Arbejde over arv
Det skal være dit arbejde og ikke din arv der afgører din fremtid
Et Danmark med mindre ulighed
I Danmark har vi i generationer haft en grundlæggende tro på, at flid og arbejde er vejen til et godt liv. Det er fundamentet for velfærdssamfundet og har været en bærende idé i vores samfundsopbygning. Men denne idé er i krise. I dag er det ikke længere kun din indsats, der afgør dine muligheder – det er din adresse. I alt for lang tid er der blevet vedtaget politik der svækker netop denne ide.
Det vil jeg gøre op med. Jeg drømmer om et Danmark, hvor alle har en chance for at lykkes uanset startkapital.
Jeg vil kæmpe for, at alle lønmodtagere får lov til at tage flere af deres penge med hjem fra deres arbejde, da vi i høj grad har brug for deres indsats i vores samfund. For det er sygeplejersken, advokaten og pædagogen der er med til at sikre, at vores samfund hænger sammen.
I dag ser virkeligheden desværre anderledes ud.
Vores skattesystem afspejler en dyb skævhed: Arbejdsindkomst beskattes hårdere end kapitalgevinster. Kapitalgevinster på ejerboliger beskattes slet ikke, så længe man har boet i boligen – og den økonomiske elite ser deres formuer vokse eksponentielt. Det øger ikke bare den økonomiske ulighed – det forstærker også de geografiske og sociale skel. Uligheden vokser, og det skaber kløfter mellem dem, der har, og dem, der ikke har.
Jeg mener, at politik skal udligne ulighed og opfordre til et samfund, som bygger på indsats.
Jeg vil kæmpe for, at det skal være dit arbejde og ikke din adresse der baner vejen for DIN fremtid.
“Jeg vil kæmpe for den danske drøm – den, der så længe jeg kan huske, har overstrålet den amerikanske. Drømmen om, at alle – uanset baggrund – kan skabe sig et godt liv, hvis de har vilje og arbejder hårdt.”
Et retfærdigt boligmarked
Der er noget fundamentalt galt, når borgere med gode og solide jobs må opgive at købe en bolig i storbyerne. Boligpriserne i vores storbyer er stukket af. Det kræver politisk indgriben. Det kræver politisk vilje.
Hvis vi virkelig vil tage livtag med de problemer, der presser især København og Aarhus, så kræver det en masterplan. Vores byer skal kunne rumme alle fra den hårdtarbejdende SOSU-medhjælper til det velhavende curlingbarn.
Jeg foreslår:
- Omdan uudnyttede loftrum til taglejligheder, og skab flere boliger uden at bygge nyt fra bunden.
- Tillad, at tomme erhvervslejemål konverteres til private boliger.
- Fjern de stive kvadratmeterkrav i nybyggeri – de matcher ikke et Danmark, hvor flere og flere bor alene.
- Begræns muligheden for at drive fuldtids-Airbnb-hoteller i boligområder. Én udlejer med ti lejligheder er ikke deleøkonomi – det er en forretning.
- Ophæv huslejeloftet på ældre lejligheder. Det forvrider markedet og skaber en urimelig fordeling af boligmassen – vi skal støtte mennesker ikke mursten
- Og ja – vi skal bygge, men på den rigtige måde: Med flere ejerboliger og færre lejeboligprojekter.
- Samtidig er det på tide at afvikle fordelene ved forældrekøb. Det har i årevis pustet til priserne og sat velstående forældre i førersædet på et marked, hvor unge uden hjælp ikke har en chance.
Jeg er vokset op i København – og jeg har boet i stort set alle kvarterer i København. Mine venners forældre og naboer har været politibetjente, fysioterapeuter, pædagoger eller fotografer. Men den mangfoldighed, som jeg er vokset op med, er truet.
Det kræver politisk indgriben i boligmarkedet, og det skal ske nu, inden København ender som London eller andre sjælløse storbyer.
“Rent drikkevand er sikkerhedspolitik”
Grøn omstilling er sikkerhedspolitik
Den grønne omstilling er ikke kun klimapolitik. Det er sikkerhedspolitik.
Rent drikkevand har været en stille forudsætning for vores hverdag og et af de stærkeste fundamenter under vores samfund. Men den forudsætning er ikke længere sikker. I dag er vores grundvand under pres - og det skyldes vores egne politiske valg.
