Særligt Fokus ved KV25
Radikale Venstre i Frederikssund har ved KV25 særligt fokus på børns læring og trivsel, en sammenhængende byudvikling, og økonomisk ansvarlighed for vores fælles ressourcer. Og så skal vi sætte ambitionerne højt for den blå-grønne kommune, der får fuld valuta for den værdi fjordene giver os, og vi skal holde fokus på klimastrategien og bæredygtig naturgenopretning, der gør en praktisk forskel.
Børn og Unge
Folkeskole
Vi vil prioritere folkeskolen højere. Kvaliteten i vores folkeskoler, og elevernes trivsel er meget højt på den radikale dagsorden.
Kvaliteten skal løftes med en ny skolestruktur, der passer til vores demografiske udvikling. Derved kan vi bruge ressourcerne på børnene i stedet for mursten.
Radikale Venstre vil gøre præmisserne bedre for vores folkeskoler. Vi er ikke i tvivl om, at skolerne har en stor del af svarene selv. Vi skal bare sikre dem mulighederne.
Vi skal investere mere i almenskolen – ikke kun for at gøre almenskolen bedre, men også for undgå at flere og flere får brug for specialtilbud.
SFO og klubber skal være et attraktivt fritidstilbud for skolebørnene, som de vælger til.
Følgende har afgørende betydning for en bedre folkeskole i Frederikssund Kommune:
-
Skolestrukturen skal omtænkes, så vi har færre matrikler. Det gælder såvel Frederikssund, Slangerup som Hornsherred. Pengene skal bruges på børnene. Ikke på drift af bygninger.
-
En lærer skal stå alene med maximalt 22 elever i en klasse. Klasser med flere elever skal have krav på to-lærerordning.
-
Vi skal sikre flere uddannede lærere – gerne med forskellig uddannelsesmæssig baggrund og en meritlæreruddannelse.
-
Sæt skolerne fri. Lærere og skoleledere skal være den primære drivkraft i nye initiativer, og der skal sikres tid til dette.
-
Differentieret undervisning – der er mange børn, som ikke passer lige ned i de firkantede kasser.
-
Der skal hurtigst muligt findes en holdbar løsning for skolebørn i Vinge.
-
Drengene skal støttes bedre, så karaktergabet mellem kønnene mindskes
-
Skolerne skal møde eleven, hvor eleven er. Skoler og PPR skal have nem adgang til viden om udvikling af børn, der har faglige eller trivselsmæssige udfordringer.
Børnehuse og før-skole
De første år er definerende for et barns liv. Derfor bør børneområdet altid have vores opmærksomhed. Radikale Venstre vil sætte større fokus på støtte til førstegangsforældre – før, under og efter fødsel.
Fagligheden i børnehusene skal styrkes. Derfor ønsker vi at øge antallet af uddannede pædagoger. Det kan vi først fremmest opnå ved at skabe attraktive børnehuse, som fastholder det gode personale og give pædagogmedhjælpere mulighed for pædagogisk merituddannelse.
Helt centralt står den tidlige indsats, hvor opsporingen af udsatte børn spiller en afgørende rolle. Radikale Venstre vil forbedre kommunens ansættelses- og fastholdelsesstrategi for at sikre kvalitet i fremtiden. Fx gennem fokus på ansættelse af special- og udviklingspædagoger og efteruddannelse af pædagogisk personale.
Radikale Venstre vil sikre den rette kapacitet i børnehusene med en geografisk spredning, der giver alle familier mulighed for en plads i et børnehus i deres lokalområde.
Unge i Frederikssund
Radikale Venstre vil give Ungerådet en større stemme i det lokalpolitiske arbejde - på de unges præmisser. Vi skal prioritere unge menneskers behov langt højere i byudviklingen af Frederikssund. Unge mennesker er en fantastisk katalysator for liv i byen, og det skal være attraktivt for de unge at blive boende i kommunen - også selvom man eksempelvis arbejder eller studerer udenfor kommunen.
