Nikolaj D. Larsen

D. Larsen

I den seneste rapport fra Sundhedsstrukturkommissionen er der blevet lagt vægt på at optimere det almen medicinske tilbud, men jeg er dybt bekymret over det manglende fokus på den øvrige praksissektor, herunder især det kiropraktiske område. Mit valg på netop det kiropraktiske område skyldes, at jeg som så mange andre tidligere ikke selv var bekendt med netop deres behandlingsområde og kompetencer. Et område jeg efter at have tilegnet mig viden omkring har fået stor respekt for og indsigt i, og derfor mener er et område, som kan bidrage til at effektivisere vores samlede sundhedssystem.

Jeg er overbevist om, at vi i fremtidens danske sundhedssystem generelt skal have en langt større fokus og bevidsthed om sammenspillet mellem sundhedsprofessionelle, end tilfældet er i dag. Kiropraktorer spiller en stor rolle i udredningen og behandlingen af bevægeapparatets problematikker og bidrager til at reducere sundhedsvæsenets belastning ved at tilbyde effektive og specialiserede behandlinger. Trods deres voksende betydning er det tydeligt, at der stadig eksisterer en betydelig skævhed i opmærksomheden fra beslutningstagernes side.

Denne undervurdering kan delvis skyldes, at kiropraktorer stadig anses og er relativt nye i sundhedssystemet, hvilket muligvis afspejler sig i den nuværende struktur og manglende integration i det tværfaglige samarbejde. Det er dog netop nu, hvor behovet for effektivisering og bedre koordination mellem sundhedssektorer og fagpersoner er presserende, at vi bør revidere vores tilgang til sundhedsorganisering.

Samarbejdet mellem læger og kiropraktorer kunne potentielt revolutionere patientforløb og sikre en mere sammenhængende udredning og behandling. F.eks. kunne kiropraktorer spille en afgørende rolle på skadestuer eller akutmodtagelser ved hurtigt at diagnosticere og håndtere bevægeapparatsskader, hvilket frigør læger til mere komplekse opgaver. Ligeledes ville en bedre integration af kiropraktorer i almen praksis kunne aflaste den praktiserende læge og frigive op til 30-40% af kontakter, som primært er bevægeapparats relaterede. Det handler om at udnytte de kompetencer, som kræver færrest ressourcer, således at de komplekse problemer kan få tilført flere ressourcer for at opnå flest vellykkede og effektive patientforløb.

Den eneste danske mulighed for at blive kiropraktor findes på Syddansk Universitet i Odense, her studerer de kiropraktorstuderende sammen med medicinstuderende i de første tre år, før de specialiserer sig yderligere i differential diagnostisk i bevægeapparatet. Denne fælles basisuddannelse er medvirkende til at danne et solidt fundament for at fremme et tættere samarbejde og udnytte hinandens kompetencer til gavn for patienterne. Dette isolerede kendskab til fælles kompetencer giver store regionale forskelle i samarbejdet mellem læger og kiropraktorer.

Det er på tide, at vi tænker innovativt og inkluderer alle relevante fagpersoner i fremtidens sundhedsstruktur. Ved at styrke samarbejdet mellem læger og kiropraktorer kan vi ikke blot optimere udredningen, men også bidrage til en mere effektiv ressourceudnyttelse og økonomisk bæredygtighed i sundhedsvæsenet. I dagens sundhedsvæsen ser vi en stigende kompleksitet og behov for specialisering. Det er essentielt at anerkende, at kiropraktorer besidder en unik ekspertise i håndteringen af problemer i bevægeapparatet, som udgør en betydelig del af patienternes helbredsmæssige udfordringer. Ved at integrere kiropraktorer mere aktivt i sundhedssystemet, kan vi ikke kun forbedre patienternes behandlingsresultater, men også aflaste de almen praktiserende læger, reducere ventetider og øge effektiviteten.

Det er min faste overbevisning, at en mere helhedsorienteret tilgang til sundhedspleje, som inkluderer en større rolle for kiropraktorer, vil gavne både patienter og det sundhedssystem, vi alle er afhængige af. Lad os tage dette skridt fremad sammen for at sikre en bedre fremtid for det danske sundhedsvæsen.

