Nyhed -

Martin Lidegaard: Vi vil en grøn og håbefuld vej for Danmark

Martin Lidegaard Og Samira Nawa
- Jeg er dødtræt af sortsyn og modløshed. Jeg – og Radikale Venstre - vælger en anden vej for Danmark. Den er grøn og håbefuld. Derfor er det her valg ikke bare et valg mellem partier - men mellem retninger. Danmark står ved en skillevej.

Martin Lidegaards tale fra pressemødet til folketingsvalget. 
Det tale ord gælder.

Danmark skal til valg. Det skal vi i en tid fuld af nye muligheder. Det står klart, at den verden, vi kendte, ligger bag os. Nu vælger vi selv, hvordan vores fremtid skal se ud.

I sidste ende er det altid menneskers valg, der former og forandrer verden. Når den gamle verden rykker sig, behøver vi ikke at gå hver til sit. Vi kan vælge at gå et nyt sted hen sammen. 

Derfor er det her valg ikke bare et valg mellem partier - men mellem retninger. Danmark står ved en skillevej.

Vi kan vælge Trumps vej, som flere partier på højrefløjen har valgt at gøre. De lover os orden, men giver os kaos. De angriber retsstaten og fornægter klimakrisen. De taler om Remigration og bruger splittelse som en bevidst strategi. De vender ryggen til EU og Ukraine og vil efterlade Danmark isoleret i en tid, hvor vi aldrig har haft mere brug for internationalt sammenhold. 

Kig lige på det her flag og spørg jer selv: Er det vores Danmark? Underkendelse af klimakrisen. Mindre engagement i EU. Og remigration. Er det dét vores flag skal symbolisere? 
For mig er svaret åbenlyst: Det er ikke det yderste højre, der skal definere vores Danmark. 

Jeg tager Dannebrog tilbage. 

Jeg er dødtræt af sortsyn og modløshed. Jeg – og Radikale Venstre - vælger en anden vej for Danmark. Den er grøn og håbefuld. Her tror vi på fremtiden og investerer i den. Vi laver en plan og handler på den.

Det er ikke det yderste højre, der skal definere vores Danmark. Jeg tager Dannebrog tilbage.
Martin Lidegaard

Derfor går vi til valg på en plan B. Den er til alle os, der nægter at give et dårligere Danmark videre til vores børn og børnebørn, end det vi selv fik. Vi vil give børn og unge god grund til at tro på fremtiden. Og derfor lover vi med vores plan: 

  • Vi tager grønt lederskab i sorte tider 
  • Vi investerer mest i dem, der fylder mindst
  • Vi udvikler Danmark med viden og uddannelse
  • Vi siger klart: Hvis du vælger Danmark til, så hører du til
Vi går til valg på en plan B. Den er til alle os, der nægter at give et dårligere Danmark videre til vores børn og børnebørn, end det vi selv fik.
Martin Lidegaard

Under SVM-regering er den grønne omstilling gået i stå. På bare fem år vil vi bringe den helt i mål. 

Vores energi skal komme fra danske solmarker og vinden over Vesterhavet – ikke fra Putins gasrør og Trumps oliefelter. 
Det er muligt, hvis vi vælger at gøre det. Det bliver ikke dyrere at være dansker. Tværtimod: Du får billige elbiler, lave elregninger og ren luft. Og du får billigere og bedre kollektiv transport, der binder Danmark sammen. 

Jeg voksede op med rent drikkevand som en selvfølge. Mine børn vokser op med det som en bekymring. Det siger meget om, hvem og hvad politikerne har valgt at beskytte. Vi SKAL have stoppet landbrugets forureninger nu. 

Vi vil forandre dansk landbrug grundlæggende og producere markant færre svin. Så du får dit rene drikkevand og naturen tilbage.

Politik er når alt kommer til alt prioritering. Og den grønne omstilling er vores første prioritet. Fordi vi er de sidste, der kan lykkes med den. Og fordi vi har alt at vinde. Og hvad kommer så? 

Alle partier taler om velfærd. Men det kræver ærlighed og mod at pege på, hvad der er vigtigst. Vi har gjort vores stilling op. Vi lover alle Danmarks børn: I er vores højeste og største prioritet. 

Vi bliver nødt til at gøre op med den herskende fortælling om, at børn er en udgift på finansloven. De er fundamentet under den.

Kære børn, Radikale Venstre vil løfte jeres trivsel og læring - mere end nogen andre partier vil.

Og vores ambitioner rækker længere end skoletiden. Det er uddannelse, der har gjort Danmark til det rige, frie og lige land, vi er i dag. Men vi er ved at sætte vores egen fremtid over styr. 

De seneste ti år er uddannelsesniveauet i Danmark raslet ned. Færre unge får en uddannelse, og den uddannelse, de får, har en dårligere kvalitet. Det burde få enhver ansvarlig regering til at sætte alt ind på at få flere unge i god uddannelse. 
SVM-regeringen har gjort det modsatte: For første gang i historien har vi haft en regering, der med åbne øjne satser på at sænke uddannelsesniveauet i Danmark. Det er et eklatant svigt. 

Så lad mit budskab til Danmarks unge stå helt klart: I skal drømme stort. I skal vide, at der er politikere, der tror på jer, og vil prioritere uddannelser, der løfter jer. Uanset om I drømmer om at blive tømrere, sygeplejersker eller havbiologer.

For Danmark vokser ikke af det, vi allerede ved, men af det, I opdager på jeres vej. I er ikke tilskuere til Danmarks fremtid. Det er jer, der skaber den.

Det er prioriteringerne i vores Danmark: Klimaet. Børnene. De unge og deres uddannelser.

Og hvad skal så binde os sammen? Hvad skal vi være fælles om, når vi hejser vores flag?

Dannebrog skal ikke være et symbol på det yderste højre, diskrimination og fremmedhad. Det har intet at gøre med det Danmark, jeg kender og elsker.

Derfor har vi i Radikale Venstre trukket en streg i sandet. Vi siger højt og tydeligt fra overfor remigrationsbevægelsen. Vi står fast på retsstaten og de internationale konventioner, der har sikret os fred og stabilitet siden anden verdenskrig.

Vi sætter hårdt ind overfor diskrimination uanset om den går ud over pigerne og udspringer af religiøs fanatisme eller går udover mennesker med minoritetsbaggrund udspringer af ekstrem nationalisme.

For mig er det meget simpelt: Hvis du vælger fællesskabet fra, så har det selvfølgelig konsekvenser.

Men hvis du vælger Danmark til, så hører du til.

Læs hele vores Plan B her.