Så længe det nytter - 120 år med Radikale Venstre

Teksten her er et uddrag af en kronik, Samira Nawa har skrevet til Politiken. Du finder hele kronikken her.

Af Samira Nawa, Næstformand for folketingsgruppen

Jeg forestiller mig, at salen er propfyldt. Stemningen sitrer. Råbende, rygende, rebelske har de 472 radikale denne forårsweekend i Fyns Forsamlingshus i 1905 ét for øje: Hvordan kommer Danmark bedst fremad? Og er der i den forbindelse klangbund for at stifte et nyt, radikalt parti, der vrister sig fri fra Venstre?

Principprogrammet begynder at tage form. Der er diskussion i lokalet: Skal udenrigspolitikken eller forslag til en ny grundlov stå først?

Det bliver udenrigspolitikken med fokus på Danmarks rolle i verden, der kommer til at stå først.

Den danner grobund for indenrigspolitikken. De to er uløseligt forbundet: Når vi hænger sammen socialt og åndeligt, er det både svært for en ydre og en indre fjende at ødelægge os.

Jeg tænker på min egen politiske drivkraft, og hvorfor jeg i mange år så brændende har ønsket at være politiker.

Det handler helt enkelt om at skabe et demokrati, der giver alle borgere lige rettigheder og muligheder uanset køn, alder, seksualitet, handikap, tro og social baggrund.

Det er præcis samme budskab, der fra begyndelsen er kernen i det radikale blik både på Danmark og på verden.

For mig er dette uden tvivl udtryk for en stærk fædrelandskærlighed, der flyder fra den radikale landsmødesal. Ikke med fanfarer og overspillet retorik. Men med fokus på den så vigtige ‘fællesfølelse’ – som Viggo Hørup ville udtrykke det – på tværs af alle i befolkningen og med udsyn til omverdenen.

Dét er politik, der nytter.

Deltagerne i Fyns Forsamlingshus er nu nået til spørgsmålet om en ny grundlov. Louise Nørlund, formand for Danske Kvinders Valgretsudvalg, tager ordet. Hun agiterer for, at kvinder skal have politiske rettigheder på lige fod med mænd.

Afsnittet om en ny grundlov bliver vedtaget i forsamlingen.

Som følge heraf bliver det de kommende år en radikal hjertesag at kæmpe for en grundlovsændring, hvor en langt større del af befolkningen bliver en del af demokratiet.

Det er nærliggende at lave en parallel til i dag.

Jeg tænker på Amal. Hun er fra Holstebro og født og opvokset i Danmark og har dansk studentereksamen. Men hun har også et gråt fremmedpas, fordi hendes forældre er fra Somalia. Et sted, hun aldrig selv har været.

Alligevel er Amal én af de mere end 10 procent af befolkningen, som ikke har dansk statsborgerskab og dermed ikke stemmeret.

En demokratisk underklasse
Vi har i et af verdens mest demokratiske lande skabt en demokratisk underklasse, fordi vi har så umulige regler for at opnå statsborgerskab.

Jeg forestiller mig, hvordan de 472 radikale i landsmødesalen for 120 år siden ville kæmpe for lige netop Amal. Som de kæmpede for fattige, tyende og kvinders stemmeret. Måske ville Louise Nørlund sågar rejse sig i salen og tale dunder for Amals rettigheder.

I dag som dengang undergraver det vores fællesskab, når store dele af samfundet udelukkes fra demokratiet.

Derfor er demokratisk inddragelse – hvor mange flere får lov at være en del af folkestyret og tager medansvar og ejerskab for nationen – urokkeligt forbundet med det at være radikal.

Jeg funderer over, hvordan vi skaber et demokrati, der faktisk nytter for alle i befolkningen.

I den forbindelse tænker jeg over, at det jo ikke kun er i bunden – via de mange mennesker, der holdes ude – at vores demokrati er ved at skalle af.

Vores demokrati er også ved at løsrive sig i toppen, hvor blandt andet techgiganter og multinationale selskaber har udviklet sig til en slags demokratisk overklasse, som gør, hvad der passer den.

Den overklasse, som Radikale Venstre altid har kæmpet imod, fordi den føler, den skal have særlige privilegier og fordele – alene i kraft af sin tilstedeværelse.

Et stærkere demokrati handler på den måde både om, at flere skal med i – men også at ingen skal føle sig hævet over – demokratiet.

Det svækker i den grad fællesfølelsen i samfundet, når vores folkestyre skaller af både i bunden og i toppen.

Åndsfrihed, lige adgang og folkeoplysning er principperne, som den radikale uddannelsespolitik bygger på. Partiet har beklædt undervisningsministerposten i 35 år siden stiftelsen. Det er et hjerteområde.

Jeg tænker på Marianne Jelved, der arbejdede i 22 år som skolelærer, inden hun blev valgt til Folketinget.