Er det acceptabelt at afbrænde koranen? Nej, koranafbrændinger er på ingen måde acceptabelt. Det er en handling, der er både destruktiv og respektløs over for andres religioner og trosretninger. Vi bør værdsætte og respektere forskellige trosretninger som en væsentlig del af vores fælles grundværdier. Uanset om folk tror på Biblen, Koranen, Edda eller andre religiøse tekster, er det afgørende, at vi viser respekt for deres overbevisninger.

Desværre er det tydeligt, at respekten for hinandens tro er faldende i disse tider. Denne udvikling bekymrer os og kræver handling. I en tid, hvor samhørighed, respekt og fred er vigtigere end nogensinde, ser vi desværre det modsatte ske. Danmark er et af de lande, der ikke har specifikke love mod afbrænding af religiøse tekster, og det er noget, vi kan være stolte af. Men det er nu på tide at overveje ændringer, da respekten for hinandens tro er blevet svækket.

Regeringen, der består af Moderaterne, Venstre og Socialdemokratiet, har derfor taget initiativ til at foreslå ændringer i lovgivningen for at have mulighed for at forhindre disse skadelige afbrændinger. Denne beslutning har naturligvis udløst en heftig debat i samfundet, hvor nogle hævder, at vores ytringsfrihed trues. Men vores primære fokus bør være rettet mod den negative udvikling i vores samspil som mennesker, da det er årsagen til, at sådanne foranstaltninger er nødvendige.

Beslutningerne om at indføre disse love er en direkte konsekvens af vores kollektive mangel på respekt for hinanden. Denne mangel på respekt er en svaghed, der truer med at underminere de grundlæggende værdier, som det danske samfund altid har været bygget på. I Danmark bør vi ikke tolerere koranafbrændinger eller lignende handlinger. I stedet bør vi forene os som samfund og tydeligt vise vores modstand mod sådanne handlinger. Vi bør også støtte den kommende lovændring, som desværre er nødvendig for at beskytte vores grundlæggende værdier.

Lad os arbejde sammen mod et samfund, hvor tolerance, respekt og forståelse blomstrer, og hvor vi fejrer mangfoldigheden af tro og overbevisninger. Dette er vejen mod et mere harmonisk og fredeligt samfund, hvor vi kan stå sammen i modgang og trives som en forenet nation.

Bragt i AVISENDANMARK

Når én part flytter ind på et plejehjem, ændres relationen. Den raske partner bliver en besøgende, mens hverdagen og det fælles liv langsomt forsvinder. Det er uretfærdigt og det kan vi lave om på.

Derfor foreslår jeg, at vi i Odense satser på at etablere seniorfællesskaber, hvor ægtefæller kan blive boende sammen, også hvis den ene får brug for pleje. Et seniorfællesskab bør kombinere trygheden ved sundhedspersonale med muligheden for at bevare den nære relation. Det giver både værdighed, omsorg og livskvalitet.

Måske kan vi tænke disse fællesskaber sammen med de nye lokalplejehjem. I stedet for at bygge traditionelle plejehjem, kan vi skabe løsninger, hvor der er plads til både den plejekrævende og den pårørende. Et fællesskab, hvor man stadig er en del af hinandens liv og ikke bliver isoleret i hver sin virkelighed.

Et sådant sted vil ikke blot skabe tryghed det vil også styrke relationer på tværs af beboere, ægtefæller og pårørende. Det kan være med til at mindske ensomhed og aflaste pårørende, som i dag ofte kæmper alene.

Odense skal vise, at det godt kan lade sig gøre at nytænke ældreplejen.

Bragt i Fyens Stiftstidende

Forleden dag var jeg med letbanen i Odense, og jeg havde en helt særlig oplevelse. Bag mig sad en familie, og ud fra deres samtale kunne jeg høre, at de var nye i byen.

De kom fra Aalborg, og det var tydeligt at høre på deres nordjyske dialekt. Familien snakkede om deres datter, som netop var startet på SDU, og datteren skulle nu udforske byen og vise byen til hendes forældre.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor mange andre familier der måtte være, der havde været igennem samme situation. Det er en helt særlig tid i livet, hvor man som ung flytter til en ny by for at fortsætte sin uddannelse og udvikle sig.

