Jeg stiller op til Køge Byråd for at skabe et bedre Ejby med konkrete forslag.
Mine mærkesager
Herunder har jeg samlet 3 konkrete forslag til en bedre hverdag og festligere weekend. Her i Ejby og i resten af kommunens landsbyer.
Stabile og forudsigelige rammer for vuggestuer, børnehaver og skoler
Køge Kommune skal prioritere stabilitet og tryghed for vores børn og pædagoger. De seneste års udfordringer med ledelsesmangel og ustabile børnetal har skabt uro, især i Ejby. Jeg vil arbejde for, at alle institutioner har en klar pædagogisk retning, så forældre og personale ved, hvad de kan forvente. Derudover skal vi have en handlingsplan for langvarig sygdom eller fravær af nøglepersoner, f.eks. institutionsleder. Busordningen i Vestergården bør udvides med en ekstra bus, så ordnigen kan afhjælpe udsving i børnetal langt mere robust, end hvad vi har set i Ejby. En udvidet busordning vil sikre at flere børn kommer på gode ture og at børnene får en tryg og forudsigelig hverdag, uanset hvor de bor i kommunen.
Sikre og attraktive landsbyer med plads til fællesskab
Ejby har stort potentiale for at blive endnu mere levende og attraktiv. Ved at skabe hyggelige byrum med et torv ved Spar og Netto, kan vi styrke fællesskabet og tiltrække flere besøgende. Jeg vil arbejde for at understøtte lokale initiativer, såsom caféer og udeservering, der skaber liv og samvær. Landdistriktspuljen kan være med til at finansiere projektet, som bør fungere som pilotprojekt i forhold til at sikre liv og muligheder i landsbyerne i kommunen.
Trygge veje og cykelstier for alle
Sikre cykel- og gangstier er afgørende for, at alle kan færdes trygt i kommunen. Jeg mener vi bør skabe et netværk, der forbinder landsbyer, skoler og naturområder, så familier og motionister kan bevæge sig sikkert. En helhedsplan, opdelt i mindre etaper, kan sikre, at vi hele tiden kommer tættere på målet – også når budgettet er stramt. Selv 2km cykelsti kan skabe store forbedringer. Trygge stier giver flere mulighed for at vælge cykel og gåben. Det er godt for både vores sundhed, pengepung og livskvalitet.
