Dan Kreutzfeldt

Kandidat til Borgerrepræsentationen
Københavns Kommune

Dan Kreutzfeldt

Dan Kreutzfeldt bor på Stærevej i Nordvest, hvor han gennem mange år har engageret sig som en aktiv og idérig borger i lokalsamfundet. Han er kendt som en ildsjæl, der bruger store dele af sin fritid på frivilligt arbejde til gavn for fællesskabet.

Gennem tiden har Dan været med til at starte byhaver, arrangere borgermøder, folkekøkkener og Nordvest Festival. Han har desuden stået bag en klassisk musikalsk julekalender med 24 koncerter i december måned.

Når han ikke er ude og skabe liv i kvarteret, arbejder han som næstformand i Bispebjerg Lokaludvalg og som repræsentant for HRV. Han er også konstitueret formand for bestyrelsen på Herberget på Hillerødgade, hvor han kæmper for bedre forhold for gadens folk.

Mærkesager

Nordvest i fokus

Nordvest skal prioriteres – både når det gælder boliger, grønne byrum og trygge gader.

Flere familieboliger: Mange børnefamilier flytter ud af byen, fordi der mangler boliger, de har råd til og plads i. Dan ønsker at ændre det ved at sikre flere familievenlige boliger i Nordvest, hvor der i dag er alt for mange små lejligheder.

Grønnere byrum: Nordvest skal ikke stå bagerst i køen, når der uddeles midler fra byens grønne puljer. Dan foreslår en særlig pulje målrettet Nordvest, så bydelen kan få flere træer, grønne gader og fælles byrum.

Omsorg for gadens folk: Ingen skal tvinges til at sove på gaden om vinteren. Dan vil arbejde for flere skæve boliger og sikre, at der er varme sovepladser nok til alle – med respekt og værdighed for dem, der lever på kanten.

Bedre plads på cykelstien

Cykelstierne er blevet for smalle til både pendlere og hverdagscyklister. Dan foreslår en grøn fast-track linje, hvor hurtige cyklister kan køre i eget spor, så der bliver plads og ro til alle.

Træer op – Metro ned

Når byen bliver varmere, skal træer være en naturlig del af løsningen. De renser luften og skaber skygge. Samtidig skal metroen udvides, så områder som Nordvest og Brønshøj endelig får direkte adgang til Københavns kollektive net. Dan vil arbejde for, at ingen bydele glemmes, når metroen udbygges.