Vi skal sikre flere og bedre mødesteder for unge i Frederikssund Kommune for de 14-20-årige. Ungerådet skal spille en central rolle i den kommende helhedsplan for Campus. Campus skal i fremtiden være et sted, hvor unge mødes på tværs af uddannelser - både i skoletiden og efter skoletid.
Radikale Venstre vil arbejde for det bredest mulige udbud af ungdomsuddannelser på Campus, og styrke samarbejdet med det private erhvervsliv.
Plan- og byudvikling
Nyt rådhus
Vi ønsker at samle hele den kommunale administration i et nyt rådhus på en central placering i Vinge. Egedal er et godt eksempel på at man, ved at samle rådhus i nye rammer, kan servicere kommunens borgere bedre.
I dag er den kommunale administration spredt på mange matrikler. Det koster rigtig mange penge, både i transporttid, og i uhensigtsmæssige arbejdsgange. Medarbejderne skal transportere sig mellem matriklerne for at holde møder med hinanden og samarbejde bedst muligt. En stationsnær placering af rådhus vil være godt for kommunens borgere, og det vil lette rekruttering og fastholdelse af dygtige medarbejdere til kommunale stillinger. Derfor skal vi finde en løsning, der samler vores medarbejdere og gør det til en attraktiv arbejdsplads. Det kræver en S-togsstation tæt på, og derfor er Vinge en mulig løsning. Et nyt rådhus i Vinge kan frigøre de eksisterende lokaler i Frederikssund og i Slangerup til anvendelse som bibliotek eller kulturhuse. Bygninger, der ikke længere anvendes, skal sælges.
Frederikssund by vokser
Frederikssund by er efterhånden blevet en forholdsvis stor by, som giver mulighed for et varieret bymiljø, hvor der både er plads til at bevare købstadsmiljø i Havnegade, gågaden og området deromkring. Men der er også plads til højere etagebyggeri i området mellem Kocksvej og Frederiksværkvej.
For at sikre kvalitet i den overordnede byudvikling og vil Radikale Venstre involvere arkitekter og søge rådgivning fra eksperter i byudvikling. Som kommune skal vi stille krav til kvalitet, udtryk og bæredygtighed i kommende byggerier.
Vi ønsker at der udvikles attraktive grønne byrum i nærhed af gågaden med henblik på at lave et miljø der inviterer til at mennesker mødes - hvor folk samles og byens handel kan understøttes bedre. Det kunne være et centralt torv der binder Stationen, Sillebroen og gågaden sammen.
Vinge
Radikale Venstre ønsker at understøtte og styrke den positive udvikling der er i Vinge. Der er for alvor kommet gang i boligbyggeriet. Det betyder, at der er behov for børnehave, skole og alt det andet der hører med til at være en by. Det skal vi have fundet løsninger på, som fungerer på både kort og lang sigt.
Det er en mærkesag at intentionerne i kvalitetsprogrammet for Vinge, og planerne for Vinges grønne hjerte bliver fastholdt uanset hvem der bygger. Det gælder også for et evt. kommende DSB-projekt.
Vi vil arbejde aktivt for at kulturlivet i Vinge udvikles i takt med at byen vokser.
Trafikafvikling
Konsekvenserne af den kommende motorvej og væksten i Vinge skal indtænkes i en samlet plan for trafikafvikling i Vinge og Frederikssund by.
Vi ønsker en sammenhængende plan for afvikling af trafik. Planen skal indeholde løsninger for både gående, cyklister, biler og offentlig transport, så de to byer bindes bedst muligt sammen.
Kulhuse
Kulhuse er kommunens største sommerhusområde. Det skal udvikles med flere caféer, restauranter, pop-up shops mv. Det skal ske med respekt for fredninger og Natura2000 områder. Vi skal arbejde hen mod løsninger, der ikke nødvendigvis ligger i vandkanten.
Vi ønsker, at der kan etableres et levedygtigt alternativ til Columbus, når færgen ikke kan mere. Det kunne være en mindre færge til cyklister og gående mellem Kulhuse og Lynæs. En løsning som Halsnæs også bidrager til på lige vilkår. Den løsning skal findes i den kommende byrådsperiode.