I årtier har vi accepteret, at landbrugets brug af gylle og pesticider forurener det vand, vi selv og kommende generationer skal leve af. Det er en trussel mod vores kritiske infrastruktur.
Og regningen? Den sender vi videre til danskerne.
I dag ser virkeligheden desværre sådan ud.
Hundredvis af millioner kroner skal bruges på at rense vand, som burde have været beskyttet fra starten. Samtidig opretholder vi en landbrugsmodel, der fylder størstedelen af vores areal, producerer foder frem for mad til mennesker og belaster både klima, natur og drikkevand.
Vi skal støtte de landbrug, der udnytter deres areal bedst - ikke dem, der bare er størst. For når støtte gives efter størrelse frem for ansvar, er det vores grundvand, der betaler prisen. Rent drikkevand er sikkerhedspolitik, og derfor skal vi prioritere de landbrug, der beskytter det - ikke dem, der belaster det mest.
På samme måde er energisuverænitet sikkerhedspolitik. Når vi gør os afhængige af udenlandsk gas og olie, gør vi os selv sårbare. Vi skal sørge for at investere langt mere i vind- og solenergi - fordi det er løsninger, vi ved virker. Samtidig skal vi forske i nye bæredygtige energiformer.
For klimaet, for biodiversiteten og for vores egen sikkerhed.
“Der findes ikke én samlet fortælling om integrationen. Men hvis man kun vil fortælle den mest dystre del af den, så er det ikke politik – det er propaganda.”
Udlændingepolitik med fakta frem for frygt
Udlændingepolitik skal baseres på fakta - ikke frygt.
Højrefløjens retorik skaber unødig angst og skygger for virkeligheden.
Integration går fremad – det er på tide, vi siger det højt
- Beskæftigelsen stiger markant.
- Uddannelsesniveauet stiger.
- Kriminaliteten falder eller er på vej ned.
Der findes ikke én samlet fortælling om integrationen. Men hvis man kun vil fortælle den mest dystre del af den, så er det ikke politik – det er propaganda.
Der findes alvorlige problemer i visse miljøer. Negativ social kontrol er et reelt angreb på frihed og ligestilling, og vi skal bekæmpe det med alt, hvad demokratiet har. Men vi bekæmper social kontrol ved at give flere unge muligheder, rettigheder og frihed – ikke ved at mistænkeliggøre hele minoritetsgrupper eller skabe en statslig lup, der kun peger i én retning.
Derfor skal vi investere i løsninger der fremmer integrationen - fordi vi har brug for hvert et menneske, uagtet religion, etnicitet eller efternavn.
Hvis vi vil styrke integrationen, skal vi gøre det ved at bygge videre på de fremskridt, vi allerede ser. Ikke ved at lade Dansk Folkeparti trække os tilbage i et politisk projekt, hvor danskhed bliver noget, man hele tiden skal bevise, mens fællesskabet bliver svagere.
“Jeg mener, at Danmarks styrke ligger i at vi er et lige samfund: med adgang til uddannelse, til sundhed, og til et hjem. Det giver os mulighed for at bokse over vores vægtklasse. Det vil jeg kæmpe for, at vi bliver ved med at være.”
Om mig
Jeg er opvokset i København, hvor jeg har gået i folkeskole – og hvor jeg stadig bor i dag. Midt i min ungdom flyttede min familie og jeg til udlandet, hvor vi boede i en årrække. Først i Caribien, siden tre år i Mellemøsten.
Det internationale udsyn har sat et dybt præg på min forståelse af politik og af, hvad der virkelig betyder noget. Jeg har været vidne til store sociale skel og mødt en beundring for vores sociale sikkerhedsnet. Samtidig har det det udfordret mit syn på, hvordan vores tilgang til forandring nogle gange kan begrænse os i at drømme stort.
I dag bor jeg på Nørrebro og til dagligt arbejder jeg som konsulent. Ved siden af mit arbejde engagerer jeg mig aktivt i civilsamfundet. Jeg har tidligere siddet i bestyrelsen i ungdomsbevægelsen SAGA og i dag sidder jeg i ungerådene hos PFA og Tuborgfondet, hvor jeg er med til at bringe ungdommens perspektiver på fremtidens udfordringer og løsninger. Jeg brænder for at skabe lige muligheder for alle uanset ophav, derfor er jeg også frivillig lektiehjælper hos Diversity Works på Blågårdsgade.
Det er nogle af de erfaringer jeg vil tage med mig, når jeg skal repræsentere dig i Folketinget.
