Af Lotte Rod
I dag er det første skoledag for folkeskoleelever landet over. En dag hvor forventningsglæde og sommerfugle fylder i maverne på både børn, unge og forældre. For nogle vil det være den første skoledag nogensinde, og for andre vil dagen markere springet til en ny klasse med nye fag, nye lærere og nye oplevelser.
Men desværre er første skoledag ikke en festdag for alle. Hvert år er der nemlig flere tusind danske børn, der aldrig træder ind ad porten til skolegården eller ind ad døren til klasselokalet på første skoledag eller i løbet af de efterfølgende uger og måneder. Det gælder de børn og unge, der i dag har det så svært og er så tyngede af bekymringer og ubehag, at det ikke længere er muligt for dem at være i skole, modtage undervisning og lege i frikvartererne. Børn, for hvem ondt i maven er blevet til ondt i livet.
“Sidste skoleår stod 3200 stole tomme i mere end halvdelen af skoleåret. ”
Andelen af elever, der døjer med denne type langvarigt ufrivilligt fravær, er fordoblet de seneste 10 år, og sidste skoleår stod 3200 stole tomme i mere end halvdelen af skoleåret. Det er vanvittigt bekymrende. Et ulykkeligt vidnesbyrd om det mangeårige forfald folkeskolen har gennemgået.
Det kræver vores fuldtonede politiske opmærksomhed, hvis vi skal have vendt udviklingen. Og det skal vi. For skolefravær er ikke kun et ulykkeligt problem for de børn og unge, der ikke kan komme afsted om morgenen. Det er også et problem, der har alvorlige konsekvenser for resten af samfundet. Omkring 16.000 forældre er i dag hjemme fra arbejde, fordi deres børn lider af skolevægring. Og på bare otte år er statens udgifter forbundet med skolevægring steget fra ca. 9. millioner kr. til hele 2,5 mia. kr. i 2024.
Der er ikke noget galt med børn, der ikke vil i skole. Deres stærke modstand mod at skulle i skole fortæller os derimod, at der er noget, vi sammen skal lytte til og blive klogere på. Det er en afgørende politisk opgave, at de tomme stole i klasselokalerne på folkeskoler landet over igen fyldes med livsglade børn og unge. Det bør være hævet over enhver politisk tvivl. Men det kræver, at vi en gang for alle beslutter os for at prioritere de nødvendige midler til folkeskolen.
“Der er ikke noget galt med børn, der ikke vil i skole. Men det fortæller os, at der er noget, vi sammen skal lytte til og blive klogere på. ”
I Radikale Venstre ønsker vi at investere 4,7 mia. kr. i folkeskolen, så der er råd til mindre klasser og ordentlig forberedelsestid.
Investeringen vil gøre det muligt at have to voksne – lærere og pædagoger – i halvdelen af landets timer i folkeskolen.
På den måde styrker vi både folkeskolen for de elever, der har det sværest, men også for de lærere, der hver dag kæmper med at få undervisningen til at hænge sammen på grund af manglende tid og ressourcer.
En ny undersøgelse fra Lærerstuderendes Landskreds viser, at 6 ud af 10 lærerstuderende ønsker at gå andre veje end folkeskolen efter endt uddannelse.
Det er en bekymrende tendens, der truer en af de vigtigste institutioner i vores samfund. Med vores forslag vil vi tilføre folkeskolen den vitale saltvandsindsprøjtning, som lærere og elever har skreget på gennem det seneste årti.
For en tom stol er ikke bare en fraværende elev. Det er en siddemakker, der mangler, og en legekammerat, der ikke kan være med til fangeleg i frikvarteret. Det er en søn eller datter, der aldrig kom ud ad døren om morgenen, fordi skoletasken er fyldt med bekymringer og utryghed. Og det er et barn, der er blevet udsat for et politisk svigt.
I dag er mit hjerte er hos de børn og unge. Det er tid til, at vi tager jer og de tomme stole i klasseværelserne alvorligt. I Radikale Venstre har vi planen klar.
