Martin Lidegaard: Vores indre forsvar er lige så vigtigt som det ydre

Af Martin Lidegaard,
Det talte ord gælder

Kære kollegaer,
I dag fylder mit parti, Radikale Venstre, 120 år. Jeg er med på, at det ikke er alle her i salen, der finder grund til at fejre det, men alligevel. Min tale i dag kommer til at handle om det radikale arvegods: om vores indre forsvar— om dannelse og uddannelse. 

Tidens geopolitiske rystelser har sat sig både i vores samfund og i os selv. Det er det, vi taler om ved middagsbordene, det er det, vi taler om her på Borgen. Vi radikale har også selv kastet os ind i debatten med forslaget om en ny europæisk forsvarsunion — og hvem skulle have troet det for bare et år siden?

Men lige så vigtigt som det ydre forsvar er, lige så vigtigt er vores indre forsvar — måske endda vigtigere. I dagens trusselsbillede fylder konventionelle militære trusler mere end for tre år siden. Men endnu mere nærværende og aktuelle er andre former for angreb på vores samfund, på vores grundlæggende værdier. 

Jeg tænker på de daglige cyberangreb fra kriminelle og stater, som allerede er en realitet, på misinformation og manipulation gennem sociale medier.

Jeg tænker på, at vores tilværelse også trues af mere eksistentielle kriser: klimaet og tabet af arter. Alle disse trusler skal imødegås med forskellige midler, men ingen af dem kan imødegås uden dannelse og uddannelse.

Det handler ikke bare om truslerne, det handler om demokratiet selv.

Min far var i sine helt unge dage modstandsmand sammen med sine to brødre. Der var intet romantisk i det — kun frygt, blod og tab. Men de kæmpede for et frit Danmark, der i de følgende årtier gudskelov udviklede sig til et fantastisk land.

Min far talte sjældent om de år, men han delte gerne sine erfaringer og konklusioner: Fysisk modstand var nødvendigt, men vores indre forsvar var og er det vigtigste. At oplyse unge mennesker, uddanne dem til demokrati, kritisk tænkning, dannelse og ansvar — det er garanten for demokratiets overlevelse, uanset hvilke fysiske eller militære trusler vi udsættes for. Dér står kampen hver dag, her står kampen også i dag – 80 år efter Danmarks befrielse.

Vi må også være bevidste om, hvilket samfund vi vil forsvare. Hvad vi passer på. Det nytter ikke at vores fjorde og have bliver tømt for liv. At store dele af landet bliver oversvømmet. At vi mister vores besungne natur med brede bøge. Det nytter ikke, hvis vores demokrati brister ved næste generation, og at den danske kultur visner.

Min far tog sin egen medicin bogstaveligt og blev højskolemand. I årtier virkede han på Krogerup Højskole, der blev grundlagt af Hal Koch, en af de store tænkere bag demokratiet og det indre forsvar — på et fundament af Grundtvigsk tænkning.

Det er netop det, vi skal huske i dag.

Det er det, vi skal spørge os selv om: Hvordan forbereder vi os? Hvordan kaster vi lys i mørket?

Dyrker vi samtalen i Hal Kocks forstand, også med dem, vi er uenige med? Beskytter vi vores minoriteter? Står vi fast på, at den stærkes ret ikke altid er den rigtige i et retssamfund? Prioriterer vi at frisætte alle børn og unge gennem nærværende og løftende uddannelse og oplysning? Lader vi dannelsen blomstre i en ædel, men til tider grum, kamp om holdninger og ord, der kan befrugte vores fælles erfaringer? Det er lyset for mig og for Radikale Venstre.

Eller lukker vi os selv inde og trækker visiret ned, så intet lys eller tvivl kan slippe ind? Foretrækker vi at give endnu mere magt til den stærke — mand eller kvinde — uden selv at tage ansvar, fordi samtalen er for bøvlet eller krævende? Det er mørket.

Valget er vores. Men uden dannelse og oplysning om konsekvenserne af begge veje, er det svært at navigere. Vores indsats i skolen, ungdomsuddannelserne og i voksenoplysningen er afgørende — måske det bedste demokratiske værn af alle.  

Så langt kan jeg forstå, at statsministeren er enig. Med hendes ord skal vi ”bruge samfundsinstitutionerne til åndelig oprustning — også vores folkeskole skal have mere fokus på dannelse.”

Men for at tage denne åndelige oprustning alvorligt, kræver det, at vi virkelig vælger skolen til. At vi politikere tager ansvar for at prioritere den og sørger for, at den får de nødvendige ressourcer. 

Lige nu, mens vi står her i folketingssalen, er der 16.000 forældre, der ikke er på arbejde – et tal, der er stærkt stigende fordi deres børn har det så skidt, at de ikke kan gå i skole. For dem er rygsækken fyldt med bekymringer i stedet for penalhus og madpakke.