Lokalplaner og dispensationer
Omhyggeligheden i kommende lokalplaner skal øges. En lokalplan skal definere et overordnet udtryk, og den skal primært fokusere på anvendelse af det område, som lokalplanen skaber en ramme for. Samtidig er det vigtigt, at lokalplaner ikke bliver for rigide og specifikke i tilfælde, hvor det ikke er påkrævet.
Eksisterende lokalplan er ikke ”vejledende”. De skal følges og kun ved helt særlige og mindre afvigelser, skal dispensationer kunne gives. Skal en eksisterende lokalplan ændres, så skal den politiske proces være grundig og inddrage borgere og arkitekturråd. Den proces skal foregå rettidigt og ikke mens en bygherre holder parkeret og venter utålmodigt på at få lov at gå i jorden.
Bus- og cykelruter
Uanset hvor i kommunen du bor, så skal du kunne komme til S-togsstationen.
Centrale Busruter skal være veldrevne og køre fra morgen til sen aften. Cykelstier skal sikre, at landlige beboelsesområder kan cykle sikkert til centrale busruter og der er gode muligheder for sikring, parkering af cykler og opladning af elcykler.
Busruter til mindre befolkede områder skal prioriteres i myldretiden, så elever kan komme til Frederikssund Campus og Frederikssunds erhvervsområder før og efter skole/arbejdstid.
Kultur- og Fritidsliv
Mere Kultur og et Nyt Formidlingshus
Frederikssund Kommune har i årtier haft brug for et moderne hovedbibliotek med aktiv kulturformidling og faciliteter til små og mellemstore arrangementer. En central placering i gåafstand af en S-station og det centrale byliv er vigtig for, at kulturhuset kan benyttes af flest muligt og bidrage til at skabe liv i byen. Det er afgørende, at vi samtidigt understøtter de mindre kulturinitiativer i kommunen. Rejsestalden i Jægerspris er forbillede, Skibby Aktive og aktiviteterne omkring hallen i Dalby er gode eksempler på lokalt forankrede foreningsaktiviteter. Der har i mange år været ønske og behov for et kulturhus i Slangerup. Et nyt rådhus i Vinge kan muliggøre omdannelse af det gamle rådhus i Slangerup til det formål.
Frederikssund Kommune skal skærpe sin kulturelle profil og identitet med de kulturinstitutioner, vi allerede har. Willumsens Museum, Jægerspris Slot, Selsø Slot og Vikingespillene er oplagte eksempler, som også i fremtiden skal være markante ‘fyrtårne’ for kommunen.
Vi ønsker at opsætte digitale skilte i de fire største byer, som skal give kulturaktører mere synlighed.
Den Blå-Grønne Kommune
Klimatiltag der gør en forskel
Frederikssund Kommune har vedtaget en god klimastrategi, som byrådet i samråd med borgere, virksomheder, klimaråd og forvaltningen skal prioritere. Radikale Venstre vil sikre, at der i de kommende år afsættes de nødvendige midler til at denne strategi udmøntes i praksis, når det f.eks. gælder energiforsyning i det offentlige forbrug. Temperaturstigningerne har allerede sat tommelskruerne på os, og hvis ikke vi sikrer hurtig fremdrift, så bliver skruerne strammet yderligere.
Vi vil kæmpe for, at vi skruer op for ambitionerne i de kommende år.
Frederikssund Kommune sigter i klimastrategien indenfor egne rammer efter:
-
at være uafhængig af fossile brændstoffer senest år 2030.
-
at kommunen som geografisk enhed er CO2-neutral senest i 2045
Radikale Venstre mener, at vi skal undersøge mulighederne for at være CO2-neutral allerede i 2040. Vi vil sikre finansiering af alle klimahandlingsplanens initiativer.
Natur og biodiversitet
Naturen er et af Frederikssund Kommunes største aktiver. Derfor skal kommunen passe på den og i respekt for naturen skabe muligheder for, at borgere og turister kan nyde den f.eks. i form af flere rekreative stier, naturlegepladser og aktivitetsbaner. Vi bør byudvikle i de allerede udlagte byudviklingsområder, og vi skal i lokalplaner mere systematisk arbejde for, at naturen bliver beskyttet og dermed ikke byudviklet.
