“Stem på omsorg og klimamod.
Vi skal turde at have omsorg for vores miljø, vores ældre, vores børn og vores kulturliv. Vi skal gribe fremtiden og værne om vores danske værdier, om et grønt miljø, om demokrati og om medmenneskelighed. Det er langt billigere at løse klimaudfordringerne og børn og unges trivselsproblemer nu, end at udsætte det og betale prisen senere.
”
En stemme på mig, er en stemme på:
KLIMAMOD
Mod til at få det grønne og biodiverse ind i alle kommunale beslutninger. Mod til at få sagt fra for beslutninger, der trækker os væk fra den grønne omstilling.
Vi skal være klimamotiverede. Vi skal lave klimatiltag samt beskytte og udvide vores natur og grønne områder. En stemme på mig er derfor en stemme på en vedvarende og ambitiøs klimaindsats.
Vi skal:
- Fortsætte udbygningen af Nivå Engfjord. Odderen skal tilbage.
- Mere skovrejsning og sikre uforstyrrede naturområder.
- Sikre mere genbrug og økologi i kommunen.
- Cykelstier mellem alle bysamfund.
- Have naturens stemme i alle beslutninger. Derfor forpligter jeg mig til at tage en stol med til naturen til alle møder.
OMSORG
Omsorg for kulturlivet, ældre samt unge og børn. For mange unge og børn trives ikke. Det kræver, at man støtter op om blandt andet det specialiserede område og styrker det med faglighed og penge. Det kan betale sig. For alle børn og unge. Man skal trives, når man er barn og går i skole i Fredensborg Kommune. Vi skal derudover sikre, at man kan få et værdigt liv som ældre - uanset om man er hjemme eller på plejehjem.
En stemme på mig, er en stemme på en, der satser på omsorgen i Fredensborg Kommune.
Vi skal:
- Sikre større indsatser til udsatte børn.
- Have flere ressourcer og frihed til folkeskolerne.
- Have flere varme hænder i institutionerne - reelle normeringer i daginstitutionerne og 70% uddannede pædagoger.
- Opkvalificering i SFO’erne, så leg, trivsel og udvikling også sker om eftermiddagen.
- Sørge for varm frisklavet mad til alle ældre borgere.
- Bevare vores rige kulturliv, bl.a. ved fx at bevare tilskuddet til Nivaagaard Malerisamling.
- Omdanne dele af Fredensborg Museum til fælles kunsthus, så alle borgere i kommunen kan udstille.

Klima, børn og kultur - Bettina Bové fra Fredensborg KV21
Hvem er jeg?
Jeg sidder i byrådet i anden valgperiode, hvor jeg i løbet af den tid har kæmpet for mine værdier som bl.a. næstformand i Social- og Sundhedsudvalget, næstformand for Udvalget for Natur, Miljø og Bæredygtig udvikling, næstformand i Klimarådet og medlem af Børne- og Skoleudvalget samt Kulturudvalget. Efter at have siddet i byrådet i to perioder, synes jeg ikke, at jeg er færdig med at kæmpe for alle mine mærkesager. Der er stadig masser af arbejde tilbage.
Jeg har arbejdet og boet i Fredensborg Kommune i over 20 år. Når jeg ikke er i byrådet, arbejder jeg på en specialskole i Fredensborg Kommune som lærer og familieterapeut. Jeg har en mand, tre børn og en rød hund, der hedder Yrsa.