Martin Lidegaards tale ved Folketingets åbningsdebat
Kære kollegaer, kære medborgere,
Vi lever i et af verdens bedste samfund. Det er bygget på frihed, lighed og tillid. På det enkle princip, at hver eneste generation af danskere har bestræbt sig på at give et lidt bedre samfund videre til den næste generation.
Derfor er den største og mest smertefulde erkendelse i vor tid, at vi forældre, vores generation af politikere, os som samfund, for første gang ikke kan gøre netop det: Give et bedre samfund videre til vores børn.
Tillad mig – lidt utraditionelt - at tage jer med på en kort tidsrejse tilbage i vores fælles historie.
Det er cirka 200.000 år siden, at Homo Sapiens – det tænkende menneske - begyndte at sprede sig over resten af jorden.
Det er cirka 12.000 år siden, at vi gennemførte agerbrugsrevolutionen, og dog blev vi stadig kun talt i få millioner individer.
For 5.000 år siden opfandt vi skriftsprogene, for 500 år siden den videnskabelige revolution og for bare 200 år siden den industrielle revolution.
Hver eneste af disse revolutioner betød kæmpe fremskridt for vores art.
Men intet – intet – slår de seneste 50 år, hvor vi er blevet to milliarder flere middelklasseborgere på kloden – samtidig med alle os andre er blevet endnu rigere.
Det har fundamentalt ændret vilkårene for vores liv på tre måder.
For det første har koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren nu nået et niveau, der i vores børnebørns levetid kan omvælte klodens basale økosystemer og true vores egen eksistens.
For det andet har eksplosionen i den globale økonomi betydet en tilsvarende eksplosion i antallet af nye teknologier og teknologispring. Vi digitaliserer og opfinder nye sundhedsteknologier, nye våbentyper og ny kunstig intelligens i et tempo som aldrig før.
For det tredje har udviklingen ført til en ny multipolar verdensorden, hvor Europa og USA bliver relativt mindre, både økonomisk og militært, og hvor vi ikke længere kan tage for givet, at det er vores demokratiske idealer og menneskerettigheder, vores værdier, der bliver normen i den nye verden.
Det er altså, hvad to milliarder nye middelklasseborgere har ført til.
Kigger vi nu frem, står vi ifølge OECD til at blive yderligere tre milliarder middelklasseborgere de næste bare 15-20 år. Det svarer til en fordobling af det globale BNP. Hvad det har taget menneskeheden 200.000 år at udvikle af produktion, forbrug, velfærd – liv – på kloden, vil blive fordoblet på bare én generation.
Vores generation.
Det vil skabe forandringer i vores liv med en hast, som det næsten ikke er til at begribe.
Vores tid rammer os som et jordskælv i menneskehedens historie. Vores små lysglimt af liv vil få afgørende betydning for de milliarder af lysglimt, der venter forude. Vores tid kan ikke sammenlignes med nogen anden tid, og det placerer et hidtil ukendt ansvar hos os, nutidens generationer, på hele menneskehedens vegne.
Det er et ansvar, der både skræmmer og giver håb.
Skræmmer, fordi vi har så uhyggeligt få år tilbage, hvis vi skal nå at dæmpe den globale opvarmning. Vi skal halvere de globale udledninger inden 2030 og derefter halvere dem igen inden 2040 for at ende i nul i 2050, hvis vi skal lande på omkring to graders stigning. Lad os være ærlige at sige, at det ser svært ud med det tempo, som verdens lande præsterer i dag, herunder Danmark. Og dog tæller hvert eneste ton CO2. Der er i bogstaveligste forstand en verden til forskel på, om vi rammer 2, 3 eller 4 graders opvarmning.
Der er også andet, der skræmmer. Vor tids største paradoks er måske, at vi aldrig har været rigere, mens vores børn og unge tilsyneladende aldrig har haft det dårligere. Mon ikke det blandt andet har rod i de voldsomme forandringer, som både forældre og børn oplever i et stadig større tempo, de ufatteligt mange nye valg, vi konstant stilles over for og som fuldstændig har forandret vores familieliv på få årtier? At vi simpelthen har svært ved at finde os selv og hinanden, vores egen ro og mening i livet. Kan vi som samfund og mennesker kapere så store forandringer på så kort tid?
Det skræmmer.
