
Ny folketingskandidat for Radikale Venstre klar til valgkamp i Skanderborg
Radikale Venstre i Skanderborg stiller med en ny, men erfaren kandidat til det kommende folketingsvalg. 37-årige Anne Sophie Callesen, tidligere medlem af Folketinget for partiet i perioden 2019-2022, har valgt at skifte Aarhus ud med Skanderborgkredsen og er nu klar til at tage hul på valgkampen.
Anne Sophie Callesen er i dag ansat i Red Barnet og mor til tre børn. Hun bringer både politisk erfaring og personligt engagement i den kommende generation med ind i valgkampen – med særligt fokus på kvinders sundhed, børns trivsel og en ambitiøs grøn dagsorden.
”Jeg glæder mig enormt meget til at komme ud og møde vælgerne i Skanderborg og tale om, hvad der optager dem. Vi står overfor et skæbnevalg. Det er tid til at prioritere og tage et ansvar - både for den natur, vi overlader til vores børn og for det samfund, vi lever i sammen,” siger Anne Sophie Callesen.
Bedre sundhed for kvinder
I 2024 var Callesen medstifter af den tværpolitiske bevægelse Alliancen for Kvinders Sundhed, der arbejder for øget forskning og bedre behandling målrettet kvinders sundhed. Bevægelsen har allerede været med til at sikre vedtagelsen af et nationalt forskningscenter, som åbner i 2026.
”Kvinders sundhed er markant og systematisk underprioriteret. Alt for ofte bliver kvinders smerter og symptomer undervurderet eller misforstået. Det gælder alt fra menstruationssmerter og graviditetstab til gener i overgangsalderen. Vi skal have mere forskning, opdateret viden og et sundhedsvæsen, der møder kvinder med respekt og forståelse,” siger hun.
Grøn oprustning – ikke kun militært
Den grønne dagsorden står også centralt i hendes kandidatur.
”Verden står i brand, og sikkerhedspolitik af gode grunde meget fylder meget. Men vi skal huske, at klimaet er vor tids største udfordring. For naturen venter ikke på fred – den kræver handling nu. Vi skylder vores børn at gøre os uafhængige af kul, olie og gas, beskytte biodiversiteten og tage ansvar for klimaet,” siger Anne Sophie Callesen.
Med kombinationen af politisk erfaring, tværpolitisk samarbejdsevner og et stærkt personligt engagement går hun ind i valgkampen med ambitionen om at skabe konkrete forandringer for både børnene, naturen og kvinders sundhed.
”Der er meget på spil - både for mig og for Radikale Venstre. Men først og fremmest for den kommende generation. Jeg håber, at vælgerne i Skanderborg vil være med til at sætte dem forrest.”

Radikale Venstre melder klar til kommunalvalg 2025
”Hvis en stærk liste er udtryk for, at man har kandidater fra hele kommunen, der er dedikerede og brænder for deres kommune, og samtidig har en liste der repræsenterer erfaring såvel som nye kræfter, ja, så er der ingen tvivl om, at vi står med et rigtig stærkt hold”. Sådan lyder det fra Brian Aagaard Nielsen, der er forperson for Radikale Venstre Skanderborg, i kølvandet på partiets opstillingsmøde.
Anne Heeager, der sidder i Børne- og Ungdomsudvalget samt Økonomi- og Erhvervsudvalget og har repræsenteret Radikale Venstre i Byrådet siden 2018, og som herudover er Landsforperson for Radikale Venstre, er valgt som partiets spidskandidat.
”Anne er en fantastisk kandidat for os. Hun kæmper om nogen i byrådet for rammevilkårene for vores børn og unge, har et glødende hjerte for kultur og idrætsliv og er samtidig stålfast på, at vi skal tage de rigtige og vigtige skridt kommunalt i forhold til at sikre grøn omstilling. Herudover hæfter vi os naturligvis ved, at det ikke kun er os internt i partiet, der er glade for Anne. Ved det foregående valg var hun den kandidat til byrådet, der fik flest stemmer efter borgmesteren, og det siger jo en hel del om, at der også i befolkningen er stor tilfredshed med Annes indsats i byrådet og i lokalsamfundet i det hele taget, udtaler Brian Aagaard Nielsen.
Udover valget af Anne Heeager har partiet valgt 10 kandidater, bl.a. Kristian Kilt fra i Stjær, Kristian Risager Larsen fra Skovby, Ole Drøgemüller som er nuværende byrådsmedlem fra Galten, Katja Hilles fra Ry og Rene Bargisen fra Skanderborg. Ser man på den samlede radikale liste på 11 personer, er der også kandidater fra Ry, Alken og Hørning.
Den radikale liste kan blive suppleret frem mod valget og målet er klart at oppebære de tre pladser i Byrådet, som Radikale Venstre har i dag. ”Som minimum”, smiler den lokale partiformand, ”vi er så klar på det valg, for vi ved, hvor meget der er brug for vores stemmer i byrådet”.
I de kommende måneder vil partiet indgå drøftelser med byrådets øvrige partier i forhold til indgåelse af valgforbund og eventuelt øvrigt samarbejde frem mod valget. ”For os handler det her naturligvis om at få så meget af vores politik igennem, og derfor går vi efter et samarbejde, hvor vi kan forpligte hinanden på et løft af den kommunale indsats for vores børn og unge, et stærkt fokus på vores kultur og idrætsliv og mere fart på den grønne omstilling. “Det er egentlig ganske simpelt”, slutter Brian Aagaard Nielsen.
Februar 2025

