Nyhed -

Vi går til valg på at give et godt liv og samfund videre til vores børn og unge

Radikale Venstre er klar til kommunal- og regionsrådsvalget den 18. november
Hvis du sætter din stemme på en radikal politiker den 18. november er du sikker på, at din stemme går til en politiker, der har børn, uddannelser, sundhed og den grønne omstilling – kort sagt fremtiden - i fokus.

Vi går til valg på at skrive en ny generationskontrakt. En ny samfundsbalance hvor vi forpligter os politisk på at bruge mere af vores nuværende velstand på at skabe muligheder for de unge og kommende generationer. Både lokalt og nationalt.

Find din kandidat

Se oversigten her

Vi skaber håb og tro på fremtiden

Sammenfatter vi tidens store problemer – klima og tabet af natur, børn og unges mistrivsel, sikkerhedspolitikken og det enorme pres på velfærdssamfundet – tegner der sig en afgørende skillelinje i det politiske landskab:

Hensynet til de nuværende generationer over for hensynet til de yngre og kommende generationer. Balancen mellem de ressourcer, vi prioriterer til os selv, og dem, vi investerer i vores børns liv og fremtid. 

De valg, vi træffer og ikke træffer de næste fem år, får afgørende betydning for os selv og alle de generationer, der følger efter. De valg skal vi i høj grad træffe lokalt og regionalt.

Derfor stiller vi med et stærkt kandidathold af politikere, der er klar til at tage ansvar og som tør at prioritere og ikke mindst skabe håb og tro på fremtiden.

Selvom usikkerhed og ustabilitet præger verden, må vi ikke glemme den grønne omstilling, børns trivsel eller udsatte borgere og minoritetsgruppers behov for støtte og beskyttelse.

Vi skal stadig have sat flere vindmøller op og få livet tilbage i fjordene

Vores børn mangler stadig uddannede voksne og bedre rammer fra vuggestue til folkeskole

Alt for mange mennesker i vores land diskrimineres fortsat på baggrund af deres køn, baggrund og seksualitet. 

Vi bruger alt for mange penge på at behandle borgere i stedet for at forebygge, at de blev syge i første omgang. Vi har stadigvæk massiv ulighed i sundhed.

Lokalpolitik er for mange steder blevet reduceret til et spørgsmål om at sidde med et sparekatalog og finde ud af, hvordan man skærer yderligere ind til et ben, der allerede er blottet. 

Nogle ting er fremover nødt til at skulle indrettes anderledes. Det handler både om flere ressourcer, men også om at bruge dem rigtigt. Derfor er der ved dette valg brug for politikere, der kan vise tydelige prioriteringer.

I Radikale Venstre peger vi på en ny samfundsbalance, hvor vi forpligter os på at bruge mere af vores nuværende velstand på at skabe muligheder for de unge og kommende generationer. 

På investeringer i deres klode, sikkerhed, trivsel, uddannelser og sundhed. 

Så hvis du stemmer radikalt til valget den 18. november, stemmer du på et parti, der skaber håb for fremtiden med børn, unge, uddannelse, klima og mangfoldighed som hovedfokus.