Jeg stiller op til folketinget, fordi jeg tror på, at vi kan skabe en bedre skole og et bedre uddannelsessystem, hvor unge både trives bedre og lærer mere end i dag. Fordi jeg vil kæmpe for alle menneskers ret til at blive behandlet ligeværdigt, uanset køn, hudfarve, seksualitet, religion eller baggrund. Fordi jeg er træt af tom klimasnak og vil være med til at sætte handling bag ordene.
Jeg tror på, at mennesket altid skal komme før systemet og behandles som et mål i sig selv. Jeg er træt af politikere, der ser unge mennesker, som tandhjul i en maskine, som de bare kan flytte rundt på, som det passer dem. Jeg mener, at samfundets vigtigste opgave er at give alle mennesker muligheden og friheden til at leve dét liv, de drømmer om.
”Vi skal ikke acceptere, at uddannelsespolitik bliver en kamp mellem håndværkere og humanister. Fremtiden har brug for, at vi investerer i alle slags unge og uddannelser.”

En ny retning for uddannelsespolitikken
Det er på tide, at vi sætter en ny retning for dansk uddannelsespolitik og investerer i vores uddannelser. Jeg vil ikke acceptere, at uddannelsespolitik bliver en kamp mellem håndværkere og humaniorastuderende – nej, fremtiden har brug for stærke uddannelser hele vejen rundt. Vi skal skabe et uddannelsessystem, som åbner døre og skaber flere muligheder for alle unge. Et uddannelsessystem med mindre kassebånd og karakterræs og mere tid til fordybelse og nysgerrighed.
Jeg vil:
- gøre folkeskolen karakterfri og skrue ned for karakterræset i hele
uddannelsessystemet. - investere bredt i uddannelsessystemet.
- genindføre det 6. SU-år og give de studerende fleksibiliteten tilbage.
- kæmpe for at stoppe nedlæggelsen af 10. klasse og de højere karakterkrav på ungdomsuddannelserne.
”Jeg er vokset op på en prøve- og karakterfri friskole, og mærkede, hvordan en skolegang kan være, når den handler om læring, nysgerrighed og trivsel, frem for test og præstationspres. Jeg drømmer om, at alle unge i Danmark, kan vokse op og opleve den slags uddannelsessystem.”

Ligestilling og lige rettigheder
Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder og skal behandles med respekt. Jeg kæmper for et samfund, hvor dine muligheder for at trives og opnå dine drømme aldrig må begrænses af din baggrund, køn, hudfarve, seksualitet eller religion. Der er stadig mange vigtige kampe at tage fat på – og det vil jeg gøre noget ved!
Jeg vil:
- kæmpe for bedre ligestilling i sundhed, hvor kvinder længe har været underprioriteret i forskningen og ikke taget seriøst i systemet.
- kæmpe for en humanistisk flygtninge- og udlændingepolitik, hvor mennesker mødes med værdighed og ordentlige rettigheder.
- kæmpe mod alle slags diskrimination, forskelsbehandling og racisme i samfundet og systemet.
”Da jeg fortalte min læge, at jeg besvimede af smerte, fik jeg at vide, at jeg skulle tage noget mere Ipren. Jeg kæmper for, at kvinder tages seriøst i sundhedssystemet og at der forskes mere i kvinders sundhed.”

Grønt håb for fremtiden
Der er ingen tid at spilde – vi skal gennemføre seriøse forandringer og investeringer i den grønne omstilling nu. Hvis vi også i fremtiden skal have en bæredygtig planet at leve på – både for mennesker og alle de andre arter der omgiver os – så kræver det massive omstillinger af vores nuværende levevis. Millioner af mennesker verden over skal have mulighed for at hæve deres levestandard uden at planeten knækker. Der er håb – vi kender løsningerne, vi har teknologierne, men det kræver politisk handling at gøre dem til virkelighed.
Derfor vil jeg kæmpe for, at vi:
- går forrest i Danmark og tager vores del af ansvaret for at reducere CO2-udledninger, blandt andet gennem en høj, ensartet CO2-afgift.
- arbejder for at genoprette og bevare vild natur og biodiversitet både i Danmark og resten af verden. Langt større arealer skal gives tilbage til naturen.
- bekæmper forurening af miljø, luft og vand. Det kræver blandt andet et opgør med måden vi driver landbrug.
- omstiller vores forbrug til en cirkulær økonomi, hvor vi genbruger og reparerer og sparer på jordens ressourcer.

Om mig
Jeg er vokset op i Balslev på Vestfyn og bor nu i København. Til daglig læser jeg en bachelor i pædagogik på Københavns Universitet og lever kollegielivet på Øresundskollegiet på Amager. Jeg elsker foreningslivet og har brugt de sidste mange år af mit liv i Radikal Ungdom. Og så drømmer jeg om at gøre en forskel og repræsentere dig i Folketinget.
Skal vi tale politik? Så skriv eller ring endelig.
Kontakt
Mail: maria.georgi@outlook.dk
Tlf. 23 86 23 29