Men der er også håb. Udviklingen er skabt af mennesket, og kan derfor også ændres af mennesket. Fem milliarder nye middelklasseborgere, fri af ekstrem fattigdom er en kæmpe sejr og den absolutte forudsætning for at stoppe ukontrollabel migration og sikre en anstændig tilværelse for alle på kloden. Væksten kommer, den er villet af milliarder af mennesker, og kan vi gøre det til en bæredygtig vækst, der redder klimaet og fordeler værdierne mere ligeligt – ja, så er det faktisk muligt at tænke det utænkelige:
At vi inden for en generation kan skabe samfund for milliarder af mennesker, der minder om vores eget samfund.
Danmarks CO2 udledninger er måske ubetydelige for verdens klima, men det er vores teknologi og vores eksempel ikke. Vores lille land har skabt en 80 pct. reduktion af prisen på havvind, der har ændret hele verdensmarkedet for energi. Vi har vist vejen til energieffektivitet og rent vand og meget andet, og vi har tjent svimlende summer på det.
Alt det skyldes, at vi har haft politiske mål, og derfor forstår jeg faktisk ikke, når statsministeren siger, at nu handler det mere om at komme i mål end om at opstille nye mål. Det handler om begge dele. At den tidligere regering ikke kom langt med implementeringen af vores politiske aftaler bør ikke blive en undskyldning for ikke at have de nødvendige ambitioner i 2025 og 2030.
Det kan godt være, at alle siger det samme her i salen om den grønne omstilling og klimaet, så det kan lyde som om, vi er enige. Men virkeligheden og prioriteringen er ganske anderledes, når vi sidder ved forhandlingsbordet. Her er forskellen på partierne tydelig. Det er stadig en politisk kamp at få gennemført de nødvendige investeringer i det nødvendige tempo, fordi de ikke prioriteres i det politiske beslutningsniveau. Det må og skal ændre sig. Vi skal af med de 400.000 gasfyr nu. Vi skal både have en CO2 afgift på industri, landbrug – og på forbrug. Vi skal have plantet den skov i Danmark, reddet vores drikkevand og meget andet. Vi skal ændre vores forbrugsmønster, samtidig med vi satser massivt på ny grøn teknologi og skala i de private investeringer.
Vi skal med andre ord ikke vende os mod teknologien som sådan. Vi skal turde regulere den i den retning, vi ønsker, og som er påkrævet, hvis vi både skal nå mere ambitiøse mål for klimaet og for os selv. Menneskelige mål om mere trivsel, mere tid, mere sundhed, mere nærvær. Det er en ny tankegang, en dristig tankegang. Måske kimen til en ny oplysningstid, hvor vi erkender, hvor stort et ansvar menneskeheden har i forhold til de andre arter og naturen – og for vores egen fremtid.
Det er også en tid, hvor oplysning og dannelse af det enkelte menneske aldrig har været vigtigere, fordi vi er nødt til at gøre os mindre sårbare og mere robuste over for de ydre påvirkninger, mere hvilende i os selv og vores indre liv, ja, åndelige liv.
Derfor er der også massivt brug for at løfte alle uddannelser i Danmark – fra ABC til PhD, ja, man kan nok ikke finde et tidspunkt i hele menneskehedens historie, hvor det vil være mere fatalt at beskære vores uddannelser. Og dog er det præcis det, regeringen planlægger. Og igen er det en falsk modsætning, at vi enten skal satse på erhvervsskoler eller på gymnasier, enten på universiteter eller erhvervsakademier eller velfærdsuddannelser. Vi skal satse på det hele, fordi vi skal satse på at løfte hver eneste pige, hver eneste dreng, hver eneste unge i dette land, baseret på deres egen motivation, evner og livsdrømme. Vi skal gøre os alle i stand til at skabe den mening i livet, det giver at kunne tænke ud over sig selv, tage ansvar for både sig selv, de andre og den næste generation. Det er frihed.
Investeringer i fremtiden kræver reformer. Og store investeringer kræver flere reformer. Derfor vil jeg gerne slutte med at sige tillykke til den nye regering
Vi radikale vil være jeres højere ambitioner på klima og reformer og jeres dårlige samvittighed, når I ikke prioriterer den næste generation.
Vi vil fremlægge forslag, der forhåbentlig kan sikre en bedre balance mellem generationerne i det samlede politiske aftryk. Både når det handler om aldersbalancen i reformerne, og når det handler om at prioritere vores fælles fremtid med de ressourcer, vi får til rådighed.
Vi vil også forsøge at hjælpe regeringen til at opnå det, den kom til verden på; en ambition om at samle dansk politik og tage fælles ansvar for vores fælles fremtid. Det gælder også det danske forsvar.
Regeringen har fået muligheden for at handle. Det forpligter.
Der er ikke tid til andet.