Vi skal sikre, at initiativer til større biodiversitet er varige og gør en praktisk forskel. Det er vigtigt, at de områder, som udlægges til vild natur, indgår i arbejdet med kommuneplanen for at sikre en langsigtet forbedring af biodiversiteten. Vi skal ikke ”lokke” insekter, fugle og bier til brakmarker med blomsterfrø som pløjes op to eller tre år senere.
Den grønne trepart er et springbræt til mere natur, lavere CO2-udledning og markant forbedring af vandkvaliteten i både vandløb og fjordene. Frederikssund Kommune skal for at sikre mest mulig fremdrift i projekterne sikre:
-
Tidlig involvering af lodsejere, så vi sikrer medspil i projekterne
-
Konkrete målinger af kvælstofudledninger, så vi laver de mest effektive projekter, sikrer medspil fra lodsejerne og kan dokumentere resultaterne.
-
Frederikssund Kommune medvirker til opkøb af arealer i både private og offentlige jord-fonde, som kan gøre det nemmere at løse ombytning af arealer i forbindelse nye vådområder, lavbundprojekter og skovrejsning.
-
Frederikssund Kommune skal medvirke aktivt til at lægge pres på Christiansborg for at stoppe muslingeskrab i Isefjorden hurtigst muligt.
Kystsikring
Frederikssund Kommune skal medvirke kystsikring i to spor:
-
Vi skal prioritere flere ressource til at drive kommunale fællesprojekter for lokale digeløsninger.
-
Frederikssund Kommune skal arbejde aktivt for en regional kystsikringsløsning for Isefjorden og Roskilde Fjord. Det kræver, at vi holder tæt kontakt til de øvrige fjordkommuner og at vi lægger pres på Christiansborg for at staten spiller en mere aktiv rolle i større regionale kystsikringsløsninger.
Fjordene er hjertet i kommunen
Frederikssund kommune har to fjorde og tre fjordbreder. Derfor bør fortællingen om den blå-grønne kommune være et centralt pejlemærke i kommunens beslutninger og strategier. Mere konkret handler det om at understøtte havnenes udvikling samt at udvikle de forskellige maritime muligheder. Radikale Venstre ønsker både at fremme det maritime center i Frederikssund og sikre, at de små havne i Hornsherred har de nødvendige faciliteter til liv på havnen. Derudover vil Radikale Venstre arbejde for at adgangen til Isefjorden forbedres for små fartøjer som kajakker, kitesurfere og paddleboards.
Maritimt center og de små havne
Det nye Maritime Center i Frederikssund skal være et foreningsmæssigt omdrejningspunkt, som leverer nogle af de bedste faciliteter i landet. Frederikssund Sejlklub, Junior søsportscenteret, Roklubben, Søspejderne og Ungdomsskolen skal alle kunne få glæde af centeret.
Vi skal fastholde processen så både basisprojektet og visionsprojektet kan realiseres.
Vi skal fortsætte udviklingen med mindre havne i Hornsherred og adgang til vandet for mindre vandaktiviteter i Isefjorden.
Arbejdspladser og Erhverv
En attraktiv erhvervskommune
Frederikssund skal tiltrække og fastholde virksomheder. Med vores geografiske placering og den kommende motorvej gør vi det lettere at drive virksomhed her og skaber flere lokale arbejdspladser. Erhvervsudvikling, beskæftigelsesindsats og bosætningsstrategi skal spille sammen, så virksomheder kan rekruttere, og borgere kan bo og arbejde lokalt.
Vi prioriterer udvikling af ledige erhvervsarealer særligt omkring Vinge Nord og motorvejen med hurtige, gennemskuelige processer for etablering og udvidelse.
Campus og uddannelser
Campusstrategien er en central brik i at fastholde og tiltrække elever og skabe et stærkt uddannelsesmiljø for alle unge i Frederikssund Kommune. Campusområdet giver rammerne for både faglig udvikling og et levende ungdomsmiljø.