Det, der virkelig fangede min opmærksomhed i denne families samtale, var farens fascination af letbanen og det kollektive transportsystem i Odense. Han var virkelig begejstret for vores QR-billetter og hvor nemt det var at bruge letbanen. Han talte om, hvor hurtigt og nemt det var at stige af og på togene, hvor ofte de kørte, og hvor behageligt det var at køre med dem. Men det bedste kom faktisk til sidst.

På et tidspunkt sagde faren: “Vi skulle da have haft sådan en her i stedet for den plusbus, vi har fået i Aalborg. Det her er meget bedre.”

Det gjorde mig bare så glad og stolt at høre. Jeg kunne slet ikke lade være med at smile. Det er fantastisk, når folk udefra kommer til vores by og bliver positivt overraskede over de ting, vi danske indbyggere måske tager for givet.

Det gav mig virkelig en følelse af stolthed over byen og de muligheder, den tilbyder. Så tak, til den nordjyske familie, der åbnede mine øjne for, hvor værdsat vores letbane og kollektive transportsystem er.

Bragt i Fyens Stiftstidende

Debatten om koncerter i Odense, særligt Tinderbox' fremtid, har skabt stor opmærksomhed og delte meninger. Forskellige synspunkter er en naturlig del af demokratiet, men desværre har debatten også vist en mørk side.

Rådmand Søren Windell modtog en anonym trussel på sociale medier som reaktion på sine udtalelser. Det er uacceptabelt, at en politisk debat fører til trusler mod folkevalgte. Trusler underminerer demokratiet, skaber frygt og sætter en farlig præcedens for, hvordan vi behandler hinanden.

Uenighed er sundt, men tonen i debatten må baseres på respekt og forståelse, ikke frygt og had. Dette problem er desværre større end blot en enkelt sag. Det bliver sværere at finde kandidater til lokalpolitik, fordi politisk engagement ofte forbindes med risiko for trusler. Demokratiet kan ikke fungere uden mennesker, der tør tage ansvar. Som lokalpolitiker har jeg selv oplevet hadske beskeder og trusler, særligt under valgkampen. Det er grænseoverskridende og frustrerende, når ens engagement mødes med chikane.

At deltage i politik kræver mod, tid og energi. Men det kræver også støtte fra borgerne – ikke kun ved valg, men i den daglige debat. Politik er noget, vi skaber sammen. Uenigheder er naturlige, men samarbejde og dialog fører os fremad. Hvis man er utilfreds med beslutninger, står det frit for at deltage i demokratiet som debattør, medlem af et parti eller kandidat. Men anonyme trusler skaber kun en giftig kultur, som vi ikke skal acceptere.

Debatten om Tinderbox og Dyreskuepladsen handler om Odenses fremtid, og den skal føres med respekt for hinanden og for de folkevalgte, der arbejder for vores by. Vi bør reflektere over, hvordan vi skaber en konstruktiv debat. Vi må stå sammen mod trusler og had og fremme samarbejde og forståelse. Sammen kan vi styrke demokratiet og sikre, at uenighed ikke fører til frygt.

Bragt i Fyens Stiftstidende

Endnu engang konfronteres jeg med Araz Kahns debatindlæg, der desværre synes at være oversvømmet med fejlagtige oplysninger om letbaner. Odenses kendskab til Venstres holdning til letbanen er tydelig, men det er på tide, at partiet engagerer sig i debatten med korrekte fakta for at undgå at give borgerne misvisende oplysninger.

I mine tidligere indlæg har jeg stillet adskillige spørgsmål baseret på Kahns påstande og har desværre ikke modtaget svar. Dette rejser tvivl om Venstres evne til at kaste lys over afgørende spørgsmål om, hvordan virkeligheden vil forme sig, uanset om det bliver mere letbane eller Bus Rapid Transit (BRT) i Odense.

I dette indlæg ønsker jeg især at fokusere på Kahns udtalelse: "Vi håber, at det nye år vil få flere med om bord på en mere bæredygtig løsning, så vi sammen kan gavne Odense mest hensigtsmæssigt."

Det er åbenlyst, at Kahn ikke har læst den seneste analyse fra Aarhus vedrørende udviklingen af letbanen deroppe. Jeg vil gerne præsentere disse resultater for at sikre, at borgerne i Odense får den korrekte information. Rapporten bygger naturligvis på et case fra Aarhus, men beregninger og resultatet vil uanfægtet vise samme grundprincip for henholdsvis letbaner og BRT.