Glæde i den radikale byrådsgruppe
I dag fredag den 13 september har Ole Drøgemüller meldt sig ind hos de Radikale. Efter grundige overvejelser og et hyggeligt morgenmøde udtaler Ole: ”Jeg har hele tiden sagt, at hvis der blev prioriteret midler til den nordlige del af kommunen, så ville jeg gerne igen indgå i et politisk parti. Og med de 50 mio. kr. som byrådet har afsat til fritids- og kulturfaciliteter i nord, synes jeg, at det er lykkes at opnå det, jeg har kæmpet for. Derfor har jeg har her fredag morgen haft et møde med Radikale Venstre, og efterfølgende har jeg meldt mig ind i partiet.”
Dette skaber glæde bredt i den radikale gruppe. ” Det glæder mig meget, at Ole har valgt radikale som nyt politisk ståsted. Jeg har kendt Ole og arbejdet sammen med ham, snart i en menneskealder. Både i lokalpolitik, men også fagligt i Landsforeningen Ungdomsringen, hvor vi tidligere har været meget aktive. Derfor er det glædeligt, at han forhåbentlig også efter næste valg kan bære den radikale fakkel videre i Galten, hvor vi begge bor”, siger byrådsmedlem og gruppeformand Tage Nielsen
”Det er altid en glæde, når man som forperson for Kommunen foreningen får melding om, at et nyt medlem har meldt sig ind i det parti, man kæmper for,” udtaler forperson for de Radikale i Skanderborg Brian Aagaard Nielsen og tilføjer ”at det er et siddende byrådsmedlem, der ønsker at blive medlem, gør bare glæden endnu større. For det siger noget om det arbejde vores byrådsmedlemmer i forvejen laver, det bliver kun sjovere at stå bag, når vi nu får 3 medlemmer af byrådet i Skanderborg Kommune.”
Om bevæggrunden for hvorfor Ole Drøgemüller melder sig ind hos de radikale, siger han: ”Jeg er uddannet pædagog, og har hele mit liv arbejdet på børne- og ungeområdet bl.a. mange år på folkeskoler og daginstitutioner. Det er svært at finde et parti, som mere markant end de radikale vil forbedre forholdene for børn og unge. Det har spillet væsentlig ind på mit valg. Samtidig har jeg fulgt og haft et parløb med de radikales nuværende byrådsmedlem fra Galten, Tage Nielsen, gennem nu mere end 40 år – det har bestemt også spillet positivt ind på min beslutning. I hvert fald er jeg glad for den positive modtagelse jeg har fået fra både Anne og Tage. Og så vil det nok også glæde min 87 årige mor, der bor i Ølgod, og som har været radikal hele livet” slutter Ole Drøgemüller med et smil på læben.”
September 2024
Byrådsmedlemmer 2025-2028
Bestyrelsen

Nielsen

A. Kristensen

Schou

Bagisen


