Nyhed -

Radikale Venstre søger nyt forpersonskab for udviklingssamarbejdet

Har du lyst til at spille en nøglerolle i Radikale Venstres internationale demokratiarbejde? Vil du sætte strategisk retning for partiets projekter i udlandet – og være med til at opbygge stærke internationale partnerskaber? Så er det nu, du skal stille op som forperson eller næstforperson for udviklingssamarbejdet.

Deadline for opstilling er den 12. august 2025. Forretningsudvalget udpeger herefter det kommende forpersonskab. Du kan stille op alene eller som samlet forpersonskab (husk da blot at markere dette i jeres kandidatur)

Stil op via følgende formular

 

Radikale Venstre og DIPD – vores internationale engagement

Radikale Venstre bevilliges – ligesom en række andre partier – midler fra Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD), en selvejende institution under Udenrigsministeriet. Bevillingen gør det muligt for os at udvikle, gennemføre og støtte demokratiudviklingsprojekter i nogle af verdens mest udfordrede politiske sammenhænge.

I dag er vi engageret i projekter i Nepal og Moldova, hvor vi i tæt samarbejde med lokale partnere kæmper for åbne, inkluderende og velforankrede politiske systemer. Størstedelen af bevillingen går direkte til disse lokalepartnere – som står for implementeringen aktiviteterne på jorden – mens vi bidrager med strategisk støtte, frivillige kræfter og erfaringen fra den danske partipolitiske kontekst. 

Baggrund for valget

DIPD har vedtaget en ny strategi for perioden 2026-2030, som betyder, at partiet går fra at råde over en større standardbevilling til i stedet at skulle søge om midler på baggrund af allerede definerede partnerskaber og projektprogrammer.

I samme ånd har forretningsudvalget besluttet en ny organisering af partiets udviklingssamarbejde og opretter nu et koordinationsudvalg, der består af en forperson, en næstforperson og en understøttende sekretariatsmedarbejder. Derudover tilknyttes forpersonen for Internationalt Udvalg. Det er de to poster i udvalgets forpersonskab, der nu besættes for første gang. Forpersonskabet vælges af FU med et toårigt mandat - med mulighed for forlængelse. 

 

 

 

Koordinationsudvalget

Udvalget koordinerer den samlede udviklingsindsats på tværs af de frivillige projektkoordinatorer (i.e. den ansvarshavende for et enkelt projekt), DIPD og vores partnere – og driver derudover rekruttering og onboarding af interesserede medlemmer samt udviklingen af fremtidige partnerskaber. Udvalget bestemmer selv, hvordan dette arbejde bedst struktureres - så længe det opererer på et niveau, der flugter med DIPDs krav til bevillingsforvaltning. I udvalget skal forpersonen rådføre sig med de resterende udvalgsmedlemmer, men sidder i sidste ende med den afgørende beslutningskompetence. 

Følgende er eksempler på arbejdsområder under udviklingssamarbejdet:

 

  • Identificere nye partnere og projektmuligheder.
  • Træffe beslutninger om projektopstart og -lukning under partnerskaber.
  • Træffe beslutning om opstart og nedlukning af partnerskaber.
  • Fremme frivilligrekruttering og synlighed af arbejdet i partiet.
  • Rejse ud ifm. partnerbesøg, scoutingmissioner og tilsyn.
  • Hjælpe projektkoordinatorerne med overblik over administration.
  • Følge op på forbrugs- og statusrapporter.

Hvor står vi nu – og hvad er på vej?

Rammen for Radikale Venstres udviklingsarbejde reguleres af en periodisk aftale med DIPD, og vi er netop ved at overgå fra den igangværende aftale for 2021-2025 til en ny for perioden 2026-2030. Derfor er partiet - støttet af ekstern konsulentbistand og i samarbejde med projektkoordinatorerne samt partnerne - allerede gået i gang med:

 

  • Udarbejdelsen af et nyt partnerskabsdokument , som skal rammesætte arbejdet og indeholde en fælles forandringsteori og monitoreringsmodel.
  • Idéudvikling af potentielle kommende projekter.
  • Planlægningen af en større workshop primo september, hvor alle centrale aktører samles for at lægge den videre kurs.

Et nyt forpersonskab vil altså hverken skulle genopfinde den dybe tallerken eller stå alene. Dog vil det være med til at sætte det måske vigtigste fingerpræg på rammerne for partiets udviklingssamarbejde de næste mange år - og der er stor frihed til at organisere arbejdet på den måde, der giver mening for en selv.

Hvordan stiller jeg op?

Udfyld formularen senest mandag den 12. august. Du kan stille op alene – eller som et samlet forpersonskab. Har du spørgsmål til ansøgningsprocessen eller rollen, er du velkommen til at kontakte organisationschef John Bo Northroup på John.Northroup@ft.dk og +45 6162 5137