Martin Lidegaards tale på Folkemødet

Af Martin Lidegaard,
det talte ord gælder.

Det kræver mod at kaste sig i bølgerne, som Ulige Numre synger.

Ligesom det kræver mod at turde forestille sig noget, de fleste ikke kan se for sig endnu.

Og det er faktisk det mod, der har dannet det Danmark, vi kender i dag, og som også drev den radikale bevægelse frem fra sin start.

Det er mod, der drev bønder og lærere til at bygge højskoler og forandre et helt samfund gennem oplysning, demokrati og fællesskab.

Det er mod, der drev danske kvinder som Nina Bang og Elna Munk til at kæmpe for kvinders ret til at blive hørt, i en tid hvor alt for mange mente, de skulle tie. Et mod, der mere end 100 år senere er med til at sikre, at vi for første gang nogensinde har flere kvinder end mænd omkring regeringsbordet.

Det er mod, der drev erkendelsen af, at et lille land faktisk kan blive stærkere ved at afgive suverænitet til et grænseoverskridende fællesskab i Europa. Det er dén modige arv, vi stod på, da vi i Radikale Venstre for fire år siden lancerede et politisk projekt, der åbent og ærligt prioriterer de yngste og kommende generationer højest.

Vi valgte vores vej på et tidspunkt, hvor hensynet til de ældste vælgegrupper havde domineret dansk politik i mange år.

Vi gik til valg på ønsket om, at vi voksne tager et større ansvar for de næste generationer. Den klode, I skal leve på. Og det land, I, jer unge menneske, skal vokse op i.

Efter folketingsvalget gik vi på samme måde til regeringsforhandlinger med ønsket om, at vores børn og børnebørn skal arve et grønnere land med mere frihed og flere muligheder.

Og nu har vi dannet en regering, der har som grundlæggende ambition at give et bedre og grønnere Danmark videre til de næste generationer.

Den grønneste regering nogensinde.

Det er en afgørende retning for regeringen, som jeg er hamrende stolt af.

Ikke mindst fordi vi vælger håbet.

Håb er som bekendt ikke en strategi. Men en strategi uden håb er ubrugelig. Derfor slår vi tonen an i dur. På et tidspunkt hvor meget af verden klinger i mol. Det er ikke let. Det er faktisk ret radikalt.

Efter mange års debat om den næste krise, har vi nu en regering, der prioriterer den næste generation.

Det er et optimistisk udgangspunkt, som rummer en stor forandringskraft.

Jeg har aldrig lagt skjult på, at jeg er optimist. Jeg har sågar kaldt mig selv jubeloptimist.

Og jeg ved godt, at det er nemt at forveksle optimisme med naivitet. Men jeg er ikke optimist, fordi jeg tror, problemerne er små. Jeg er optimist, fordi jeg ved, at mulighederne er store. Jeg mener, at optimisme er en definerende egenskab, hvis man vil magten og fremtiden.

Modet til at blive ved med at turde tro på en lysere fremtid bliver altafgørende i de kommende år, som Firkløverregeringen skal lede Danmark igennem. Der er ingen tvivl om, at det stormer derude. Klimaforandringerne stiller nye krav. Der er krig i Europa.

Den teknologiske udvikling forandrer vores samfund på måder, vi ikke engang kan forestille os endnu. Og de autoritære vinde blæser endnu engang over hele Vesten og presser vores sikkerhed og demokratiske frihedsrettigheder.

Men som politisk leder af Radikale Venstre – og som flittig lystfisker – har jeg heldigvis lært en ting eller to om modvind.

Vi bestemmer ikke over vinden. Men vi kan bestemme, hvad vi bruger den til.

Også helt bogstaveligt.

I århundreder har vinden fyldt sejlene for handelsfolk og fiskere, og fået møllerne til at snurre. Inden for få år kommer den til at drive store dele af Danmark og dansk erhvervsliv, hvis vi vælger det. Det var inogens øjne jubeloptimistisk, da Radikale Venstre for fire år siden foreslog at elektrificere hele Danmark på få år. Nu ligger den opgave hos Samira Nawa, Danmarks nye klima-,energi- og forsyningsminister, og jeg ved hun vil løfte den opgave på vegne af hele regeringen.

