Ric Jakobsen

Byrådskandidat
Egedal Kommune

Hej, jeg hedder Ric Jakobsen og stiller op til kommunalvalget for Radikale Venstre her i Egedal.

Jeg gør det, fordi jeg ønsker gennemsigtighed, dialog og ansvarlighed i de beslutninger, der former vores fælles hverdag.
Jeg har altid været optaget af, hvordan mennesker vokser, når de får ansvar og bliver inddraget – det samme gælder i politik.

Mærkesager

Jeg har haft min gang i foreningslivet i snart to årtier. Som formand for Slagslunde Buresø Landsbylaug, Formand og  instruktør i Egedal Karate Klub og tidligere repræsentant i skolebestyrelserne i Slagslunde og Ganløse, hvor mine 2 drenge gik, samt formand for Slagslunde musikfestival har jeg oplevet, hvordan fællesskaber bliver stærke, når alle stemmer bliver hørt.

For mig handler lokalpolitik om netop det: Nærhed, samarbejde og respekt for forskellighed. Jeg tror ikke på løsninger, der trumfes igennem bag lukkede døre.

Jeg tror på, at tillid og udvikling vokser i åbenhed.

Demokrati, klima og ansvar

De seneste stykke tid har jeg skrevet flere debatindlæg om Egedals udvikling – blandt andet om multihallen i Ølstykke, klimaindsatsen og behovet for et grønt udvalg i byrådet.

Fælles for dem er ønsket om et politisk miljø, hvor gennemsigtighed og faglighed går hånd i hånd med nytænkning.

Jeg mener, at store projekter kun bliver succeser, når de bygger på ærlig dialog og klare aftaler.

Egedal skal turde tænke grønt og handle langsigtet, men uden at glemme det vigtigste: tilliden mellem borgere, politikere og forvaltning.

Mit mål

Jeg stiller op for at styrke samarbejdet i kommunen – på tværs af partier, foreninger, institutioner og borgere.

Vi skal turde møde hinanden i øjenhøjde og tage ansvar, også når beslutningerne er svære.

Jeg ønsker et Egedal, hvor vi ikke kun taler om fællesskab, men lever det i praksis. Hvor børn trives i skolerne, naturen bliver passet på, og borgerne føler sig hørt, ikke bare informeret.

Om mig

Jeg bor i Ganløse sammen med Rikke Mortensen. I mit professionelle liv driver jeg virksomheden TalentInsights, hvor jeg arbejder med talentudvikling og samarbejde i organisationer.