En god kommune
Furesø er en dejlig kommune. Vi er beriget af en unik natur, gode skoler, fantastiske foreninger, et rigt handelsliv og indbyggere, som er mere glade for deres kommune end i andre kommuner. Men vi er også plaget af motorvejsstøjen, som skærer sig igennem vores kommune. Den håber jeg at kunne være med til at sætte en endelig stopper for.
Mine mærkesager
Det gode børneliv
For mig er det vigtigt at vi skaber gode rammer for daginstitutioner, skoler, fritidshjem og klubberne. Både de offentlige og de private. Vi skal sikre flere pædagoger i daginstitutionerne, så vores minimumsnormeringer følger anbefalingen fra BUPL.
Motorvejen skal støjdæmpes
Støj er et kæmpe problem i Furesø, og vi skal have gjort noget ved det. Det arbejde har jeg valgt at stille mig i front for. Støjen øges i øjeblikket for hvert år der går. Det er ikke holdbart.
Mere og bedre natur
Vi skal i Furesø give mere plads til vild natur og biodiversitet. Vi skal sikre store sammenhængende naturområder, hvor naturen får lov til at komme først, og mennesket godt må komme på besøg – men det skal ske på naturens præmisser.
Rene søer
Furesøen var engang Danmarks reneste sø. I dag bliver den og Farum Sø ved større regnskyl fyldt op med store mængder spildevand. Det er simpelthen ikke ordentligt, og vi skal have styr på det nu.
Doktorens bugt
Om mig
Jeg er 44 år, tilflytter til Furesø i 2015 efter at have boet i København i en årrække. Stammer fra Lolland hvor jeg er født og opvokset. Jeg er far til tre børn, der alle går i folkeskolen og er gift med Cecilie.
Da vi skulle flytte fra København, ledte vi godt og grundigt efter et godt sted at bo. Det var væsentligt for os, at det var tæt på byen, men samtidig også i naturskønne omgivelser. Derudover vægtede det højt at der var et stærkt forenings- og fritidsliv. Ikke mindst for vores børn.
Vi er blevet meget glade for vores valg. Furesø har fantastiske rammer til det gode liv. Det sætter jeg stor pris på, og vil gerne være med til at udvikle i fremtiden.
Jeg er uddannet lærer og har arbejdet 10 år i folkeskolen. Derefter har jeg været redaktør hos Clio Online i et par år, hvor jeg skabte en undervisningsplatform til musikundervisning for grundskolen. I dag arbejdet jeg som projektleder for Dansk Sang, Musiklærerforeningens forlag. Her arbejder jeg primært med digitalt undervisningsmateriale til musikundervisningen og forretningsudvikling af forlaget og projektleder Skolernes Sangdag, som Musiklærerforeningen, Dansk Sang og DR laver sammen.
Jeg har siddet i byrådet siden 2022, hvor jeg især har arbejdet med dagtilbud og skole samt natur og klima. Det er de fagudvalg, jeg har siddet i.

