Martin Lidegaards tale ved Folketingets åbningsdebat 8. oktober 2025.
Det talte ord gælder
Kære alle sammen.
Der er tider, hvor politik handler om små justeringer.
Og så er der tider, hvor politik handler om retning.
Om at vælge, hvilken fremtid vi vil give videre.
Sådan en tid står vi i nu.
Vi står med ansvaret for den mest eksistentielle og vigtigste opgave man kan stå med som politiker og som menneske:
At give vores børn og unge et samfund, der er mindst lige så frit, trygt og bæredygtigt som det, vi selv fik.
Det er kernen i Radikale Venstres projekt.
Det er vores generationskontrakt.
Den går vi til valg på. Til kommuner, til regioner – og til det kommende folketingsvalg.
For vi skylder at tage ansvar – for helheden, for fremtiden, for Danmark.

Vores fælles fremtid afhænger af mange faktorer, herunder vores sikkerhed og vores velfærd. Men fundamentalt for det hele er, at vi mennesker faktisk har et klima, der er til at leve i. At vi er fri af sort energi, at vi stopper rovdriften på naturens ressourcer, som udgør vores eget eksistensgrundlag.
Og derfor, kære kolleger, har vi radikale fremlagt Augustas plan.
En plan, der kan føre Danmark ud af sort energi – på bare fem år.
En plan, der siger farvel til olie, kul og gas –
og baner vejen til grøn transport, grøn varme og grøn industri.
Den plan går Radikale Venstre til valg på.
Den plan kan vi stadig nå at gennemføre.
Men kun, hvis den nuværende – og en kommende - regering vil være med.
Jeg mødte for nylig Augusta, der sidder her i salen i dag.
Hun går på højskole – ung, fuld af lys, håb og engagement – og alligevel frygter hun for fremtiden.
Hun sagde til mig:
“Jeg er håbefuld. Men jeg er også bange for den apati, der har bredt sig.
Verden brænder og falder fra hinanden.
Vi har ikke skabt kriserne – men vi skal leve med dem.
Vil jeres generation tage ansvar nu – eller overlader I det hele til os?”
Det spørgsmål er ikke bare hendes.
Det er hendes generations spørgsmål til os alle sammen her i salen.

Vi svarer hende med et forslag.
Vi foreslår en slutdato for nye benzin- og dieselbiler i 2028.
Ved at gøre det, regeringen burde have gjort for længst:
Fjerne registreringsafgiften for alle elbiler fra næste år –
og i stedet indføre en grøn ejerafgift,
som i 2030 bliver til en kørselsafgift.
Vi foreslår en historisk investering i Danmarks kollektive transport.
Ikke bare tog til Struer – men hurtige, direkte forbindelser mellem alle landets store byer,
til priser, som folk faktisk kan betale.
Det binder Danmark sammen.
Det er dét, vi går til valg på om fire uger.
Grøn varme er billig varme.
Derfor foreslår vi stop for nye olie- og gasfyr fra 2027.
Og hjælp til alle husejere, så de kan skifte til grøn energi inden 2035.
Grøn fjernvarme og varmepumper.
En familie i et almindeligt parcelhus vil spare omkring 7.000 kroner om året.
Det er godt for klimaet – og for pengepungen.
Men sådan en omstilling kræver politisk lederskab.
Og det, kære regering – har I desværre ikke vist.
Vi foreslår en gennemgribende elektrificering af dansk industri og service.
Vi vil give fradrag til de virksomheder, der investerer i elektrificering.
Og vi vil støtte de grønne fyrtårne, dér hvor omstillingen er allersværest.
Målet er klart:
Halvdelen af industriens fossile brændsler skal på få år erstattes af grøn strøm – resten af biogas.
Det vil styrke konkurrenceevnen, skabe arbejdspladser –
og gøre os fri af sort afhængighed.
I årtier har danske virksomheder betalt prisen for, at Europa har været afhængig af olie, kul og gas.
Hvert eneste år sender EU 450 milliarder euro ud af kontinentet –
for at købe sort energi.
Penge, der kunne have skabt job, forskning, ny teknologi og billigere el her.
I stedet har vi finansieret Putins krigsmaskine.
Det er ikke bare dyrt – det er farligt.
Og det er en erhvervspolitisk katastrofe.
Fremtiden handler om digitalisering,
om robotter, kunstig intelligens og automatisering.
Teknologier, der alle kræver én ting: strøm.
Grøn strøm.
Derfor siger vi:
Nu tager vi magten over vores egen fremtid tilbage.
Nu befrier vi dansk produktion.
Nu befrier vi danske arbejdspladser.
Med Augustas plan kan vi sænke energipriserne med 5 til 10 procent herhjemme.
Når resten af Europa følger efter, kan priserne falde med op til 40 procent.
Forestil jer det:
En eksplosion af grøn teknologi.
Nye virksomheder, nye løsninger, nye arbejdspladser – i hele landet.
Fra Bornholm til Esbjerg.
Fra Lolland til Skive.
Det er ikke bare politik på et papir.
Det er Danmarks næste store erhvervseventyr.
Og jeg vil gerne rette en varm tak til hele det danske erhvervsliv for at tage så godt imod Augustas plan. I ved godt, hvad jeres fremtid kræver.
Og ja, Fru Inger Støjberg og Hr. Morten Messerschmidt –
vi foreslår også en plan for elnettet.
