Rasmus Bergholdt

Byrådskandidat i Skanderborg Kommune
Regionsrådskandidat i Region Midtjylland

Kandidat til byrådet i Skanderborg Kommune og regionsrådet i Region Midtjylland

Jeg hedder Rasmus Bergholdt og har boet i Galten siden 2001 sammen med min kone og vores tre næsten voksne børn. Jeg brænder for fællesskab og lokalt engagement - for alt det, der får mennesker til at trives sammen.

Gennem mange år har jeg været aktiv i foreningslivet: som spejderleder, i Coding Pirates og i skolebestyrelsen på Skovbyskolen. I dag er jeg formand for Bio Huset i Galten - et frivilligt drevet kulturhus og biograf, hvor fællesskab og kultur mødes i praksis.

Til daglig arbejder jeg som CTO i softwarevirksomheden FlightLogger, der leverer systemer til flyveskoler over hele verden. Jeg har mange års erfaring med at lede udvikling og skabe samarbejde på tværs af mennesker, fagligheder og teknologi. Den erfaring tager jeg med mig i politik - Jeg tror på, at gode løsninger opstår, når vi lytter til hinanden, bygger bro og tør tænke langsigtet.

Kommunen er mere end Skanderborg by

Skanderborg Kommune er stor og mangfoldig - meget mere end én by. Vores centerbyer og landsbyer er rygraden i lokalsamfundet, og de skal have mulighed for at vokse. Nye udstykninger kan skabe liv og give bedre grundlag for skoler, indkøb og fritidsliv. Vi skal passe på, at vi ikke centraliserer alt i Skanderborg eller samler udviklingen i store industrikvarterer. Det skaber trafikale problemer og udhuler mangfoldigheden. I stedet skal vi styrke centerbyerne, investere i lokale mødesteder og sikre ordentlig offentlig transport - også på tværs af kommuner.

Det gode liv tæt på

Tilflytningen til vores kommune forpligter. Vi skal tilbyde god børnepasning, stærke skoler og fritidstilbud af høj kvalitet, så familier får overskud i hverdagen. Når børn og unge trives, får vi også stærkere fællesskaber og et rigere kulturliv. For mig hænger trivsel, kultur og sundhed tæt sammen - både for børn, voksne og ældre. Et levende foreningsliv skaber hele mennesker og forebygger mistrivsel og ensomhed.