Af Samira Nawa
Jeg rejste til Vestbredden for at blive klogere på en konflikt, jeg troede, jeg vidste meget om.
Men den storpolitiske strid om territorier, sikkerhed og diplomatiske linjer, som udgør den offentlige samtale om Israel og Palæstina herhjemme, synes pludselig underligt kold, når man står midt i den verden, hvor det hele foregår.
Jeg tog afsted med en blanding af nysgerrighed og frygt.
Dét, jeg lærte, handler om noget helt andet end storpolitik; det handler om børn, der vokser op uden håb, familier, der lever som fanger i deres eget hjem, og unge, der allerede har opgivet troen på en fremtid uden frygt.
Men midt i modløsheden husker jeg på Joel og Ziv, som jeg har mødt på rejsen.
Se Samira Nawa fortælle om rejsen
Joel er ret spinkel og ser utrolig nørdet ud med sine hinkesten af et par briller. Han har en lille kalot på hovedet, som sidder på plads med et par hårspænder. Jeg har svært ved at forestille mig, at han skulle være tidligere IDF-soldat. I dag er han talsperson for Breaking the Silence – en organisation som udgiver ex-soldaters vidnesbyrd.
Jeg spørger Joel direkte: "Hvad skulle der til, for at du brød med militæret?"
Han fortæller, at han sammen med et par andre havde fået ordre om, at tage ud midt om natten og vække en palæstinensisk familie. De jog dem ud af huset, afhørte og fotograferede dem enkeltvis, endevendte deres hjem og lavede en plantegning over huset, som de ikke skulle bruge til noget.
Joel bemærkede børnene. Han ville gerne signalere til dem, at alt nok skulle blive ok, så han sendte dem et smil.
Joel fortæller at børnene på omkring 6 og 8 stirrede tilbage på ham med et blik der udtrykte lige dele frygt og had. Og det blev hans øjeblik.
Ziv er en israelsk kvinde på min egen alder og en af de overlevende efter terrorangrebet den 7. oktober. Hun mistede sin svigerinde, mens hun selv sad i et beskyttelsesrum og frygtede at dø.
Ziv kunne have ladet had og hævntørst styre hende. Men i stedet bruger hun sit liv på at hjælpe undertrykte palæstinensere med at føre sager mod voldelige bosættere i retten. Vel vidende, at hun næsten aldrig vinder. Hun er drevet af en kamp mod uretfærdighed, fortæller hun. Håbet er skrøbeligt, ved hun, men hun nægter at slippe det.
Efter terrorangrebet, som stadig sidder i hende, er hun vendt tilbage til sit job som talerør for de undertrykte. Hun er drevet af en kamp mod uretfærdighed, og hun hjælper palæstinensere fra den besatte Vestbred med af føre sager mod bosætterne.
Jeg går fra mødet med den dybeste respekt for Ziv og hendes arbejde.
Selv om jeg troede, at jeg vidste en hel del om situationen i Israel og Palæstina, så krævede det en rejse derned at få øje på det allervigtigste. Midt i modløsheden husker jeg på de mennesker, der bærer håbet. Dem, der ser menneskerne bag det had, de har arvet.
Da Joel så de palæstinensiske børn i øjnene den nat, var de ikke palæstinensiske modstandere.
De var børn.
Mennesker.
Sådan må vi altid først og fremmest se på hinanden.