Hvem er jeg?
Jeg hedder Helena Tjørnelund Christensen, er 32 år og bor i Roskilde sammen med min partner. Jeg er opvokset i Viby Sjælland, er læge, har læst i Aarhus og har boet og arbejdet i stort set hele Danmark – fra Nord- og Midtjylland til Sjælland og Hovedstaden. Det har givet mig et bredt og jordnært kendskab til mennesker og til de mange forskellige liv, vi lever.
Jeg er udadvendt, nysgerrig og nem at komme i snak med. Jeg tror på ordentlighed og på at gøre det, man siger. Mit hjerte banker for hele mennesket – og særligt for, at psykiatrien skal fungere bedre, med mere sammenhæng, færre skift og mere tryghed i mødet med systemet. Jeg er veganer og tror grundlæggende på frisind, fællesskab og respekt for forskellighed.
Jeg er i øjeblikket fuldtidssygemeldt med senfølger efter en hjernerystelse. Hvis jeg bliver valgt, kan jeg derfor ikke varetage folketingsarbejdet med det samme. I den periode vil en suppleant fra Radikale Venstre træde ind, indtil jeg er rask.
Når jeg har overskud, laver jeg papirblomster af crepepapir.
Mine mærkesager
Forebyggelse frem for alt
Jeg tror på, at vi skal handle, før problemerne vokser sig store – både for dig og mig og for samfundets økonomi. I dag bruger vi enorme summer på at rydde op efter problemer, vi godt vidste ville komme. Det er ikke ansvarligt.
Alt for ofte bliver forebyggelse valgt fra, fordi det i praksis ikke altid kan betale sig. Regningen ligger ét sted, mens gevinsten havner et andet.
Derfor vil jeg prioritere forebyggelse konsekvent og målrettet:
- Samlet national klima- og miljøsikring: Vi skal handle, før vandet står i stuen og giften er i drikkevandet. Lokalt hvor vi kan, men med en samlet national plan dér, hvor opgaven er for stor og går på tværs.
- Sundhed i tide: Al tandlægebehandling skal være gratis, og økonomi må ikke afgøre, om man kan få hjælp til vægttab, før det ender i blodpropper eller førtidspension.
- Investeringer i børn og uddannelse: Vi skal sætte ind tidligt, før mistrivsel bliver til frafald.
Forebyggelse er ikke kedeligt. Det er sund fornuft, ansvarlighed – og god økonomi, når vi indretter tingene rigtigt.
Når det er alvorligt, skal vi turde prioritere
Alt er ikke lige alvorligt. Hvis vi ikke prioriterer bevidst, ender tilfældighederne med at gøre det for os – og det går altid ud over dem, der har mest brug for hjælp. Sygdomme som skizofreni og bipolar lidelse er blandt de mest indgribende, vi kender. De forkorter livet markant – i gennemsnit med 10–20 år – og rammer ikke kun den enkelte, men hele familien. De må ikke stå i kø bag mildere lidelser.
Derfor vil jeg arbejde for:
- En differentieret behandlingsgaranti: De mest alvorlige sygdomme skal behandles først.
- Stærkere specialiserede tilbud: Mennesker med svær psykisk sygdom har brug for målrettet og fagligt stærk hjælp – ikke standardløsninger.
- Sammenhæng i indsatsen: Overgangen fra indlæggelse til hverdagsliv skal være enkel og tryg, med færre skift og kendte ansigter – så mennesker ikke tabes i et uoverskueligt system
Et samfund viser sit værd, når mennesker er mest sårbare. Vi har et ansvar for at passe på hinanden.
Ansvar, der kan mærkes i hverdagen
Det skal være let for dig og mig at træffe de valg, der gavner os selv, hinanden og naturen – uanset pengepung. Og det er ikke den enkelte, der skal stå alene med regningen for fælles infrastruktur eller andres forurening.
Når vi løfter i flok, skal ansvaret følge med.
- Kritisk infrastruktur er et fælles ansvar: Elnettet er en basal ydelse på linje med vejnettet. Det må ikke afhænge af, hvor man bor. Prisen skal være den samme, fordi vi løfter infrastrukturen sammen.
- Det sunde valg skal være det lette valg: Momsen på frugt og grønt skal sænkes, så det kan mærkes direkte på kvitteringen. Sundhed må ikke være et spørgsmål om penge.
- Forureneren skal betale: Der skal indføres systematiske oprydningstogter og obligatorisk mærkning af fiskenet. Mister man sit udstyr, skal ansvaret og regningen følge med, så plastik og net bringes helt i land. Vi skal bruge fællesskabets midler klogt – så det bliver nemmere at gøre det rigtige, og så ansvaret placeres dér, hvor det hører hjemme.
