Markvej
Nyhed

Forår, frihed og vejen fremad

Livet vender tilbage. Pulsen begynder stille og roligt at slå igen. Friheden kalder efter en vinter i coronaens lænker.

Det kan også mærkes i vores parti. Forårsmøde i fuldt flor. Generalforsamlinger med meget på hjerte. Nye og garvede kandidater side om side på gaden. Det er skønt at kunne se mennesker rigtigt i øjnene igen og ikke udelukkende gennem en skærm. Det betyder meget.

Men mens humøret stiger, som hverdagen finder vej tilbage, så falder det igen, når vi ser på dansk politik. Nok spirer foråret, men det gør håbet desværre ikke tilsvarende. Snarere visner tilliden.

For det er som om retningen er gået tabt for regeringen. Nogle steder råder stilstanden, hvor handling burde give sig selv. Klima og landbrug, som kalder på grøn omstilling. Økonomien, hvor vi kun bliver fattigere, hvis vi ikke viser omhu. Andre steder virker kompasset helt i stykker og har sendt regeringen på vildspor. Danske børn ladt i stikken i syriske fangelejre. Dansk enegang med hjemsendelser af flygtninge til ufred og uvis skæbne.

Hvor afsættet for den nuværende regering var en fælles forståelse, peger pilen i stigende grad på tydelig uenighed. Ikke fordi Radikale har skiftet kurs. Vi står fast. Men fordi regeringen træffer valg, der leder vild.

Vi har mødt træghed og egenrådighed med løsninger frem for ultimative krav. Med muligheden for et både-og frem for et splittende enten-eller. Men hvis frihed for regeringen alene handler om at gå sin egen vej og ikke være forpligtet på fællesskabet, så står vi et svært sted.

Vi er ikke nået til en skillevej. Men vi er nødt til at vide, hvilken sti regeringen bevæger sig nedad, og hvilket Danmark den fører til. Er det grønnere, friere og stærkere end i dag, eller sander forandringen til i stilstand og selvtilfredshed med magten?

Vi ved godt, at det har været en udfordrende tid for Radikale Venstre. Og at det ikke kun har været sjovt at være radikal. Det har rodet. Der er begået fejl og meget, vi kan og skal lære af. Meget vi kan gøre bedre. Det tager vi på os og har taget fat. Det bliver heller ikke ufejlbarligt, men med lydhørhed og en stålsat vilje til forandring hos os selv. Det kan ikke ordnes med et fingerknips, og meget vil være et langt sejt træk. Vi slipper ikke.

Vi slipper heller ikke den politiske kamp. Der er brug for nogen i dansk politik, der tør lytte og tænke nyt. Som sætter håb før frygt. Som tænker frem i stedet for tilbage. Sætter mennesker først og holder fast i retsstaten. Som tør have store visioner for, hvordan vi driver skole markant bedre, hvor flere børn trives og tror på egne muligheder. Grøn omstilling markant hurtigere. Samfundsøkonomi markant smartere. Og sidst men ikke mindst: Et fælles samfund med fremfor mod hinanden.

Det er vores ambition at være det parti. Og alt det arbejder vi sammen om på tværs af partiet i udviklingen af vores TÆNK NYT-program frem mod kommunal- og regionsvalget. Alt det diskuterer vi med borgerne uden for de traditionelle politiske samlingssteder. Fordi der er brug for, at vi finder løsninger sammen frem for at trække dem ned over hovedet på hinanden. Så flere mennesker bliver frie til at leve livet, som det giver mening for dem.

Det har været Radikale Venstres afsæt i 115 år. Det er stadig vejen frem. Men hvordan vi gør skridt for skridt, skal vi diskutere sammen. Derfor ringer vi i folketingsgruppen og forretningsudvalget den kommende tid rundt. For at få gode radikale perspektiver på virkelighedens kalden. For at høre, hvordan du har det og ser på tingene. Det er vi optaget af - men kan desværre ikke nå at tale med alle. Derfor her også en åben invitation til at skrive til os. Skriv til os på scn@radikale.dk og svend@radikale.dk. Vi læser alt, der kommer ind og tager det med i vores videre arbejde.

Nyd foråret og friheden. Vi tales ved om vejen frem!

Venlig hilsen

Sofie Carsten Nielsen, MF, politisk leder
Martin Lidegaard, MF, 1. næstformand
Andreas Steenberg, MF, 2. næstformand

Svend Thorhauge, landsformand
Clara Halvorsen, landsnæstformand