Rapporten behandler nemlig også klima og bæredygtighed, nøgleaspekter ved letbaner og BRT-busser. Analysen afslører, at under selve anlægsfasen vil letbanen udlede ca. 25% mere CO2e end BRT-busser. Dog har BRT i drift en højere CO2e-udledning på grund af hyppigere udskiftning af busser og asfalt. Asfalten skal udskiftes hvert 16. år for BRT, mens letbaneskinner holder i 50 år. Dette fører til en markant CO2e-besparelse for letbanen over tid.

Alene det rullende materiel i BRT-systemet udleder næsten dobbelt så meget CO2e som letbanen på grund af den hyppigere udskiftning af busser og asfalt, sammenlignet med letbanetog og skinner. Beskrivelsen findes i rapporten. BRT-busserne er i rapporten sat til en levetid på 12 år, mens asfalten holder i 16 år. Det er også værd at huske, at der i den periode, hvor der skal skiftes asfalt ved BRT-banerne, vil være påvirket trafik med hensyn til passagerbetjening. I sammenligning holder et letbanetog i 30 år, mens skinnerne først skal skiftes efter 50 år. Begge valg vil resultere i en væsentlig CO2e-besparelse. Først efter cirka 40 år vil CO2e-udledningen i forbindelse med anlægget være tjent ind, men over en 100-årig periode vil en letbaneløsning have en nettobesparelse på ca. 35.700 tons CO2e. For BRT vil den være noget mindre, nemlig ca. 23.400 tons.

Dertil kommer oveni, at rapporten viser, at mens en BRT-løsning er billigere i anlægsfasen, vil en letbane-løsning være billigere i driftfasen. Årsagen til, at driften af BRT-busser er dyrere end letbanetog, er, at mens et letbanetog holder i mindst 30 år, skal BRT-busserne skiftes tre gange så ofte.

Samtidig har BRT-busserne plads til færre passagerer end et letbanetog har. Derfor skal der være flere i trafik for at kunne levere det samme passagerniveau som et letbanetog, og hver BRT-bus skal som bekendt betjenes af en chauffør. Samtidig vil den forventede billetindtægt være højere for letbanen, da den forventes at tiltrække flere passagerer end BRT.

Jeg håber, at disse yderligere beregninger og fakta kan belyse fordelene ved letbaner og bidrage til at modvirke Venstres praksis med at dele fejlagtig viden. Samtidig håber jeg, at Araz Kahn nu har et mere nuanceret syn på bæredygtige løsninger og deres positive indvirkning på miljøet.

Bragt i Fyens Stiftstidende

På Det Fynske Dyrskue gav vi i Radikale Venstre de besøgende muligheden for at tage stilling til et af de vigtige spørgsmål for Odenses fremtid: ”Letbane etape 2 – ja eller nej?”

Afstemningen var uformel, men resultaterne og de mange samtaler, vi havde i løbet af weekenden, peger i én tydelig retning. Et markant flertal sagde ja til at fortsætte letbanens udvikling i Odense.

Det, der gør resultatet ekstra interessant, er, at vi spurgte mange, der kom forbi – ikke kun dem, der var enige med os. Derfor mener jeg faktisk, at det giver et ganske retvisende billede af den folkelige opbakning, vi oplever i hverdagen, men som sjældent bliver fanget i de store meningsmålinger eller debatter på sociale medier.

Samtalerne viste også noget andet vigtigt: At hos dem, der sagde nej, var begrundelsen ofte, at de ikke bruger letbanen – enten fordi de bor uden for Odense, eller fordi de ikke oplever forbindelsen som relevant. Det understreger netop behovet for at tænke letbane etape 2 sammen med resten af den kollektive trafik, så flere kan se værdien i at bruge den.

Mange talte også om behovet for bedre knudepunkter og koordinering med busser fra oplandet, og det er jeg helt enig i. Letbanen skal ikke stå alene, men spille sammen med hele byens og regionens transportstruktur.

Letbane etape 2 er en investering i fremtidens Odense. En investering i grøn omstilling, i tilgængelighed og i en sammenhængende by. Derfor vil jeg arbejde for, at vi som by tør holde fast i visionen og tage næste skridt.