Marianne havde en særlig evne til at se potentialet i hvert enkelt barn – også i de børn, som ingen andre troede på. Med sin egen erfaring som ordblind havde Marianne det udgangspunkt, at alle børn kan lære at læse, og at ingen børn må opgives.

Jeg tænker på en historie, som Marianne ofte har fortalt.

En dag i midten af 1990’erne kommer den franske økonomiminister hen til hende. Han skamroser de danske soldaters indsats på Balkan, fordi de ud over at være gode soldater også formår at inddrage lokalsamfundet, får folk til at mødes og forebygger konflikter.

Økonomiministeren vil vide, hvor soldaterne har lært det henne.
”I skolen”, svarer Marianne tilfreds.

På den måde får hun understreget, hvad der netop er skolens formål:

Vi skal lære at begå os, lære at være en del af Foreningsdanmark, bygge fællesskaber og involvere os. Det er en måde at arbejde og tænke på:

”Det gælder alt fra forsamlingshuse og biblioteker til andelsbevægelsen og den danske model”, som Marianne udtrykker det.

I en verden, hvor mørke og nationalistiske kræfter vinder frem, er folkeskolen og uddannelsessystemet vores vigtigste bastion til at skabe dannede og kritiske samfundsborgere.

Jeg tænker i den forbindelse på, hvor beskæmmende det er, at vi for første gang i årtier har en regering, der har som erklæret mål at få mindre og ringere uddannelse i stedet for mere og bedre.

En regering, som har skåret ét år af de studerendes SU. Som har lukket tusindvis af uddannelsespladser og halveret længden på op mod hver fjerde kandidatuddannelse på landets universiteter. Som vil lukke hf, 10. klasse og hæve karaktergennemsnittet til gymnasiet.

Tiltag, som uden tvivl vil svække mulighederne for den enkelte og sammenhængskraften generelt.

Det må være for det fælles bedste, at vi opprioriterer vores uddannelser. Mere og bedre uddannelse skal igen være rettesnoren, som vores land følger, som det har været tilfældet i stort set hele det 20. århundrede.

Hvor fanen for åndsfrihed, lige adgang og folkeoplysning atter vajer højt.

Jeg tænker på, hvordan Viggo Hørup, der døde i 1902, alligevel er en af de samlende kræfter i salen:

”Del jer dog ikke efter interesser, men efter anskuelser” er en hørupsk læresætning, der gennemstrømmer alle diskussionerne.

Det er helheden og det fælles bedste, der skal tages hensyn til – ikke særinteresser hos bestemte grupper.

Den tankegang er en befrielse for mig.

Det er en lettelse ikke at være i lommen på nogen, når vi skal finde politiske løsninger.

Særligt når det kommer til vor tids vigtigste kamp – kampen for en bæredygtig klode – er det forløsende ikke at skulle tage særlige landbrugs- eller spaghetti bolognese-hensyn som andre partier.

Jeg glæder mig over, at Radikale Venstre i mange år har løftet den grønne fane højt, blandt andet med Danmarks første kvindelige miljøminister, Lone Dybkjær, i slutningen af 1980’erne.

Retningen for Radikale Venstres grønne politik er klar: Vi skal se tingene i en helhed, og det grønne skal tænkes ind i alle områder.

Jeg funderer over, at det grønne område i dag er et helt afgørende område, vi mangler i vores grundlov – ligesom hensynet til fattige, tyende og kvinders stemmeret var skelsættende for grundlovsændringen i 1915.

Når det gælder almene forhold som ren luft, ren mad og rent drikkevand har borgerne brug for grundlæggende rettigheder.

Jeg er ikke i tvivl: Vi har brug for at tage borgernes grønne rettigheder helt anderledes seriøst end tidligere. Det kræver en ny grøn grundlov, hvor vi indskriver retten til ren luft, ren mad og rent drikkevand.

Det grønne område er og bliver det vigtigste, vi som politikere kan gøre noget ved.

Jeg tænker på, at Ove Rode i dag nok ville tage ordet og sige: Planeten, verden, kloden er nummer ét – uden den ingen Danmark.

Jeg glædes over, at nogle ting lader til at gå igen. Både spørgsmål og svar er grundlæggende de samme som i 1905:

Vi kæmper for at flytte Danmark fremad gennem mere demokrati, uddannelse og bæredygtighed. For et samfund, der giver alle borgere lige rettigheder og muligheder uanset køn, alder, seksualitet, handikap, tro og social baggrund.

Så vi på den måde bindes sammen i ånden og i hjertet. Med en fællesfølelse på tværs af alle i befolkningen.

Det er vejen til at stå stærkt både ude i verden og herhjemme – og det har alle dage været vores bedste værn mod de totalitære kræfter.
Den hørupske fædrelandskærlighed, som jeg tydeligt mærker, flyder endnu fra den radikale landsmødesal, som den har gjort i 120 år.

Og det vil den heldigvis fortsætte med at gøre i mange år fremover – så længe det nytter!