Hvem er jeg?
Jeg hedder Mette. Jeg er 56 år. Jeg er uddannet offentlig driftsøkonom fra RUC, har arbejdet som teaterproducent og -direktør i 15 år indtil jeg skiftede til bæredygtig udvikling med fokus på fødevaresystemer, planetære grænser, FN’s verdensmål og senest systemisk regeneration. I dag er jeg optaget af bæredygtig udvikling, driver et mikrolandbrug I Nordvestsjælland sammen med min mand, vores voksne børn og deres venner. I 2018 flyttede jeg sammen med min mand Thomas fra København til Havnsø. Jeg er en lokal kandidat, der bor i hjertet af mine valgkredse: Holbæk, Kalundborg og Odsherred.
Hvad står jeg for?
Jeg stiller op fordi jeg drømmer et Danmark uden udkant. Velfærdssamfundet er flyttet til storbyen og landdistrikterne er blevet gjort til den yderste højrefløjs kampplads for splittelse mellem land og by. Det er en farlig falliterklæring. Danmark er simpelthen for lille til udkanter. Det er på tide at generobre fortællingen om et samlet Danmark.
Jeg er brændende optaget af, hvordan vi udvikler vores samfund uden at det sker på bekostning af menneskers og naturens ressourcer. Mere af det samme er ikke længere nok. Vi skal skifte spor, så vi får skabt et samfund, vi er skabt til at leve i. Et samfund i meget bedre balance, hvor vi ikke overskrider planetens grænser og hvor vi – børn som voksne - får mere trivsel og tryghed i hverdagen. Uanset hvor vi bor.
Mine mærkesager er:
- Et Danmark uden udkanter, for tænk hvis du ikke behøvede at være bekymret for uddannelse, sundhed eller dine børns opvækst bare fordi du bor længere væk end 50 km fra en storby? Tænk hvis vi ikke var splittede mellem land og by.
- En reform af landbruget, som bl.a. omfatter en omlægning af vores husdyrproduktion med meget færre dyr i staldene, mere naturnært landbrug, mere mad på markerne, flere hænder i jorden/jorden på flere hænder og meget mere lokal mad på lokale tallerkner.
- Reel bæredygtig udvikling, for mere af det samme er ikke længere nok. Jeg vil kæmpe for flere fællesskaber, klimarettigheder, ressourceøkonomi, og reel systemomlægning, så bæredygtighed ikke bliver et teknologisk fix, men fremtidens livsstil.
Meget mere fællesskab. Vi skal være medborgere frem for forbrugere. Vores børn skal vide og mærke at de bliver rummet af et fællesskab, og vi skal have plads og tid til at kere os for hinanden.
Hvordan kan man blive en del af min kampagne?
Hvis du vil være med så skriv enten til min kampagneleder Asger Gotved Hvid på: asgergotved@gmail.com eller direkte til mig på: mettehd@gmail.com. Eller fang en af os på messenger.
