“Teknologi har et stort potentiale, hvis vi bruger det rigtigt. Skærme og teknologi fylder i dag for meget hos børnene, og for lidt på kommunekontoret. Dét vil jeg gerne ændre.”
Flere bøger og færre skærme i skolerne
- Som forælder forsøger jeg indædt at begrænse mine børns skærmtid, så jeg synes det er ærgerligt, at deres skolegang i så høj grad skal foregå på en skærm.
- Flere skoler introducerer tidligt skærme som en central af undervisningen, og flere elever oplever også at der sættes film på i frikvarteret.
- Uden at være bagstræberisk synes jeg, at vi skal tude indrømme at her var det måske bedre i gamle dage. Jeg vil kæmpe for mere analoge skoler med flere bøger fremfor tablets.
- Jeg støtter regler for brug af telefoner og ønsker kommunale retningslinjer for skærme. Både i undervisningen, hvor jeg mener, skærmene skal introduceres så sent som muligt, og i frikvartererne.
- Skolerne skal desuden generelt styrkes med flere økonomiske midler, så der skabes mulighed for at have 2 voksne i læringsrummet for alle børn i indskoling og i alle klasser med behov herfor.
Nærvær til de små forebygger mistrivsel
- Mistrivsel blandt unge er et kæmpe problem, som vi kommunalpolitisk kan gøre mere ved.
- Der er for mange børn der oplever, at de ikke passer ind i de rammer deres hverdag fungerer under. Det påvirker hele familien (og samfundsøkonomien) når børn rammes af massiv mistrivsel. Det er ikke godt nok.
- Hvis vi virkelig vil forebygge mistrivsel blandt børn og unge, skal vi starte tidligt. De første år i daginstitutionerne er afgørende – det ved både forskningen og de fleste forældre. Derfor mener jeg, at Rudersdal Kommune skal hæve ambitionsniveauet for daginstitutioner.
- For det første skal vi sikre, at der normeringen i dagtilbud er gode og at der er uddannet personale nok. Jeg vil kæmpe for, at dette bliver prioriteret økonomisk og får øget fokus. Det er svært at finde uddannet personale til ledige stillinger, så vi må tænke ud af boksen og som minimum sikre, at Rudersdal kommune har lige så gode vilkår som de omkringliggende kommuner.
- Derudover skal det pædagogiske personale have adgang til ressourcer, når der er bekymring for et barn. PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) spiller en nøglerolle, men i dag er ventetider og begrænsede muligheder en barriere. Det hjælper ikke, hvis PPR kan pege på problemerne, men ikke har ressourcerne til at igangsætte de tiltag, der kan hjælpe.
Mere teknologi til kommunekontoret og den grønne omstilling
- Jeg vil være den stemme i Rudersdal, der tør sige det højt: Vores velfærd overlever ikke uden teknologi. Vi er som kommune derfor nødt til at være ambitiøse og have en innovativ tilgang til teknologi, hvis vi skal imødekomme alle de velfærdsudfordringer, vi står overfor.
- Kommuner er økonomisk pressede. Også her i Rudersdal. Der er ofte ikke ressourcer nok til at prioritere alle de områder, som er vigtige. Derfor handler diskussionen ofte om hvilke velfærdsområder er vigtigst. Men udfordringen er, at der er få områder der ikke er vigtige.
- Vi kan ikke effektivisere de varme hænder, men vi kan blive bedre til at frigøre dem. Det er derfor afgørende, at Rudersdal kommune tør være positive over for at bruge teknologi.
- Administration er et oplagt sted at starte. Hjemmehjælperen skal bruge sin tid på at tale med den ældre, ikke på at udfylde skemaer.
- I den grønne omstilling er teknologi oplagt og en forudsætning for at nå i mål. Digitale sensorer og smart styring kan forbedre energiforbruget på skoler og kommunale bygninger. Teknologi er også oplagt til at gøre affaldssortering bedre og lettere for den enkelte.
- Men vi skal også på sigt turde gå længere og turde tænke teknologi ind i velfærds-opgaverne. Vi skal turde afprøve, om teknologi kan opdage elever i risiko for skolevægring. Eller systematisk vurdere, om nogle ældre borgere kan have gavn af skærmbesøg. Det er den eneste måde vi kan fremtidssikre et højt niveau af velfærd og frigøre varme hænder til de opgaver, der kræver tid, nærvær og menneskelig kontakt.
Om mig
- Vokset op og hjemvendt til kommunen. Jeg er født og opvokset i Holte, og min barndom blev mest brugt i gymnastiksalen på Vedbæk skole, hvor jeg gik til springgymnastik. I min ungdom brugte jeg mest tid på Nærum gymnasium, inden turen gik til København og det store udland. Nu er jeg flyttet tilbage til kommunen og bor med min familie i Bistrup.
- Uddannet i offentlig administration. Jeg har læst min bachelor i International Business and Politics på CBS, og jeg har en kandidat fra London School of Economics i offentlig administration.
- Arbejder med teknologi i den offentlige sektor. Jeg arbejder til daglig med, hvordan offentlige myndigheder kan bruge data, digitalisering og teknologi til at forbedre kvalitet og øge effektivitet. Jeg har særligt arbejdet meget med brug af kunstig intelligens i kommuner og regioner. Det er derfor et emne jeg ved meget om og brænder for.
- Mor-type, der godt kan lide sport. Jeg har to børn, Hannah på fire og Sally på ni måneder, der tager meget af min fritid 😊 Den resterende tid kan jeg godt lide at bruge på at cykle eller løbe en tur i skoven, og så hører jeg utroligt mange podcasts om alt fra teknologi, finans, grøn omstilling og underholdning. Derudover er min store guilty pleasure at læse dårlige krimier.