Anne Marie Geisler Andersen

Folketingskandidat i Sydjyllands Storkreds
Byrådsmedlem i Esbjerg Kommune, regionsrådsmedlem i Region Syddanmark
Jeg brænder for at skabe bedre forhold for mennesker med psykisk sygdom og for generelt at bidrage til bedre mental sundhed. Sidstnævnte først og fremmest ved at sikre vores børn de bedst mulige opvækstvilkår og livsbetingelser.
Anne Marie Geisler Andersen

Klimaet og mistrivslen er vor tids største udfordringer. Jeg arbejder derfor benhårdt for den grønne omstilling og for at skabe bedre mental sundhed - ikke mindst for vores børn og unge.

Klima

Klimaet er uden tvivl den vigtigste udfordring, vi står overfor. Det kræver politisk mod at træffe de nødvendige og til tider svære beslutninger. Men det skylder vi ikke mindst vores børn og de kommende generationer at udvise. Vi skal ikke blot arbejde mod CO2-neutralitet ved at gøre det grønne valg til det lette valg. Vi skal også arbejde mod at kunne hive CO2 ud af atmosfæren.

Børn og unges trivsel

Den mentale sundhed har desværre længe været for nedadgående, og det er nu endeligt gået op for et flertal af politikere. Men det er ikke gjort med det. Det kræver i den grad handling. Vi skal sikre hjælp til dem, der allerede har det rigtig svært, en tidlig indsats til dem, der risikerer at få det, og så skal vi turde se kritisk på, om vi har fået opbygget et samfund, der er bæredygtigt rent menneskeligt. Det gælder ikke mindst det høje tempo, og den perfektheds- og præstationskultur, som mange unge kæmper mod.


Bedre mental sundhed handler især om gode rammer for vores børn og unge. Derfor arbejder jeg for flere voksne omkring vores børn i både dagtilbud og skoler. Alle børn skal opleve nærværende voksne, der møder dem, hvor de er, samt at være del at et stærkt børnefællesskab. Det er altafgørende, at vores børn og unge kommer godt på vej.

Psykiatri, handicap og pårørende

Det manglende fokus på psykiatrien var det, der i sin tid gjorde, at jeg besluttede mig for at gå ind i politik - efter selv at have oplevet psykisk sygdom på nært hold. Området var også dengang tabubelagt, og hjælpen utilstrækkelig. Det satte jeg mig for at gøre noget ved.


Endelig er det lykkedes at få lavet en langsigtet plan for den psykiatriske indsats, ligesom vi nu er i gang med at sikre en sammenhængende behandling af de allermest syge, såsom mennesker med dobbeltdiagnoser. Også de forebyggende tiltag - især til vores børn og unge - er kommet mere i fokus fx i form af det lettilgængelige tilbud i kommunerne. Som regionsrådsmedlem har jeg også søgt at bidrage til et styrket fokus på de pårørende, og jeg oplever, at der sker fremskridt her i Region Syddanmark.


Også hjælpen til mennesker med handicap skal styrkes. Der skal tilføres midler til området, ligesom retssikkerheden skal sikres. Hjælpen skal ikke blot have fokus på det hele menneske, men på hele familien. Når et menneske rammes af enten fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser, påvirker det i den grad også de pårørende. Derfor ligger indsatsen over for de pårørende mig også meget på sinde.

Anne Marie Geisler Andersen

Min politiske drivkraft

Som sagt var det den manglende politiske opmærksomhed omkring psykisk sygdom, der fik mig ind i politik. Mine egne erfaringer med psykisk sygdom, er således min politiske drivkraft. Jeg er vokset op med en far, der har lidt af alvorlige depressioner og også har forsøgt selvmord – nogle oplevelser der på godt og ondt har præget mit liv. Selv har jeg været ramt af to depressioner og har også haft en ADHD-diagnose, hvis kriterier jeg dog ikke længere opfylder.

 Men det er nogle livsbegivenheder, der i den grad har givet mig retning i livet.
Jeg brænder for at skabe bedre forhold for mennesker med psykisk sygdom og for generelt at bidrage til bedre mental sundhed.


Som tidligere 24-timersløber er jeg meget vedholdende, ligesom mange vil sige, at jeg har en energi ud over det sædvanlige. De egenskaber bruger jeg også, når jeg politisk kæmper for det, jeg tror på. For mig giver det allermest mening at kæmpe for bedre forhold for udsatte mennesker, som har svært ved at tale egen sag. Og jeg kan faktisk rigtig godt lide at løfte de sager, som ikke mange andre kæmper for - der føler jeg, jeg gør den største forskel.