Nu GØR vi det!

Vi vil gøre den grønne omstilling til den stærkeste mulighed for frihed, velstand og international sikkerhed i nyere tid. Vi vil vise modet til at vende verdensudfordringer til en verden af muligheder.

Det gælder ikke mindst på kulturområdet, hvor Zenia Stampe, Danmarks nye kulturminister, vil sætte retning og vision for hele regeringen. Og det gælder for Danmarks store og små virksomheder.

Vi vil skabe den stærkeste konkurrencekraft i Europa. Med bedre muligheder for alle jer, der har en ukueligvirketrang. Vi vil sænke byrderne med 25 procent frem mod 2035 uden at gå på kompromis med rettigheder, forbrugere, miljø eller klima. Vi vil sætte grøn strøm til Dansk erhvervsliv, sikre lavere energipriser og gøre vores virksomheder mere konkurrencedygtige over for Kina og USA.

Vi skal løsrive os fra Putins gas og Mellemøstens olie og satse på vinden fra Vesterhavet og sol på Danmarks tage. Og vi vil sikre, at Danmark er med allerforrest i fremtidens teknologiske kapløb. Vi vil skabe en industriel strategi, hvor vi tænker AI, deep tech, forsvarsteknologi og elektrificering sammen.

Det er dén retning, regeringen har sat. Men som historien har vist os, kan en regering ikke løse verdens problemer alene.

Vi er faktisk ikke de vigtigste. Forandring skabes indefra. Af modige mennesker, der tror mere på i morgen end på i går. Og handler selv.

Det bliver vores fælles mod og vores fælles kraft, der skal sikre et bedre Danmark i morgen.

Vi får brug for ikke bare politikere men også virksomheder og et erhvervsliv, der tør at gå forrest og investere i en fremtid, der er svær at se konturerne af. I alt fra kunstig intelligens, fremtidens grønne teknologier, forskning og uddannelse.

Vi får brug for lærere, der tør at være med til at gentænke undervisning i en tid, hvor selve præmissen for læring er grundudfordret. Mennesker, der vil gribe de nye muligheder teknologierne også rummer, så endnu flere i fremtiden vil få gode forudsætninger for at tænke selvstændigt og kritisk.

Vi får brug for landmænd, der tør at være med til at drive den næste moderne landbrugsrevolution, der vil forandre vores land, natur og fødevareproduktion til det bedre for både miljøet, dyrevelfærd og arbejdspladser i landdistrikterne.

Vi får brug for modige politikere og organisationer i hele Europa, der tør gå op imod en magtfuld Tech-industri og sætte vores børns sikkerhed, rettigheder og trivsel over kommercielle interesser.

Vi får brug for et stærkt civilsamfund, der i en verden af robotter og hurtige løsninger, tør at blive ved med insistere på det menneskelige møde.

Og er der noget sted, hvor man får mere grund til at tro på, at alt det kan lade sig gøre, end lige her på Folkemødet?

Hvert år sker der jo noget mærkeligt her på Bornholm.

Folk, der bruger resten af året på at skændes med hinanden, rejser tværs over landet for at stå i kø til noget så besværligt som faktisk at tale sammen. En insisteren på et analogt åndehul i en verden, der drukner i syntetisk indhold. Og selvom samtalerne måske også glider lettere i skyggen af solhatte og eftersmagen af fadøl, så er Folkemødet et for vores samtid ret usandsynligt arrangement. Og et herligt et af slagsen.

Efter at have brugt en del sene aftentimer her på solskinsøen, står det mig klart, at der findes to slags mennesker til en fest: Dem der tør gå først på dansegulvet. Og dem der lige tøver, til alle andre gør det.

Jeg håber, at vi også i fremtiden vil være det modige land, hvor flere har modet til at tage de første skridt.

Kære venner: Nu gør vi det.

Radikale Venstre er tilbage. Nu skal vi fremad.

Tak for ordet!