét tilfælles, at de bruger deres weekender på at forberede sig til krig.
Eller som træneren sagde “til at vise at Finland på ethvert givent tidspunkt ville kunne klare det, og dermed sende tydeligt signal til mulige angribere om, at det vil være en dårlig idé.”
De er ”reservister” i Finland, hvilket betyder, at frivillige bliver trænet til en potentiel krig. Folk lærer at klare sig uden kritisk infrastruktur, strøm og varme samt begrænset adgang til mad og vand.
Hvad får mennesker til at bruge deres weekender på at gøre sig klar til en potentiel invasion og krig?
Sisu, referer folk til.
Begrebet dækker over en national stolthed, som har dybe spor til Vinterkrigen. Den krig Stalin indledte med en invasion i Finland i 1939 i starten af 2. Verdenskrig. Det sidder stadig dybt i finnerne, også nu flere generationer senere.
Sisu handler om at tilgå situationer med styrke, mod og rationalitet. Fordi det er deres pligt, siger de. Fordi frihed er værd at stå op for. Derfor må alle yde deres bidrag. Uanset om det er som reservister. Eller ved at hjælpe til på brandstationer, med strømforsyning, i forhold til flygtninge eller med forsyninger i tilfælde af en krig.
Finland deler 1340 km. grænse med Rusland. Det er længere end der er mellem København og Paris. Truslen er mere end nærværende og frygten for at lide samme skæbne som Ukraine ligger altid latent. Fordi Finland har oplevet det før.
Døde finner i kampen for demokratiet.
Frihed.
Dine og mine rettigheder.
De samme værdier som vores.
Derfor diskuterer finnerne også nu for alvor at blive medlemmer af Nato. De vil ikke lades alene tilbage, som det skete med Vinterkrigen. Og så understreger de hvor vigtigt EUs forsvarssamarbejde er for dem.
At afskaffe forsvarsforbeholdet handler derfor om mere end blot vores egen tryghed. Finlands kamp er vores kamp. Derfor skal Danmark erstatte forbehold med sammenhold.
Fordi vi skal være et land, der tager ansvar for sikkerheden sammen med vores naboer i nogle af de lande, der ligner os selv allermest.
Og fordi at hvis de trues, så trues vi også.