Bragt i Fyens Stiftstidende

Min vej ind i ældreplejen begyndte som pårørende til min mor, der kæmpede mod kræft. Jeg oplevede SSA'er og hjemmesygeplejersker med stor varme og faglighed, men også et system, hvor tid og nærvær var skåret væk. Det fik mig til at tage uddannelsen som SSA for at gøre en forskel. Men virkeligheden var barsk. Alt blev målt i minutter, og fagligheden blev trængt. Det føltes som et svigt både over for de ældre og faget.

Vi kan og skal gøre det bedre i Odense. Men det kræver, at vi tør prioriterer værdighed over effektivitet og menneskelighed over regneark.

Forebyggelse skal have høj prioritet. Motion, sociale aktiviteter og sunde måltider kan styrke ældres selvhjulpenhed og bevare livskvaliteten længere. Plejehjem skal ikke ligne institutioner, men føles som hjem, hvor ægtefæller kan blive sammen, og hvor man kan bevare sin livsrytme i trygge rammer.

Demensplejen skal styrkes med specialiserede teams, ro og genkendelighed. Det er ikke luksus, men afgørende for livskvaliteten.

Maden på plejehjem og i hjemmeplejen skal være et måltid med smag, fællesskab og respekt for borgernes kultur og vaner ikke noget, der bare skal overstås.

Frivillige og pårørende er uundværlige. De skal inddrages som partnere og bidrage til at mindske ensomhed og styrke fællesskabet.

Endelig skal vi indføre noget nyt 360-graders sagsbehandlere i Odense, som hjælper borgere og pårørende med juridiske, sociale og praktiske spørgsmål. Det vil skabe tryghed og effektivitet i plejen.

Bragt i Fyens Stiftstidende

Forleden bevægede letbanen sig gennem Odense centrum ikke kun med dens elektriske summen, men med en øredøvende larm af skinneskrig. Det viser tydeligt, at letbanen stadig har udfordringer, som påvirker borgere langs strækningen.

Støjen og vibrationerne skyldes blandt andet smøresystemer, der ikke fungerer optimalt, anlæggets udformning og en drift, der prioriterer KPI’er frem for borgernes oplevelse. Ironisk nok bruger de borgerlige ofte støjen som argument imod mere letbane – selvom udlicitering af driften er en væsentlig årsag til problemet.

Generne mærkes i hverdagen, når smøring forringes af vejr eller rengøring, og sandsystemerne i togene ikke altid fungerer optimalt.

Det er udfordringer, som jeg vil sætte stærkt fokus på, hvis jeg bliver valgt til byrådet.

Bragt i Fyens

I juni besøgte jeg Davinde Beboerhus for at høre om beboernes trafikale udfordringer. I snart 30 år har de kæmpet for en mere tryg skolevej, men oplever fortsat, at intet sker. Mange forældre vælger derfor at køre deres børn i skole, fordi der hverken er busforbindelse eller sikre cykelveje.

Når borgerne henvender sig, får de ofte svaret: “Forvaltningen har lavet en prioriteringsliste, og den følger vi.” Men ser man på listen, ligger projekter i centrum typisk øverst, mens oplandet, herunder Davinde, bliver henvist til lavere prioritet med bemærkninger som “lav trafikmængde” eller “kræver yderligere undersøgelser”.

Jeg anerkender forvaltningens faglighed, men de folkevalgte har pligt til at lytte, vurdere og tage ansvar. Embedsværket skal støtte ikke styre. Demokratiet må ikke blive en skrivebordsøvelse.

Bragt i Fyens

Beslutningen i Aarhus om at hjemtage driften af letbanen bør give anledning til eftertanke i Odense. Her har man valgt at samle ansvar, drift og beslutningskraft ét sted for at skabe en mere effektiv og økonomisk bæredygtig letbane.

I Odense har udliciteringen af den kollektive trafik, særligt letbanen, givet udfordringer. Når ansvar er delt mellem flere aktører, bliver løsninger langsommere, og fejl sværere at rette op på.

Aarhus peger selv på, at den nuværende model har været for kompleks og for dyr. Ved at hjemtage driften forventer man betydelige besparelser og en mere smidig hverdag – både organisatorisk og for passagererne. Det er erfaringer, vi ikke bør ignorere i Odense.

Borgerne betaler prisen, når udliciteringen ikke fungerer. Samtidig bliver det uklart, hvem der reelt har ansvaret, når problemerne opstår.