Hvorfor stiller jeg op?
Jeg stiller først og fremmest op for Radikale Venstre, fordi jeg identificerer mig med partiets socialliberale, grønne og humanistiske grundprincipper.
Det er udgangspunktet for min tilgang til hverdagen, og det er min tilgang til det politiske arbejde. Dernæst stiller jeg op fordi jeg mener der bør være flere kvinder i byrådet, og fordi jeg tror jeg kan bidrage til en langt bedre tone og samarbejde i byrådet.
Om mig
Til daglig er jeg ansat i Grundfos Fonden (Poul Due Jensens Fond), hvor jeg er sekretariatets schweizerkniv inden for kommunikation og events (CV her).
Jeg har tre børn, hvoraf de to har færdiggjort folkeskolen på vores lokale skole i Stevnstrup og nu er i gang med en ungdomsuddannelse. For mig er folkeskolen et aktivt tilvalg, og som vi er glade for at have. Gode skoler og daginstitutioner er afgørende for bosætning, og vi vil investere i at gøre folkeskolerne bedre.
Hele Danmark mangler dygtige lærere og pædagoger, og vi vil have en folkeskole som tiltrækker og fastholder de dygtige ildsjæle. Jeg ønsker at give mere beslutningskraft til skolerne frem for centralisering, så forældrebestyrelser, ledelse og ansatte selv kan tilrettelægge skoledagen og året. Det giver mere ejerskab og engagement, og forhåbentlig styrker det også trivslen blandt vores elever. Radikale går stærkt ind for at alle skoler skal tilbyde skolemad, og arbejder for at der kommer statslig finansiering til dette.