Vi foreslår mere vedvarende energi.
Også på land.
Vi vil dække landets tage med solceller
og lade markerne snurre med vindmøller.
Hvordan?
Ved at belønne de borgere, der tager ansvar.
Ikke producenten. Ikke lodsejeren.
Men borgerne. Kommunen. Fællesskabet.
Det er det tavse flertal, der stadig tror på,
at vores fremtid er grøn – ikke sort. Der ønsker lavere energipriser, ikke højere.
Spørg borgerne i Hvide Sande.
De betaler nærmest ikke for varme længere.
Og endelig:
Vi foreslår en samlet plan for havvind i Nordsøen med fokus på det europæiske marked.
For hvordan kan regeringen tale så varmt for Ukraines frihed –
og samtidig lade Europas afhængighed af Putin fortsætte?
Det hænger ikke sammen.
Augustas plan handler ikke kun om klima.
Den handler om frihed.
Frihed fra fossile brændsler.
Frihed fra Putin.
Frihed fra Mellemøstens olie – og Trumps gas.
Vi vil ikke længere være sårbare – hverken på klima, sikkerhed eller økonomi.
Danmark kan stå på egne ben.
Og mere end det – vi kan give Europa grønt lys i stedet for sort afhængighed. Vi kan igen blive den grønne motor i EU’s omstilling.
Så kære regering – jeg spørger jer igen:
Hvad venter I på?
Vi har råd.
Vi har teknologien.
Vi har opbakningen – fra både erhvervsliv og befolkning.
Det eneste, der mangler, er politisk mod og politisk lederskab.
Når historien om denne tid bliver skrevet,
skal det ikke være fortællingen om, at vi lukkede øjnene.
Det skal være fortællingen om, at vi greb muligheden.
At vi tog ansvaret.
At vi satte handling bag ordene.
Jeg ved godt, at andre partier siger,
At vi skal vente på teknologien.
At markedet skal klare alt selv.
At vi skal holde lav profil.
Men der er ikke længere tid til forsigtighed.
Europa bliver ikke grønt uden grøn energi fra Nordsøen.
Ukraine kan ikke vinde, så længe vi er afhængige af Putins gas.
Og vi kan ikke bevare vores velfærd,
hvis vi fortsat er afhængige af energi, vi ikke selv kontrollerer.
Intet energianlæg i verdenshistorien, det være sig kulkraftværker, a-kraft eller andet er blevet opført uden statsstøtte eller garanti. Hvorfor skulle det være anderledes nu?
Kina har på fem år sat sig i førersædet
på næsten alle fremtidens teknologier –
solceller, batterier, elbiler, kunstig intelligens, robotter.
De har verdens billigste energipriser. På grund af deres massive udbygning af sol og vind.
Det er godt for klimaet, men det burde jo være os, der havde lavet denne satsning. For EU er vores trumf – og vi bør også eje fremtidens teknologier.
Så kære Konservative og Liberal Alliance–
I har jo set meningsmålingerne, ligesom vi andre.
Dansk Folkeparti står i denne uge til at blive det største parti i blå blok.
Det burde få alle ansvarlige borgerlige til at standse op.
For Danmark har ikke brug for,
at den borgerlige stemme bliver fanget i frygt og fornægtelse.
Dansk erhvervsliv – og Danmark som land –
har brug for lavere energipriser, grøn teknologi og international arbejdskraft.
Ikke for slogans, splittelse og selskab med de mest højreradikale kræfter i Europa.
Kære Røde partier
Den grønne omstilling er ikke en trussel mod mere sociale retfærdighed. Den er forudsætningen for et mere socialt og retfærdigt samfund. Også mellem generationer.
Til sidst, kære Augusta –
og til alle unge i Danmark:
I er dygtige.
I er ansvarlige.
I er håbefulde.
Men I skal ikke løfte klimakrisen alene.
Vi kan ikke ændre fortiden.
Men vi kan vælge fremtiden.
Hvis vi vil,
kan vi gennemføre en fuld grøn omstilling på fem år,
og drive hele Europas omstilling fremad.
Det vil Radikale Venstre.
Det er vores løfte i dag.
Det er vores generationskontrakt.
Og den vil vi holde.
Nu er det Augustas tur.
Og jeg vil derfor på Radikale Venstres vegne forslå følgende vedtagelsestekst:
Folketinget fastslår, at tiden er inde til et endegyldigt dansk farvel til sort energi inden for fem år, og at en forceret grøn energiomstilling vil gavne klimaet, frigøre Danmark for fossil energi fra Rusland og andre regimer, styrke konkurrenceevnen, skabe arbejdspladser og sænke energipriserne for både borgere og virksomheder.
Folketinget opfordrer derfor regeringen til inden for fem år at vedtage al lovgivning og regulering, der kan sikre et massivt lavere forbrug af olie, kul og gas inden 2030 og gøre Danmark fri af fossile brændsler senest i 2035. Det skal ske gennem et løft af Grøn Fond, udfasning af nye fossile biler fra 2028, afgiftsfritagelse for elbiler, udbygning af kollektiv transport, stop for nye olie- og gasfyr, elektrificering af industrien, investeringer i elnet og grønne projekter, markant udbygning af elnet og vedvarende energi samt nye tariffer, der fremmer lagring, fleksibilitet og elektrificering.