“Politik har altid været en del af mit liv, det at gøre en forskel for andre, det at bruge min stemme for fællesskabet. Jeg er drevet af at udvikle politik sammen med dem, det handler om, og jeg brænder for at skabe et friere, stærkere og grønnere Danmark.”
Lad os skabe forandringen sammen!
For mig handler politik om mennesker – om hverdagen, fællesskabet og om at skabe forandring, der virkelig gør en forskel for Egedal.
Med 14 års erfaring i byrådet ved jeg, at Egedal står over for store udfordringer men også store muligheder. Det kræver mod, samarbejde og vision. Derfor ønsker jeg et nyt bystyre, hvor vi sætter fælles løsninger og gensidig respekt i centrum – og skaber resultater, der løfter alle borgere.
Mit politiske DNA er at gøre en forskel for andre.
Med din stemme – kan jeg fortsætte kampen for børnene og for et mere menneskeligt Egedal.
Mærkesager
Jeg er som politiker rodfæstet i det socialliberale med et stort og bankende rødt hjerte for børn og unge. Jeg tror på, at vi skal investere i vores børn – det gælder både i trygge daginstitutioner, stærke folkeskoler og meningsfulde fritidstilbud. Det er et løfte, jeg har givet – et Børneløfte som også taler ind i Radikale Venstres Børneløfte. Børnene er vores fælles fremtid og fundament for et bæredygtigt samfund.
Jeg tror på en stærk generationskontrakt, vi ikke må være den første generation, der overlader en ringere verden til vores børn. Derfor kæmper jeg for en klima- og miljøindsats, der er ambitiøs og ansvarlig, så Egedal bidrager til grøn omstilling, biodiversitet og bæredygtig udvikling.
Mit hjerte banker for alle dem, der har brug for en ekstra hånd i tilværelsen, og jeg vil kæmpe med næb og kløer for et mere menneskeligt Egedal. Hjælpen skal være rettidig og ikke noget som man skal klage sig til. Livet længe leve, det skal være godt også at blive ældre i Egedal.
Radikale Venstre står på værdier som værdier som frihed, lighed og solidaritet, og det afspejler jeg i mit politiske arbejde. Jeg mener, at alle mennesker skal mødes med ligeværd, respekt og tillid, fordi det skaber stærke fællesskaber og inkluderende medborgerskab.
Politik handler for mig om relationer, ansvar og mod til at tænke langsigtet – så vi sammen kan skabe et samfund, hvor der er plads til forskellighed, og hvor vi tager hånd om hinanden.
Om mig
Jeg er 53 år, og jeg har været medlem af Radikale Venstre i 24 år og har været byrådsmedlem i Egedal i 14 år. Min politiske karriere indbefatter også en opstilling til Folketinget i 2019 samt til Regionsrådet i 2017 og nu i 2025. Jeg har haft flere tillidsposter, blandt andet som medlem af Videnskabsetisk Komité i Region Hovedstaden. Min politiske erfaring favner blandt andet også en periode som ligestillingspolitisk aktiv.
Politik har altid været en del af mig, helt tilbage fra jeg i Fakultetsrådet på universitetet kæmpede mod nedskæringer på undervisningstiden eller i kampen for flere kvindelige professorer som forkvinde for Ligestillingsudvalget samme sted.
Jeg bor sammen med sin kæreste og mine to er hjemmeboende piger på 14 og 19 år. (jeg har 3 børn) Jeg er en glad løber, vinterbader og så er jeg vild med yoga. Der ligger bøger overalt hjemme om os, som jeg aldrig når at læse, så oftest er det lydbogen, der kommer i ørerne på mine ture i naturen omkring Ganløse.
Jeg arbejder som skadebehandler på fuldtid med personskader i et stort internationalt forsikringsselskab i København. Min uddannelsesmæssige baggrund er en Humanistisk Universitetsuddannelse og en Masteruddannelse i Professionel Kommunikation fra Roskilde Universitet (RUC).