Samarbejdet mellem folkeskoler, ungdomsuddannelser, erhvervsliv og kommune er afgørende, hvis vi skal sikre de dygtige medarbejdere, som virksomhederne har brug for – og samtidig få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.
Ungelivet på Campus skal omfattes af en helhedsplan, der gør ungelivet sammenhængende på tværs af ungdomsuddannelserne. F.eks. med en Unge-café i stil med Kosmos men med større fokus på studiearbejdspladser til projekt-arbejde og lektie-café.
Den attraktive arbejdsplads
Frederikssund kommune er kommunens største arbejdsplads. Det kræver at løbende og særligt fokus på, hvordan vi skaber en god arbejdsplads. Hoved-MED (medarbejderudvalg) har derfor sammen med kommunen og byrådet igangsat processen om “Attraktiv arbejdsplads.” En helt central udfordring er at rekruttere kvalificeret medarbejdere på de store velfærdsområder.
Frederikssund kommune har en meget høj andel af lærer uden læreruddannelse. Dette er en udfordring, fordi uddannelse og kvalificering er en forudsætning for at løse opgaven med kvalitet. Derfor ønsker Radikale Venstre, at vi bredt har ambitioner for lærernes uddannelsesniveau, og at vi løbende opkvalificerer kommunens medarbejdere.
I løbet af de seneste par år har snakket handlet om at øge antallet af hænder i ældreplejen, daginstitutioner og skoler, men det mindst lige så vigtigt, at vi begynder at tale om kvaliteten af disse hænde. Både børn og ældre har brug for at møde medarbejderne, som har den fornødne faglige viden indenfor sit område. En fagligt velfunderet medarbejder er generelt også en mere tilfreds medarbejder. Opkvalificering af medarbejdere, som ikke er uddannet til det job de udfører er en stor gevinst på flere områder:
- Højere kvalitet
- Mere arbejdsglæde
- Bedre fastholdelse af medarbejdere
Integration
Radikale Venstre ønsker oprettelse af et integrationsråd med inspiration fra bl.a. Holbæk Kommune.
Integrationsrådet skal
-
Medvirke til, at kommunens integrationsindsats er effektiv og sammenhængende
-
Bidrage til at fremme lige muligheder for borgere med anden etnisk baggrund end dansk
-
Medvirke til at styrke dialogen mellem alle borgere i kommunen – uanset oprindelse
-
Medvirke til at forankre dialog og integration via frivillighed og foreningsliv
Ældre- og socialområdet
Radikale Venstre have øget fokus på velfærdsteknologi, som f.eks. iPadmøde, hjælpemidler til hygiejne. Vi skal vide hvilke hjælpemidler, som giver mening for kommunens ældre og hvilke som ikke gør det.
Vi skal have en indsats for forebyggende ”træning” og hjælp til, at ældre kan klare sig bedst og længst muligt i eget hjem.
Begrebet ”ældrebyrde” skal vendes til en ”ældrestyrke”. Vi skal være bedre til at understøtte og ”udnytte” stærke ældre, som f.eks. kan være et stort aktiv i foreningslivet.
Borgerne skal have det frie valg af plejehjem, og derfor skal vi bakke op om det private initiativ. Vi skal samtidig sikre at serviceniveauet på de kommunale plejehjem opretholdes.
Den øgede kapacitet af plejehjemspladser kan muligvis føre til en reduktion i antallet af pladser på offentlige plejehjem, når private plejehjem tiltrækker en andel brugerne, men den samlede kapacitet skal øges.
Den radikale liste til KV25
-
Thomas Hansen (Spidskandidat ved KV25) fra Frederikssund
- Søren Weimann fra Tørslev
- Maria Katarina Nielsen fra Vinge
- Kjartan Witt fra Frederikssund
- Asbjørn Laurberg fra Frederikssund
- Kim Bromberg fra Jægerspris
- Thomas Sander Hansen fra Græse Bakkeby
Kontakt
sawei@frederikssund.dk