Lær mig at kende!

Jeg er opvokset i Nordsjælland, men bor i dag i Esbjerg, hvor min mand Morten stammer fra. Han er i dag overlæge på Esbjerg sygehus. Sammen har vi tre børn; Vigga fra 2011, Milla fra 2013 og Magne fra 2015. Vi bor i Hjerting nord for Esbjerg by sammen med vores hund Vaffel, som børnene har opkaldt efter doodlen i Ramasjang.


Vi er en aktiv familie, der elsker at dyrke sport og tage på idrætshøjskole og aktive ferier sammen. Selv dyrker jeg nu atletik og cross fit, og så er jeg begyndt at spille fodbold igen. Pt. er jeg målmand på både det lokale old girls-hold og det lokale seniordamehold. Vores ældste er på idrætsefterskole, hvor hun svømmer, mens de to andre spiller fodbold. Min mand er træner for den yngste i den lokale fodboldklub, og så dyrker vi lidt cross fit sammen.


Jeg er uddannet kandidat i statskundskab, men startede i 2024 på sygeplejestudiet, da jeg også godt kunne tænke mig at komme ud at bidrage på sundhedsområdet i praksis; At få lov at gøre en forskel for den enkelte patient.


Tidligere har jeg været medlem af både Folketinget som psykiatri-, social- og handicapordfører samt medlem af Københavns borgerrepræsentation. I 2015 flyttede vi til Esbjerg, og i 2017 lykkedes det mig at komme ind i Esbjerg byråd, hvor der ellers ingen radikale var. Ved sidste valg blev jeg derudover valgt ind i regionsrådet i Region Syddanmark, hvor jeg nu sidder i tre fagudvalg og ikke mindst arbejder for bedre mental sundhed, ungetrivsel og den grønne omstilling.


Det giver så meget mening for mig fortsat at få lov at bruge mine erfaringer med psykisk sygdom i det politiske arbejde til at skabe bedre forhold for andre.

2024-nu: Sygeplejestuderende
2024: Udgivet bogen ”Hvorfor løber du så langt” om ultraløb
2022-2024: Medlem af skolebestyrelsen på Auraskolen 
2022-nu: Medlem af KL’s Socialudvalg
2022-nu: Medlem af Danske Regioners Løn og Praksisudvalg
2022-nu: Medlem af Region Syddanmark samt udvalgene Det nære sundhedsvæsen, Regional udvikling og Digitalisering og innovation. 
2018-nu: Gruppeformand i Esbjerg byråd og medlem af Social- og Arbejdsmarkedsudvalget. Tidligere medlem af Børne- og Familieudvalget.
2018-nu: 1. Suppleant til Folketinget i Sydjyllands Storkreds
2021: Medlem af tre forældreråd på Auraskolen
2021-2024: Gymnastiktræner i SGI
2020-2022: Domsmand ved Esbjerg Byret
2020: Årets mest læste debatindlæg på Altinget Kommunal: ’Forvaltningen har overtaget magten i min kommune’
2020: Danmarksmester i 24-timersløb
2019-2022: Underviser på professionsbacheloruddannelsen på UC-Syd i administration, økonomi og politik & samfund
2017: Fuldmægtig i Sikkerhedsstyrelsen
2014-2017: Tre danmarksrekorder i 24-timersløb
2015: Mor til Magne
2014-2015: Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Radikale Venstre, socialordfører og næstformand i Socialudvalget
2013: Mor til Milla
2012-2015: Sundhedspolitisk rådgiver i kommunikationsbureauet Effector
2011-2020: Foredragsholder; psykisk sundhed, løb og politik
2011: Mor til Vigga
2011: Udgivet bogen ’Frem i Lyset’ om mit liv med psykisk sårbarhed
2009-2011: Medlem af Folketinget for Radikale Venstre; social-, psykiatri- og handicapordfører
2008-2009: Studentermedhjælp i Dansk Socialrådgiverforening
2006-2008: Studievejleder på Statskundskab
2004-2012: Kandidat i Statskundskab
2002-2004: Humanistisk international basisuddannelse på RUC
2000-2002: Testrup Højskole, lærervikar, sprogophold i Australien og au-pair i Schweiz
2000: Student fra Gribskov Gymnasium
1997: Afsluttet Gribskov Skole

Opstillingskreds

Anne Marie Geisler Andersen er kandidat til byrådet i Esbjerg kommune og også opstillet som folketingskandidat i Esbjerg Bykreds og Esbjerg Omegnskreds i Sydjyllands Storkreds, hvor hun i dag er førstesuppleant til Folketinget