Det kan ikke være rigtigt, at flere og flere små Pippi Langstrømper og Emil fra Lønneberg skal have medicin for at kunne være i skole.

I hver klasse er der i dag over fire elever, der får støtte, og endnu flere, der har brug for hjælp, men ikke får den. En ud af seks elever forlader skolen uden at kunne læse, skrive eller regne.

Antallet af børn og unge med diagnoser er steget med 37 % på blot 10 år.

Omkring 15 % af alle børn under 18 får i dag en diagnose — det er fire børn i hver klasse.

Mange får medicin mod ADHD, søvnforstyrrelser og depression.

Den seneste kvalitetsundersøgelse af daginstitutionerne (0-2 år) viser, at kun 13 pct. har god kvalitet. 13 pct!

Jeg er ikke i tvivl om, at hvis vi prioriterede vores daginstitutioner og skoler mere, hvis der var to lærere til stede i de store klasser og de havde tid til at forberede sig, ja, så ville færre have behov for overhovedet at få en diagnose, flere børn ville kunne overskue at gå i skole, og færre forældre være tvunget til at gå hjemme.

Vi har så mange muligheder, vi er så rige, og dog prioriterer regeringen ikke den grundlæggende indsats for børnene. 

For at give et bedre Danmark videre har en pris og kalder på en ærlig prioritering.

Der er en pris, og det er os voksne, der bør betale den. Det er utroligt så meget det fylder i tidens politiske debat, om vi om 20 år kan få folkepension når vi er 70 år, 70,8 år eller 71 år. Lad os da hellere opmuntre os voksne til at tage et nap mere, så vi, når den tid kommer, kan nyde vores otium i vished om, at vi ikke efterlader regningen til vores børn og børnebørn, at vores lykke ikke er kommet på bekostning af deres fremtid.

Det er den nye skillelinje, jeg ser i dansk politik.

Hensynet til os selv over for hensynet til de kommende generationer.

Balancen mellem de ressourcer, vi bruger på os selv, og dem vi investerer i vores børns liv og fremtid, herunder en fuld grøn omstilling på fem år.

Radikale Venstre vil en ny generationskontrakt, også fordi det er forudsætningen for at styrke vores indre forsvar.

Vi ser det som vores opgave at sørge for, at lærerne får tid, ressourcer og frihed til at lave levende undervisning og gode frikvarterer – til gavn for den næste generation. 

Vi må insistere på, at vores indre forsvar prioriteres — dannelsen af mennesker, der kan tænke kritisk, handle ansvarligt og stå fast i stormen. Det er vores vigtigste værn mod ekstreme kræfter, fremmede påvirkninger og destruktive ideologier. Det er grundlaget for et demokratisk samfund, hvor frisind, respekt og solidaritet blomstrer. 

Det betyder, at skolernes undervisning skal styrkes — især i de tidlige år. At vi prioriterer den dannende pædagogik i daginstitutionerne og folkeskolerne, der skaber modstandsdygtige børn. At vi støtter op om uddannelse, fritidsaktiviteter og kulturarrangementer, der åbner for refleksion og forståelse. Og at vi styrker det sociale miljø, hvor dialog og respekt er fundamentet.

Det er i vores indre forsvar, at Danmark er stærkest. Når børn og unge oplever tryghed, forståelse og muligheder, bliver de vores bedste forsvar mod de farer, vi møder ude i verden. Når vi investerer i dannelse, investerer vi i en fremtid, hvor demokratiet og vores værdier står fast.

Derfor foreslår jeg følgende tekst til vedtagelse:

Folketinget er fast besluttet på at give et bedre Danmark og et fredeligt Europa videre til vores unge generationer. 

Det starter herhjemme med fuld grøn omstilling af Danmark på fem år, med flere uddannede medarbejdere i daginstitutioner og skoler, mere leg, gratis skolemad og flere forebyggende indsatser. 

Folketinget vender sig mod lukningen af uddannelsespladser og nedlæggelsen af 10. klasse og HF samt indførelsen af nye adgangskrav til gymnasiet. Danske unge skal sættes fri og selv vælge deres ungdomsuddannelse som i resten af Norden. 

Folketinget ønsker at styrke Europa gennem en ny forsvarsunion og grøn omstilling af det europæiske energisystem. EU skal være garant for vores værdier og folkeretten, der brydes i Ukraine og Gaza med katastrofale humanitære følger. 

Såvel i Danmark som i EU er det tid til en ny generationskontrakt, hvor vi prioriterer vores fælles fremtid, sikrer gode rammevilkår for erhvervslivet og en ansvarlig langsigtet økonomisk politik.