Når frihed bliver et regneark
“Pengene skal følge borgeren,” siger Liberal Alliance.
Det lyder både fornuftigt og frit – og på overfladen svært at være uenig i. For hvem ønsker ikke, at borgerne får mere indflydelse og flere valgmuligheder?
Men spørgsmålet er, hvad der sker, når den tanke møder virkeligheden.
For mennesker er ikke ens.
Nogle børn har brug for mere støtte i skolen, nogle ældre har brug for mere pleje, og nogle borgere har brug for længere tid til at komme sig.
Hvis pengene blot følger borgeren som en fast sum, uden at tage højde for forskelle i behov, risikerer vi, at lighed bliver reduceret til enshed.
I praksis betyder det også, at private aktører hurtigt kan komme på banen – for dem, der har råd til at betale lidt ekstra.
Det kan give valgmuligheder, ja, men det skaber også risiko for, at fællesskabets tilbud bliver udvandet.
Når de, der kan betale, køber sig til mere, står resten tilbage med mindre.
Og så bevæger vi os stille og roligt væk fra den balance, som det danske velfærdssystem bygger på.
Jeg tror på frihed – men også på ansvar. På, at vi kan skabe et system, hvor borgerne kan vælge, men hvor kvaliteten er høj, uanset hvad man vælger. Hvor pengene følger behovet, ikke bare personen.
For velfærd handler i sidste ende om tillid – ikke kontrol. Tillid til, at vi hjælper hinanden, når livet rammer skævt.
Og det burde være et fælles projekt, ikke et individuelt regnestykke.
Lars Lindgaard-Jensen
Jeg er 59 år og bor i Snekkersten med min hustru Betina. Sammen har vi fire børn og fire dejlige børnebørn. Jeg er optiker og har drevet Brilleriet i Espergærde i 18 år – og ved derfor, hvad det vil sige at drive virksomhed og skabe lokale arbejdspladser.
Jeg stiller op til byrådet ved KV25, fordi jeg vil være med dér, hvor beslutningerne bliver taget. Jeg vil arbejde for, at Helsingør bliver den bedste kommune at være borger i – og at drive virksomhed i.
Vi skal være foregangskommune i den grønne omstilling, tage hånd om de unge, der har det svært, og skabe
trygge rammer for både borgere og erhvervsliv. Jeg tror på samarbejde, fællesskab og bæredygtige løsninger.
Jeg er næstformand i Radikale Venstres lokalafdeling og aktiv i flere lokale bestyrelser – bl.a. i Espergærde Centerforening som kasserer, samt i GF Jollen/Staget og FG Borupgård.
Engagement og ansvar er ikke bare ord for mig, men en naturlig del af min hverdag.
Jeg vil være med dér, hvor beslutningerne bliver taget – og arbejde for, at Helsingør bliver det bedste sted at være borger i.
Hvis Helsingør var en virksomhed - eller en fodboldklub
Tre undersøgelser viser det samme: Helsingør halter efter. Det er tid til selvransagelse – og til en plan B.
Hvis Helsingør Kommune var en virksomhed, havde bestyrelsen for længst kaldt direktionen til krisemøde. Tallene taler for sig selv: Nummer 81 ud af 93 på idrætsområdet, nummer 88 ud af 91 i Dansk Industris erhvervsvenlighed – og ifølge Danmarks Statistik er Helsingør den kommune, flest unge flytter fra.
Når 87 konkurrenter klarer sig bedre, ville enhver bestyrelse spørge: Hvad gør vi forkert – og hvorfor reagerer vi ikke? I erhvervslivet ville man tage konsekvensen, lægge en ny strategi og udskifte ledelsen, hvis kursen ikke holdt.
Og hvis Helsingør var en fodboldklub? Så lå vi på en 81.-plads i rækken. Ethvert hold med ambitioner ville reagere: Skifte træneren, hente nye kræfter og spille for oprykning i stedet for at forklare nederlagene.
Helsingør har ildsjæle, erhverv og kultur – men vi mangler retning og mod til forandring. Kommunalvalget til efteråret er den naturlige mulighed for et skifte i toppen. En chance for at få frisk energi, nye idéer og et mere ambitiøst lederskab.
Et initiativ som Drømmefabrikken viser, hvad der er muligt: Et iværksætter- og udviklingshus for unge, hvor erhverv, uddannelse og kreativitet mødes. Her skal nye idéer kunne gro, og unge have lyst til at blive i kommunen. Den slags nytænkning har Helsingør brug for langt mere af.
Der er brug for en plan B. For en kommune, der ikke bare måler på fortiden, men investerer i fremtiden.
For Helsingør skal ikke ligge i bunden – vi skal tilbage i toppen.
Deltag i debatten - LINK
Ingen børn skal risikere at blive påkørt på vej til skole
Forholdene på Mørdrupskolens skolevej er utrygge
– og det kræver handling nu.
Allerede i starten af dette skoleår har vi set mindst to ulykker på skolevejene i Espergærde.
I det ene tilfælde blev et barn påkørt og brækkede armen. Det er helt uacceptabelt, at vores børn skal udsættes for den risiko på vej til skole.
Forholdene ved Mørdrupskolen er langt fra gode nok. Vejen er smal og uden cykelsti, så børn på cykel må dele kørebanen med bilerne.
Der er otte fartbump på strækningen, men to af dem ved selve skolen er udformet uden cykelpassager.
Det betyder, at børn bliver tvunget direkte ud i bilernes bane – netop dér, hvor trafikken er tættest.
Samtidig er tung trafik fortsat tilladt, og den tidsbegrænsede ensretning om morgenen fra 7.30 til 8.30 løser kun en brøkdel af problemet.
Oven i dette er det bemærkelsesværdigt, at der ikke findes et fodgængerfelt over Nørremarken ved skolen, selvom der er signalanlæg, og mange børn krydser her dagligt.
Her hjælper skolepatruljen ganske vist – men kun om morgenen. Resten af dagen er børn overladt til sig selv i et utrygt kryds.
Ofte hører man, at forældre kører deres børn i skole, selvom de bor tæt på.
Men i en travl morgen er det i praksis blevet en præmis – og så må vi indrette forholdene derefter.
Det er ikke forældrenes ansvar at løse problemet, det er kommunens.
Jeg foreslår derfor: permanent ensretning, etablering af cykelsti med rabat, forbud mod tung trafik – og et fodgængerfelt ved Nørremarken.
Sådan skaber vi en skolevej, hvor børn og forældre trygt kan cykle og gå til skole. Der kan være andre steder i kommunen, hvor den nye præmis ikke er tænkt ind i forholdene omkring vores skoler. Det mener jeg, der skal ses på forholdene generelt i hele kommunen.
